Andreas Kraul: »Nu er det gode arbejde så bombet nogle år tilbage«

Michael Qureshi kan ikke længere være medlem af Danske Sportsjournalister, fastslår formand Andreas Kraul: »Jeg kan se, at mange siger ”nå ja, sådan er sportsjournalister”. Men sådan er vi ikke,« siger han og er glad for, at historien er kommet frem
  • Keld Navntoft/Scanpix
08.12.2015 · 15:01

»Det er en ekstremt alvorlig sag, og på mange måder enormt trist for danske sportsjournalister.«

Sådan siger Andreas Kraul, formand for Danske Sportsjournalister, om Michael Qureshi-sagen.

Sportsjournalist Michael Qureshi er blevet bortvist fra Ekstra Bladet, efter at TV 3-programmet 'Onside' har afdækket, at han har citeret udenlandske kilder, som ikke eksisterer, i sine artikler. Berlingske Media har trukket 22 artikler tilbage, som Qureshi skrev i sine år på BT.

Stoppet i bestyrelsen

Sagen har også kostet Michael Qureshi medlemskabet i Danske Sportsjournalister, fortæller formanden. Michael Qureshi var ellers bestyrelsesmedlem.

»Allerede før han var bortvist fra Ekstra Bladet, ringede han selv til mig og sagde, at sagen var under opsejling. Han sagde, at han helt åbenlyst ikke kunne fortsætte. På den måde trak han sig, før det blev nødvendigt at ekskludere ham,« siger Andreas Kraul.

Kraul, der til daglig er sportsjournalist ved DR, ærgrer sig over, at Qureshi-sagen rammer dansk sportsjournalistiks omdømme.

»Jeg kan se, at mange siger ”nå ja, sådan er sportsjournalister”. Men sådan er vi ikke. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at vi andre ikke kan stå på mål for det, Michael Qureshi har gjort,« siger han.

Qureshi afviser at opdigte kilder

Michael Qureshi har erkendt at bruge falske navne på kilder. Men han fastholder, at der er tale om pseudonymer for at anonymisere kilder, som findes.

“Det blev bare en glidebane til sidst, og når man manglede de mest elementære citater, så var det nemmest at ringe til de mennesker, som jeg kendte bedst, og holde fast i deres pseudonym,” skrev Michael Qureshi i går i en mail til Journalisten.

Han ønskede ikke at lade sig interviewe mundtligt, men afviste skriftligt at afsløre de rigtige identiteter bag de falske navne.

Maner til eftertanke

Andreas Kraul tager afstand fra kollegaens metoder, uanset om der er tale om opdigtede kilder eller blot opdigtede navne på kilder.

»Uanset om det er den ene eller den anden udstrækning, så er det fuldstændigt uforeneligt med alt, hvad Danske Sportsjournalister står for. Vi har i måske 20 år kæmpet benhårdt for at gøre op med det dårlige ry, sportsjournalistikken desværre har. Vi forsøger at slå fast igen og igen, at sportsjournalistik ikke i sine grundvilkår adskiller sig fra nogen som helst anden form for journalistik. Derfor er det så dybt trist, at denne sag rammer os alle,« siger Andreas Kraul.

Han tilføjer dog, at sagen maner til eftertanke blandt danske sportsjournalister.

»Når stormen har lagt sig, så må vi tage en alvorlig snak om sagen i foreningen. Er det her bare en enkelt mands ”forbrydelse”, eller er det udtryk for noget dybere i branchen? Hvorfor har han gjort, som han gjorde, og hvorfor blev det ikke stoppet?«

Hvad kunne det være, der ligger ”dybere i branchen”?

»Det kan handle om det pres, som sportsjournalister udsættes for i forhold til levering og hastighed, og kravet om hele tiden at lave nye historier, som skaber omtale og klik. Jeg har intet belæg for at sige, at det har noget med sagen at gøre, men det vil vi se grundigt på.«

Glad for, at det kommer frem

Hvad kan I gøre for at undgå, at sagen skader sportsjournalistikkens omdømme?

»Vi kan ikke gøre andet end at være endnu dygtigere, mere omhyggelige og endnu mere ærekære i vores kildepleje og grundighed. Jeg mener faktisk, det er netop det, mange sportsjournalister har gjort de seneste mange år. Der har virkelig været en eksplosion i dygtige sportsjournalister, og det har højnet agtelsen. Nu er det gode arbejde så bombet nogle år tilbage.«

Andreas Kraul fortæller, at der i sportsjournalistiske kredse har været en del debat om, hvorvidt TV3 burde have lavet historien. Han fortæller, at mange kender Michael Qureshi personligt, og nogle har taget ham i forsvar og mener, at historien ikke burde være bragt.

»Der har været meget snak om, hvorvidt 'Onside' skulle tage det her op. Jeg er fløjtende ligeglad med, om det er 'Onside', Journalisten eller Ekstra Bladet, som bringer det. Jeg er glad for, at det kommer frem. Det havde været bedre, hvis det kom frem for fem år siden, men det er stadig bedre nu end om fem år mere. Der må ikke herske nogen tvivl om, at sportsjournalistik skal bedrives ud fra helt almindelige presseetiske regler,« siger sportsjournalisternes formand.

Kommentar

08/12/2015 - 16:01

Kim Jørgensen

Gælder ekskluderingen også Medieligaen som tidligere nævnt her på siden ?

http://journalisten.dk/follow-money

”Deltagerne er: Flemming Fjeldgaard (Berlingske), Niels Christian Frederiksen (Canal 9), Morten Crone Sejersbøl (BT), Rene Schrøder (Ekstra Bladet), Jacob Ravn (Jyske Vestkysten), Claus Jensen (Nordjyske) Steffen Dam (BT Spil), Peter Piil (6’eren), Morten Bisgaard (TV2), Andreas Kraul (DR), Jan Schouby (Aarhus Stiftstidende), Jacob Hansen (Tipsbladet), Betfair og SpilXperten”, skriver bestyrelsen i nyhedsbrevet og lover, at der følger mere nyt fra foreningen efter næste bestyrelsesmøde den 15. oktober.

12/12/2015 - 00:57

Mikael Nielsen

Er det den her slags "journalistik" Andreas Kraul" mener er god sportsjournalistik? : http://ekstrabladet.dk/sport/haandbold/vm2015/en-elendig-halvleg-montenegro-maste-danmark/5869073 - Det er jo simpelthen ikke andet end dårlige floskler, elendigt dansk og dumme kommentarer.... Det er altså den slags "journalistik" som giver sportsjournalister et dårligt omdømme. Så længe den slags finder vej til aviserne, så er der vist ikke rigtig nogen grund til at holde fanen højt.

Seneste jobopslag

JA, DU SKAL ARBEJDE HÅRDT HER!

TV 2
Ansøgningsfrist: 10.03

Digital avisredaktion søger to barselsvikarer

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 18.03

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 22.02

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02

Marketing- og kommunikationsmedarbejder

Naturhistorisk Museum Aarhus
Ansøgningsfrist: 22.02