search

Kyllingens ghostwriter

Klaus Wivel - ghostwriteren bag Michael Rasmussens selvbiografi - har svært ved at glæde sig over det massive mediefokus, bogen har fået. De vigtige historier drukner i persondetaljer og mistænkeliggørelse af forfatterens motiver, mener han

En fødselshjælper for sandheden. Det var den rolle, Weekendavisens journalist Klaus Wivel så sig selv i under arbejdet som ghostwriter på Michael Rasmussens selvbiografi ’Gul feber’.

For selv om han ikke tøvede længe – efter eget udsagn omkring 10 sekunder – med at sige ja til opgaven, vidste han, at diskussionen om sandhed og løgn ville blive det helt overskyggende tema, når bogen kom ud. Dels fordi Rasmussens fortælling gør op med det løgn- og tavsheds-dogme, der har præget cykelsporten, dels fordi Michael Rasmussen i manges øjne selv har været en af løgnens største og mest udtalte eksponenter.

»Som alle andre journalister, der taler med cykelryttere, har jeg selvfølgelig været nervøs for troværdigheden. Alle ryttere, der har fået stukket en mikrofon i kæften, har jo benægtet doping, så generelt er de måske de mest utroværdige kilder overhovedet. Derfor har jeg set det som min rolle at få Michael til at fortælle sandheden og først og fremmest ikke skåne sig selv,« fortæller Klaus Wivel.

Hans egen oplevelse af Michael Rasmussen har imidlertid været en mand, der har kunnet lægge alle kortene på bordet, for mange af broerne bag ham er allerede brændt.

»Det har været godt for mig at vide, at det, han siger til mig, har han allerede fortalt til Anti Doping Danmark, som er i gang med en undersøgelse på baggrund af hans forklaring. Og jeg har sagt til ham, at hvis han bliver grebet i en løgn, er bogen færdig. Det kan den ikke overleve,« siger han.

Ghostwriter med journalistiske biopgaver

Klaus Wivel kalder sig konsekvent ghostwriter og slår fast, at der ikke har været tale om en journalistisk opgave. Men han har dog alligevel følt sig nødsaget til at dobbelttjekke nogle af de oplysninger, Michael Rasmussen kommer med. Allerede før sin udgivelse blev bogen forsidestof på grund af fortællinger, der anklager kendte danske cykelnavne – Rolf Sørensen, Nicki Sørensen, Frank Høj mv. – for dopingmisbrug. Her valgte Wivel at tage journalist-kasketten på og få oplysningerne verificeret.

»Der er hårde anklager mod navngivne ryttere. Så der har jeg fundet det nødvendigt at skaffe dokumentation, og jeg har kontaktet de danske ryttere og Bjarne Riis for at få deres udtalelser til bogen, ligesom jeg også har forsøgt at få de internationale historier verificeret.«

Wivel fortæller blandt andet, hvordan den tidligere rytter Bo Hamburger har bekræftet en historie omkring Nicki Sørensens doping-brug samt en episode under OL 2004, hvor Frank Høj sørger for at skaffe doping til holdet. Desuden har han papirer, der dokumenterer, at Danmarks Cykel Union lader mountainbike-rytteren Jesper Agergaard stille op ved OL i 2000, på trods af at de kender til hans unaturligt høje hæmatokrit-værdi.

»Det eneste, jeg har været nervøs for, er historien om Ryder Hesjedal, som Rasmussen oplærer i brugen af EPO. Hesjedal svarede aldrig på min henvendelse. Men inden bogen kom ud, erkendte Hesjedal dog, at han har brugt EPO, og det er jeg glad for, for det viser, at historien holder,« siger Wivel.

At det er et sprængfarligt felt, Wivel og Rasmussen bevæger sig i, blev dog tydeligt allerede få dage efter bogens udgivelse. I bogen fortæller Rasmussen om systematisk organiseret doping på Rabobank-holdet, dog uden at nævne alle holdkammerater ved navn. Da han forleden medvirker i en DR-chat, bliver han spurgt, hvor mange ryttere der var dopede under Tour de France 2007, hvortil han svarer: ”På Rabobank: 100 procent.”

Det fik efterfølgende Rabobank-rytteren Oscar Freire til at true Michael Rasmussen med et sagsanlæg, og få dage efter trak Rasmussen beskyldningerne mod Freire samt rytteren Antonio Flecha.

»Det var Michaels fornemmelse, at alle var dopet, men han kan ikke dokumentere det, så det må han trække tilbage, og det forstår jeg godt, han gør,« siger Wivel.

Endelig en åbenmundet sportsmand

Grunden til, at Weekendavisens nuværende USA-korrespondent og tidligere litteraturredaktør Klaus Wivel pludselig står som ghostwriter til en sports-selvbiografi, skal formentlig findes i et interview, han i 2010 lavede med Michael Rasmussen.

»Det var et halvt år efter, at Rasmussens karantæne var udløbet, og Verner Møller havde netop skrevet en bog om Rasmussen, hvor han fortalte, at han ikke kunne komme tilbage i cykelsporten, fordi han var sortlistet af den internationale cykelunion. Men der var ikke mange, der var interesserede, hverken i det eller i bogen generelt. Det syntes jeg var lidt mærkeligt, og så rejste jeg ned og interviewede ham.«

De fem timers samtale i Michael Rasmussens hus i Italien blev til en artikel i Weekendavisen, der vakte en del opmærksomhed.

»Når man hører sportsfolk udtale sig, er de ofte meget forsigtige, og det kan være enormt kedsommeligt. Så for mig var det en lise at møde en sportsmand, der ikke var forsigtig, og som sagde noget, han kunne få hug for. For mig at se var han meget ærlig, også omkring sin egen forbitrelse og depression, og det var et interessant indblik i, hvordan han oplevede den stigmatisering, der kom efter doping-udelukkelsen.«

Michael Rasmussen var glad for artiklen, og Wivel fulgte op med flere kritiske artikler om cykelorganisationerne og antidoping-arbejdet. Det var formentlig grunden til, at Peoples Press ringede til Wivel – kombineret med det faktum, at Michael Rasmussen ellers ikke har mange venner i dansk presse.

»Han har haft et dårligt forhold til den danske sportspresse, der ikke kan lide ham. Han har ikke noget godt forhold til nogen journalister – derfor har jeg fået den,« siger Wivel.

Ærgrer sig over dækning

I disse uger, hvor ’Gul feber’ netop er udkommet, svømmer aviser og nyhedssider over med historier og omtaler af bogen. Men alligevel sidder Klaus Wivel og ærgrer sig over den massive dækning. I hans øjne er det nemlig de helt forkert passager i bogen, medierne i disse dage kaster sig over – de steder, Rasmussen angiver tidligere holdkammerater.

»Jeg synes, man konstant fokuserer på enkeltsagerne og rytterne. For mig at se er det den dårligst bevarede hemmelighed, at rytterne var dopede. Men der ligger historier i bogen, der stort set ikke er taget op – holddirektørernes ageren, hele systemet, hvor det har ligget implicit, at man bør dope sig. UCI, der har set gennem fingre med doping på de største hold. Ryttere, der fik lov at vende tilbage, mens andre ikke gjorde. Det er i mine øjne langt større skandaler,« siger Klaus Wivel.

Han taler med irritation om en passage, hvor Rasmussen fortæller om sin vrede og sit had mod DCU-direktør Jesper Worre og om, at han mest havde lyst til at tæve ham med et baseballbat.

»Det er jo sådan, Michael tænker i situationen. Men når BT river sådan en sentens ud af fortællingen, så tænker man som læser: Manden er jo vanvittig!«

Tabloidaviser mod den lille mand

Wivel er især skuffet over tabloidaviserne, som i hans øjne behandler Rasmussen med indignation og næsten tantet forargelse. En rolle, der ellers ikke traditionelt har ligget til den del af dansk presse.

»Engang så tabloidpressen sig selv som klassens frække dreng, der beskyttede den lille mand. Nu har den udviklet sig til at være tanten eller guvernanten, der står med pegepinden,« siger han og nævner også omtalen af en episode i bogen, hvor Michael Rasmussen er på Christiania for at købe hash til sin kone.

»Det er jo en skidesjov historie. Engang ville Ekstra Bladet have syntes, at sådan en historie var enormt morsom, og man ville stå på den lille mands side. Det gør man ikke længere – nu er de forargede.«

En stor del af diskussionen om ’Gul feber’ har handlet om Michael Rasmussens motiver bag bogen. Mange beskylder ham for hævntørst samt for at ville tjene penge på at stikke sine gamle kolleger og holdkammerater.

Klaus Wivel synes, de spekulationer har taget fokus fra det positive, at nogen endelig stiller sig op og fortæller sandheden.

»I årevis har vi punket rytterne, fordi de ikke fortæller, hvad der foregår. Så gør han det, og så handler debatten kun om, at han vil tjene penge og hævne sig. Men hvis man vil tjene penge, skal man ikke gå ind i bogbranchen. Og det, at han fortæller så ærligt, har jo en enormt høj pris for ham. Han bliver formentlig persona non grata i cykelmiljøet. Så jeg synes, vi bør tage imod den slags bekendelser med kyshånd, i stedet for at mistænkeliggøre det.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen