search

LUKKET MØDE BAG ÅBNE DØRE

Jyllands-Posten må ikke få udleveret referater fra retssager mod politibetjente. Retssagerne blev ført for åbne døre, og enhver kunne have lavet sit eget referat, hvis man blot havde været til stede. Medlem af Retsplejerådet kalder åbenheden i retsplejen for ikke-eksisterende og dybt forældet.
Jyllands-Posten må ikke få udleveret referater fra retssager mod politibetjente. Retssagerne blev ført for åbne døre, og enhver kunne have lavet sit eget referat, hvis man blot havde været til stede. Medlem af Retsplejerådet kalder åbenheden i retsplejen for ikke-eksisterende og dybt forældet.

»Grundloven giver os offentlighed i retsplejen. Men det er der ikke. Der er lukkethed i retsplejen. Det er for mig
ubegribeligt, at man ikke kan få udleveret en retsbog, hvor der ikke står andet, end hvad der er sagt under et åbent retsmøde.«
Simon Andersen fra Jyllands-Posten har sammen med sin kollega Mikkel Hertz gennem seks måneder forgæves forsøgt at få aktindsigt i klagesager mod politiet. De to journalister vil gerne undersøge, om der er hold i en påstand om, at betjente dækker over hinanden, når de står tiltalt for vold mod en anholdt.
»Når det drejer sig om sager mod politibetjente, som var tiltalt for at overtræde straffeloven, så har det en væsentlig offentlig interesse,« siger Claus Larsen, præsident for Københavns Byret.
Men politidirektør for Københavns Politi, Hanne Bech Hansen, kan ikke se nogen grund til, at journalister skal se systemet i kortene.
»Sagerne er blevet behandlet af domstolene. Det første filter har været der, og derfor mener jeg ikke, at det er Jyllands-Postens opgave at se på sagerne igen,« siger Hanne Bech Hansen.
Hun har gennem det seneste halve år kæmpet imod at Jyllands-Posten skulle få aktindsigt. Foreløbig har hun vundet.

Lyver i retten?
Den 7. februar 1999 søsatte Simon Andersen og Mikkel Hertz »Station 1 sagen« med en stort opsat søndagsartikel. Under rubrikken »Politi under anklage« fortalte prostituerede, narkomaner og andre småkriminelle på Vesterbro om politiets overgreb mod dem. De to journalister havde brugt et halvt år forud for artiklen på at indsamle historierne. Det blev startskuddet til en hed debat om politivold.
I et interview den 19. februar fortalte en anonym politimand om den misforståede korpsånd, som han mener hersker blandt betjente. Hvis en betjent havde været unødigt voldelig mod en anholdt kunne han føle sig sikker på, at han ikke ville blive dømt i retten. Hans kolleger ville dække over ham – lyve, om nødvendigt, sagde den anonyme betjent.
Nu ville de to journalister gerne se, om de kunne finde yderligere bevis for så hård en påstand. Den eneste måde de for alvor kunne afprøve teorien på, var ved at se nærmere på en stribe referater fra retssager mod politibetjente.
»Det kan være, at der er et mønster, nemlig at der er civile vidner, der fortæller én ting, og et antal betjente, der fortæller en anden. Hvis det mønster går igen i stribevis af sager, så er det ikke nødvendigvis uinteressant. Vi havde selv set et eksempel på, at flere politimænds vidneudsagn stred direkte imod videooptagelser,« siger Mikkel Hertz.
»Referaterne fra retssagerne kan aldrig være et fældende bevis for, at politifolk generelt altid dækker over andre politifolk, men det kan give et systematisk billede af, at politifolks udsagn strider mod de civile vidners udsagn. Vi vil gerne undersøge, om det forholder sig sådan,« siger Simon Andersen.

Helt legalt
Retssagerne var foregået ved Københavns Byret for åbne døre. Præsident for Københavns Byret, Claus Larsen, har forståelse for de to journalisters nysgerrighed.
»Det er et helt legalt ærinde at ville efterprøve sådan en teori,« siger Claus Larsen, og i marts måned gav han dem medhold i deres begæring om aktindsigt.
»Efter sagernes karakter, herunder særligt at politiassistenter var tiltalt for at have overtrådt straffeloven i tjenesten, har offentligheden en væsentlig interesse i disse sager,« skrev Claus Larsen i sin byretskendelse. Hermed underkendte han justitssekretærens afgørelse, som i første omgang havde været et afslag. Alligevel fik de to journalister aldrig lov til at se retsbøgerne med referater fra sagerne. Politidirektør Hanne Bech Hansen kærede nemlig dommen til Østre Landsret.
Som regellandet ligger i dag kan man få aktindsigt i doms- og retsbøger, hvis man har en retlig interesse i dem, eksempelvis at man er part i sagen. Hvis man ikke er det, skal domstolen vurdere, om den offentlige interesse i sagen er så stor, at den kan sidestilles med en retlig interesse. Det vil altid være et spørgsmål om vurdering.
»Jeg tror ikke, at der vil ske nogen skade ved at Jyllands-Posten undersøger sagerne. Men når vi har et retssystem, som fungerer godt, så er der ingen grund til at undersøge det videre,« siger Hanne Bech Hansen.
Og Østre Landsret gav hende ret i, at Jyllands-Postens offentlige interesse ikke var stor nok. De omstødte Claus Larsens dom fra Københavns Byret. Den 25. august fik Simon Andersen og Mikkel Hertz afslag fra Procesbevillingsnævnet: Sagen kunne ikke prøves ved Højesteret. Dermed var det sidste hammerslag faldet – de to journalister var nået til vejs ende i retssystemet – og havde tabt.

Ny lov – nyt håb
»Når alt er foregået ved et åbent retsmøde, så virker det urimeligt, at man ikke kan få lov til at læse vidneudsagnene,« siger Erik Werlauff, professor på Aalborg Universitet og medlem af Retsplejerådet.
Den holdning bakker et flertal i Folketinget op. Om få dage, den 1. oktober, træder en ændring af retsplejeloven i kraft. Man skal ikke længere have en retlig interesse i en retssag for at kunne få udleveret rets- og domsbøger, så længe sagerne er foregået for åbne døre. Dermed kan alle læse vidneudsagn fra åbne retsmøder. Umiddelbart lyder det som løsningen på Simon Andersens og Mikkel Hertz´ problemer, men der ligger stadig mange juridiske hindringer i vejen for dem.
Der er nemlig ikke fastsat nogen overgangsbestemmelser, og ingen kan med sikkerhed sige, om loven også omfatter sager påbegyndt før 1. oktober, altså samtlige retssager der indtil i dag er kørt igennem retssystemet. Selv blandt kilder internt i Justitsministeriet er der lodret uenighed om tolkningen.
»Det spørgsmål skal i sidste ende afprøves ved en domstol,« siger Elise Hammer, jurist i Dansk Journalistforbund, som var med i det udvalg under Retsplejerådet, som udformede lovændringen.
Hun påpeger, at hele ånden i lovændringen er større åbenhed, og anser det derfor for sandsynligt, at den også vil gælde gamle sager.
»Jeg mener ikke, at lovændringen omfatter de gamle sager, når der ikke specifikt står noget om det. Ændringer i retsplejeloven plejer ikke at vedrøre ældre sager,« siger professor Gorm Toftegaard Nielsen fra Århus Universitet.
Selv hvis ændringen virkelig omfatter gamle sager, har politidirektør Hanne Bech Hansen endnu en paragraf i ærmet. En kommentar til forvaltningslovens § 27 gør nemlig klart, at hvis der er tale om ældre sager, så er oplysningerne i rets- og domsbøger at betragte som fortrolige. Hovedparten af de klagesager, Jyllands-Posten gerne vil se, er fra ´94 og ´95. Det vil endnu en gang være et spørgsmål om vurdering fra domstolenes side, om det er at betragte som ældre sager.

Lukket land
Kort sagt er der fortsat masser af problemer forude for journalister, som vil grave i fortiden. Erik Werlauff, professor på Aalborg Universitet, mener, at den nye ændring af retsplejeloven slet ikke er nok til at rette op på lukketheden. Han er medlem af Retsplejerådet, men understreger, at han her taler på egne vegne.
»Vi halter fortsat langt bagefter, når det drejer sig om indsigt i sagens dokumenter. Vi har mødeoffentlighed i retsplejen, men ikke dokumentoffentlighed, så domstolene er på det punkt langt mere lukkede end forvaltningen,« siger Erik Werlauff
Han betegner lovændringen som ´et mellemstadie´ i den udvikling, han håber og tror på kommer: Total dokumentfrihed, hvor ethvert dokument, der er blevet brugt eller produceret af retten, er offentligt.
»Jeg ser det som et overordnet systemproblem. At vi lever i et land, hvor der ikke er nogen videre kultur for åbenhed. Medmindre noget taler for åbenhed, jamen så skal der være lukkethed,« siger Simon Andersen fra Jyllands-Posten.
Hanne Bech Hansen føler sig bestemt ikke skræmt af åbenhed. Hun påpeger selv, at princippet om meroffentlighed også gælder i dette tilfælde; altså at reglerne om åbenhed og aktindsigt er minimumsregler. Men hun er meget varsom med at åbne mere end nødvendigt.
»Jeg risikerer en næse fra statsadvokaten, hvis jeg ikke følger reglerne. Det kan godt være, at pressen synes, det er en mægtig god idé, at alt kommer frem, men så kan der til gengæld være en borger, der føler sig stødt på manchetterne og klager,« siger Hanne Bech Hansen.
Hun understreger, at det ikke er hende, der bestemmer, om Jyllands-Posten må se retsbøgerne.
»Jeg kan fortælle domstolene, hvordan jeg tolker de love, vi har, og de kan så vælge at tage min tolkning til efterretning eller ej,« siger hun.
Om bare to dage gælder de nye regler for udlevering af rets- og domsbøger. Simon Andersen og Mikkel Hertz er klar til at efterprøve om lovændringen, hvis hovedformål er at hjælpe samarbejdet mellem retterne og pressen, også gælder i deres tilfælde.
»Hvis der er så meget som en chance for, at reglerne også gælder for sager fra før 1. oktober, så kan du være sikker på, at der ligger en ansøgning om aktindsigt fra vores side,« siger Simon Andersen. Dermed kan de to journalister begynde endnu en kamp for at få lov til at se referater fra tilsyneladende lukkede møder bag åbne døre.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen