Blandt andre Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten er dækket af en DMA-overenskomst. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forhandlingerne om DJ’s største overenskomst går lige nu så elendigt, at de ansatte på en række store medier har modtaget mails med opfordring til at opdatere deres oplysninger hos Dansk Journalistforbund eller melde sig ind i forbundet igen, hvis de er kommet til at spare det væk.
Journalisten kan erfare, at der både er sendt mails ud i JP/Politikens Hus og Berlingske Media.
I skrivelserne fra tillidsfolkene lægges der vægt på, at det tilspidsede forløb i værste fald kan ende i konflikt. I så fald er det vigtigt at have opdateret sine kontaktoplysninger med privat mail og nummer på Mit DJ, da arbejdsgiveren under en konflikt kan lukke ned for ens arbejdsmail eller telefonnummer.
Bombe i forhandlingslokalet
Derudover nævnes det, at man i tilfælde af lockout eller konflikt er forpligtet til at arbejde videre, hvis man ikke er organiseret i eksempelvis DJ.
”Har DJ for eksempel kun din arbejdsmail, kan du risikere ikke at kunne få vigtige oplysninger fra din tillidsrepræsentant eller DJ, da arbejdsgiver højst sandsynligt vil suspendere din adgang til arbejdsmail samt arbejdsgiverbetalt telefon under en konflikt,” lyder det eksempelvis i en skrivelse, som Journalisten har set.
Helt lavpraktisk er der tale om overenskomsterne på DMA-området, som dækker fællesoverenskomsten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, 24Timer, Ritzaus Bureau, Wunderkind Media og praktikantaftalen.
Overenskomstforhandlinger er en tid, hvor man kan komme til at stå i en konfliktsituation, og så er det dumt ikke at være organiseret.
Jimmi Willemoes, tillidsrepræsentant på Ekstra Bladet
For nyligt kastede DMA-formand Jesper Rosener en bombe ind i forhandlingslokalet, da han lagde op til at strege alle individuelle overenskomster og tegne en fælles for alle medier.
Ifølge skrivelserne, der er sendt ud fra tillidsfolkene, har Jesper Rosener lagt op til, at alle på DMA-området skal have samme overenskomst som på Zetland, hvilket har været et uspiseligt krav for DJ’s forhandlere.
Også i Journalistens spalter har DJ-næstformand Allan Boye Thulstrup reageret på forslaget:
”Hvis man ønsker at gøre op med overenskomststrukturen, er det jo et legitimt ønske. Men jeg synes, det her er en meget stor bombe at smide ind i forhandlingerne så sent i forløbet,” lød det.
Stilstand
Som det fremgår af skrivelserne, der er sendt ud til medarbejderne, har der efter Jesper Roseners udmelding været stilstand i forhandlingerne for overenskomsterne, der udløber ved udgangen af februar.
På Berlingske Media deltager Berlingske-tillidsrepræsentant Ivar Carstensen i forhandlingerne. Han henviser til DJ i forhold til de skrivelser, der er sendt ud.
”Men hvis der er overenskomstforhandlinger, er det altid en god idé at være medlem af DJ,” tilføjer han.
På Ekstra Bladet bekræfter tillidsrepræsentant Jimmi Willemoes også, at han har sendt en mail ud:
”Jeg kan sige for mig selv, at jeg har sendt en mail ud, hvor jeg har opdateret om status i de igangværende forhandlinger og opfordret folk til lige at opdatere deres kontaktoplysninger,” siger han.
Derudover har han opfordret kollegerne til at prikke de kolleger på skulderen, som ikke måtte være medlem af en fagforening:
”Overenskomstforhandlinger er en tid, hvor man kan komme til at stå i en konfliktsituation, og så er det dumt ikke at være organiseret,” tilføjer han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.