”For JFM betyder det, at vi kommer til at reducere i vores stab,” siger Jesper Rosener til MediaWatch. Foto: PR-foto
”Drønærgerligt.”
Sådan siger Jesper Rosener, JFM-direktør og formand for Danske Mediearbejdsgivere (DMA), til MediaWatch, efter at DMA og Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) natten til mandag indgik et smalt forlig om en ny overenskomst på DMA-området, der blandt andet dækker en stribe dagblade.
Forhandlingerne er kuldsejlet ad flere omgange og endte i Forligsinstitutionen med en smal økonomisk lønstigning på 6 procent over de kommende tre år.
Og det resultat kommer til at koste fyringer i JFM, hvis medarbejdere er dækket af Fællesoverenskomsten, varsler Jesper Rosener.
”For JFM betyder det, at vi kommer til at reducere i vores stab. Ekstra procenter i lønregulering bliver ekstra reduktion ind i vores personale,” siger han til MediaWatch.
DJ heller ikke tilfreds
Det er ikke kun DMA-formanden, der ærgrer sig over resultatet af overenskomstforhandlingerne. DJ er heller ikke tilfreds.
DJ er særligt ked af, at forliget ikke medfører en overordnet rammeaftale om freelanceres arbejde.
”Vi har et forlig, som var det bedst opnåelige i et år, hvor DMA-bestyrelsen har kastet alting op i luften, men ikke ville være med til at gribe noget. Det er en fuldstændigt kaotisk proces, de har kørt fra DMA-bestyrelsen,” udtaler DJ-næstformand Allan Boye Thulstrup.
Ud over lønstigningen betyder forliget, at der blev tilføjet en ekstra overenskomst på området, så Finans har fået sin egen overenskomst. Dermed er der nu 10 overenskomster på DMA-området.
De 10 overenskomster under DMA-området:
Fællesoverenskomsten
Finans
Berlingske
Politiken/Ekstra Bladet
Jyllands-Posten
Kristeligt Dagblad
24Timer
Ritzaus Bureau
Wunderkind Media
Praktikantaftalen
Hårdknude på hårdknude
Den kaotiske proces handler om, at der først blev kastet en bombe ind i forhandlingerne, så var der dødvande, så blev DJ-medlemmer opfordret til at opdatere deres kontaktoplysninger hos forbundet i tilfælde af en konflikt, og så var der igen tegn på skred i forhandlingerne.
Der gik dernæst helt hårdknude i forhandlingerne i sidste uge, da Danske Medier Arbejdsgivere (DMA) i den forlængede spilletid kastede en ny granat:
”For mig er det svært at se, hvad vi skal mødes for,” endte DMA-formand Jesper Rosener med at melde ud.
Den udmelding vakte ikke bare ærgrelse hos DJ, der kaldte det ”fuldstændigt fjollet” at indtage den position.
Strid om ”moderne” løsning
DMA har ikke lagt skjult på, at der fra arbejdsgivernes perspektiv er alt for mange overenskomster på DMA-området, og at man vil have alle under én og samme overenskomst. Det var det krav, der blev smidt ind sent i forhandlingerne, der fik dem til at gå i stå første gang.
Arbejdsgiverne lagde igen vægt på, at forhandlingerne må tage udgangspunkt i ”mediebranchens realiteter”.
Generelt er det også vigtigt for arbejdsgiverne, ”at en ny overenskomst vil øge journalisternes tilstedeværelse og fleksibilitet”, fordi arbejdsgiverne de seneste to år har oplevet et fald i antallet af journalister på omkring 16 procent.
DJ har understreget, at medlemmerne også gerne vil en moderne overenskomst – men moderne på en måde, så familie- og arbejdsliv hænger sammen.
”Alle andre er i gang med at finde mere frihed, og så går DMA den modsatte vej. Det er ikke moderne,” sagde Allan Boye Thulstrup i sidste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.