Michael Qureshi er blevet ekskluderet fra specialforeningen Journalisterne under Dansk Journalistforbund. Det fastslår formand Rasmus Mark Pedersen i en pressemeddelelse, som foreningen har lagt på Facebook.
"Vi ligger i forvejen ikke alt for højt på listen over troværdighed i befolkningen. Derfor er det ulykkeligt, at en fremtrædende journalist kan finde på at bruge den slags metoder," udtaler han i meddelelsen.
Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet i sidste uge, fordi TV3 kunne fortælle, at han har opdigtet navne på kilder, som optræder i en række artikler. Ekstra Bladet har trukket fem artikler tilbage, og Berlingske Media – hvor Qureshi var sportsjournalist på BT i en årrække – har trukket 22 artikler tilbage. BT er i gang med en intern undersøgelse.
Til Journalisten uddyber Rasmus Mark Pedersen, at Michael Qureshi er blevet smidt ud af foreningen, fordi han ikke lever op til dens kriterier for medlemskab: At man arbejder med fri og uafhængig journalistik.
»Det er jo ikke journalistik, han har lavet. Punktum,« siger Rasmus Mark Pedersen, som til daglig er journalist på Radio24syv.
Ikke kontakt med Qureshi
Michael Qureshi har erkendt, at han har opdigtet navne på kilder, men han fastholder, at kilderne findes og blot er anonymiserede med falske navne. Han ønsker dog ikke at afsløre kildernes identiteter over for hverken offentligheden eller sine tidligere chefredaktører, har han svaret Journalisten.
Har I været i kontakt med Michael Qureshi, før I ekskluderede ham?
»Nej, det lykkedes mig ikke at få fat i ham, men jeg har indtalt en længere besked på hans telefonsvarer, hvor jeg forklarer, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg siger også, at hvis han kan bevise, at disse kilder ikke er det pure opspind, så er jeg meget interesseret i at høre det.«
Hvis kilderne findes, trækker I så eksklusionen tilbage?
»Så vil vi tage det op på ny. Vi har også til gode at se, hvad der kommer ud af BT's undersøgelse. Men vi synes, at de beviser, som Poul Madsen fremlagde på Ekstra Bladets pressemøde, var så overbevisende, at vi eksekverede derefter.«
Ikke for tidligt
Rasmus Mark Pedersen henviser også til, at Danske Sportsjournalisters formand, Andreas Kraul, over for Journalisten i forgårs gjorde klart, at Michael Qureshi ikke længere er velkommen i den forening.
»Allerede før han var bortvist fra Ekstra Bladet, ringede han selv til mig og sagde, at sagen var under opsejling. Han sagde, at han helt åbenlyst ikke kunne fortsætte. På den måde trak han sig, før det blev nødvendigt at ekskludere ham,« sagde Andreas Kraul.
Michael Qureshi var ellers bestyrelsesmedlem i Danske Sportsjournalister.
Rasmus Mark Pedersen afviser, at det er for tidligt at drage konklusionen og ekskludere Qureshi, selv om både BT og Egmont stadig er i gang med interne undersøgelser.
»Det er vigtigt, at vi sender et signal om, at den opførsel er helt uacceptabel og intet har med journalistik at gøre.«
Forskel på Journalisterne og DJ
Rasmus Mark Pedersen mener også, det bør overvejes at smide Michael Qureshi ud af Dansk Journalistforbund.
»Jeg mener, vi bør tage det op i hovedbestyrelsen. Men jeg vil gerne se sagen fuldt belyst først. Hvis det viser sig, at vi har at gøre med systematisk løgn, så synes jeg, han har gjort så meget skade på sit fag og sin fagforening, at vi bør overveje at ekskludere ham. Men jeg vil også gerne høre eventuelle modargumenter først. Man skal jo ikke betale til en fagforening, som – straks man kommer i problemer – ikke længere vil hjælpe. Det kender vi fra de gule fagforeninger, og sådan er en rigtig fagforening ikke.«
Men kan man ikke sige det samme om Journalisterne? Han er betalende medlem, men så snart han kommer i problemer, smider I ham ud?
»I princippet har du ret. Men sagen er, at vi er en forening, som kæmper for faget – ikke den enkelte. Han har gjort faget stor skade, og så kan han ikke være del af den kamp, vi fører, det må være åbenbart for enhver. Forskellen er, at Journalisterne i den grad handler om faget, mens fagforeningen også handler om personlig hjælp.«
Rasmus Mark Pedersen fortæller, at Michael Qureshi kun har været medlem af Journalisterne i ni dage. Men han understreger, at det ikke ville ændre bestyrelsens beslutning, om han havde været medlem længere. Specialforeningen Journalisterne blev stiftet i januar 2014.
DJ-formand: Vi har ikke smidt ham ud
Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, understreger, at det er Journalisternes »soleklare ret« at bestemme, hvem de vil smide ud. Men han mener ikke, Michael Qureshi skal ekskluderes fra DJ.
»Der skal helt særlige grunde til, som er beskrevet i vores vedtægter: At man skader andre medlemmer eller forbundets interesser. Jeg tror umiddelbart, at den, han har skadet allermest, er sig selv. Hans kolleger og arbejdsplads er i gang med at rette op og tager det – ligesom os – meget alvorligt,« siger Lars Werge.
Han tilføjer, at DJ normalt ikke oplyser, hvem der er medlemmer af forbundet.
»Men nu er det jo indlysende, efter at Journalisterne har meldt ud, som de har. Man kan ikke være medlem af Journalisterne uden at være medlem af Dansk Journalistforbund.«
Forveksles med DJ
Lars Werge ærgrer sig til gengæld over, at mange – også mediefolk – forveksler Journalisterne med hovedforbundet DJ.
»Jeg blev senest spurgt her til morgen i P1, hvorfor vi har ekskluderet Qureshi. Det har vi ikke. Og det er slet ikke noget, jeg kan tage stilling til. Hvis vi vil ekskludere nogen, er det op til hovedbestyrelsen. Der er heldigvis helt klare retningslinjer.«
Han understreger, at DJ behandler Michael Qureshi som ethvert andet medlem og vil tilbyde ham hjælp på samme vilkår.
Hvad kan DJ hjælpe Qureshi med som fagforening?
»Jeg vil ikke gå i detaljer, blandt andet fordi jeg ikke ved, om han har henvendt sig til os. Men hvis man er bortvist eller fyret, så har vi en række tilbud på hylderne. Det er lige fra almindelig rådgivning om rettigheder og vilkår til karrieresamtaler og så videre,« siger Lars Werge.
Journalisten har kontaktet Michael Qureshi for at få hans reaktion på eksklusionen.
Rettet klokken 10.39: Journalisterne er en "specialforening". Desværre havde vi ved en fejl et sted i teksten kaldt det en "specialgruppe".
18 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Rasmus, jeg vil gerne undskylde, at ikke har opdaget, at I har gjort beslutningen om, mens jeg sad og skrev min sidste kommentar. Det er en god og klog beslutning. Jeg beklager.
Kh Troels
Rasmus, din argumentation er taget direkte ud af Mørkelygten. Og det mener jeg ikke som en fornærmelse eller som en metafor. Jeg mener det helt bogstaveligt.
Du har her og især på Facebook givet to argumenter for, hvorfor du mener, at I har hjemmel til at ekskludere et medlem, selv om der ikke findes en eksklusionsparagraf i foreningens vedtægter:
1) Formålsparagraffen giver en indirekte hjemmel til at ekskludere folk.
2) En bestyrelse må "tage beslutninger om hvad som helst, bare det ikke er i modstrid med vedtægterne, generelforsamlingen eller lovgivningen", og
Jeg løber ret hurtigt hen over dit andet argument, for det er næsten så langt ude, at jeg har svært ved at forstå det. Der underkender du i realiteten, at en bestyrelse skal have hjemmel for sine beslutninger.
At have hjemmel betyder netop, at man skal kunne henvise konkret til, at ens beslutninger og afgørelser er eksplicit bemyndiget i fx lovgivning, vedtægter o.l. Og hvis du reelt mener, at du og resten af bestyrelsen ikke behøver hjemmel for jeres beslutninger, er der i princippet heller ikke noget, der afholder jer fra fx at udskrive bøder til medlemmer. Så jeg håber virkelig, at du kan se det problematiske i den del af argumentet.
Så er der dit argument om, at I har en indirekte hjemmel. Og det er netop præcis det argument, Kammeradvokaten konstruerer til Beskæftigelsesministeriet i Mørkelygtens kapitel 6, da der er opstået tvivl om lovligheden af en beslutning ( i det her tilfælde et forsøg med aktivering af syge mennesker, der kan få frataget deres sygedagpenge).
"Selvom der ingen steder står, at der er lovhjemmel til at gennemføre det, så vurderer regeringens advokater, at der kan siges at være en indirekte lovhjemmel til det." (Jesper Tynells opsummering på side 192 i 1. udgave, 3. oplag)
Ja, der er forskel på lovgivning og foreningsvedtægter. Og der er forskel på hvilken beskyttelse af en persons rettigheder, der i forvejen ligger til grund for henholdsvis en sygedagpengemodtager og et medlem af Journalisterne. Men det kan da ikke være rigtigt, at man som medlem af en forening, der i sin mission kalder sig "pressefriheden, trykkefriheden, ytringsfriheden og informationsrettens vogter", skal sidde og ønske, at man da bare havde den samme beskyttelse mod lemfældig sagsbehandling som en sygedagpengemodtager.
Så for at opsummere: Du har fremstillet to argumenter. Det første er det samme, som er beskrevet i et kapitel i Mørkelygten, der hedder "Kammeradvokaten som juridisk figenblad", mens det andet underkender behovet for, at en bestyrelse overhovedet skal have hjemmel for sine beslutninger.
Hvis der var en eksklusionsparagraf i vedtægterne, ville jeg formentlig bakke beslutningen om at ekskludere MQ op. Men det er der ikke. Så må jeg ikke foreslå, at I udskyder den beslutning, til der er en fuldstændig ubetvivlelig hjemmel?
Til Peter Nielsen:
Fagets etiske retningslinjer
Helt enig med Hans Sørensen. Vores formand har været alt for hurtig ude. Ingen journalist kan da forsvare, at den ene part i en sag ikke er hørt, ved at henvise til: "...men jeg har indtalt en længere besked på hans telefonsvarer".
Stig Jonstrup Pedersen
Du skriver :
...DJ vil ikke forsvare journalistikken eller fagets etik og dermed de mange medlemmer, der dagligt lever op til selv de mest simple standarder...
Hvad er de mest simple standarder ?
Inkluderer det at selvfølgelig altid at linke til kildens citat hvor muligt (hvor artikel findes på nettet som journalister lige har siddet og læst før skrevet sin artikel med reference til den ?
Eller er det bare ok at IKKE linke til de kilder ?
Eksempel FAIL fra BT endnu engang :
http://www.bt.dk/superligaen/medie-broendby-vil-saelge-svensker
HVORIMOD i linket her under, der linkes til kilden med indlejret/clickable/klikbart link :
http://ekstrabladet.dk/sport/cykling/rytter-laa-i-koma-i-to-uger-jeg-doede-naesten-seks-gange/5866026
Spørgsmål: Er det at linke DIREKTE til kilden hvor muligt, indbefattet af danske journalisters leven op til selv de mest simple standarder i år 2015 eller ej ?
Flere