Lars Bech skal fotografere 15.000 ungdomsspillere

Fotografen Lars Bech har indgået aftale med Brøndby IF om fotografering af op mod 15.000 ungdomsspillere. Hver spiller får sit eget fodboldkort ligesom stjernerne i Champions League. »Det er en sindssygt stor ordre,« siger han  

Han kalder det »et sideprojekt«, men samtidig er det også den største kontrakt, han nogensinde han indgået.

Fotografen Lars Bech fra Das Büro har udviklet et nyt fotokoncept for unge fodboldspillere og lavet en aftale med boldklubben Brøndby IF til en værdi af 4,2 millioner kroner. Aftalen betyder, at op mod 15.000 ungdomsspillere skal have taget et billede.

»Det er helt vildt. Det er en sindssygt stor ordre. Jeg skal have gang i seks-otte fotografer og to projektledere,« siger Lars Bech om aftalen.

Med aftalen får 15.000 ungdomsspillere i Brøndby og Brøndbys 30 satellitklubber tilbud om at få lavet et fodboldkort med deres eget billede på. FC Clubcard, som firmaet hedder, forventer at fotografere cirka 12.000 spillere.

»Nogle er syge og glemmer måske at dukke op den dag, vi kommer forbi,« siger Lars Bech.

Fotograferes ligesom landsholdet

Han fandt på konceptet, da han forsøgte at udvikle nye forretningsideer inden for fotografi.

»Som dreng samlede jeg selv på autografer og fodboldkort. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave kort med almindelige fodboldspillere i stedet for Zlatan og Ronaldo,« siger Lars Bech om kortene, hvor spillerne bliver fotograferet på samme måde som på forbilledernes fodboldkort – i klubdragt og med oplysninger om rygnummer, kælenavn og position på banen.

»Det er lavet på præcis samme måde, som når jeg fotograferer for eksempel landsholdet,« siger Lars Bech.

Han siger, at han ligesom de fleste andre voksne har masser af kedelige klassebilleder af sig selv som dreng, hvor han sidder i pæn skjorte og med sideskilning.

»Selv om fodbold var det vigtigste i mit liv, har jeg ikke et eneste godt billede af mig selv med en bold. Så da min søn begyndte at spille foldbold, fandt jeg på ideen,« siger han om konceptet, som han er i gang med at tage EU-patent på.

Lars Bech har arbejdet sammen med AD’er, fotograf og billedbehandler Morten Lasskogen. I Jylland skal blandt andre Carsten Ingemann fotografere de unge spillere.

0 Kommentarer