Bidske vagthunde er afgørende for, at vælgerne kan følge med i, om politikerne passer deres arbejde ordentligt. Men journalister skal ikke agere retssag, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er kåret som den mest magtfulde medieperson af Journalistens magtpanel.
MAGT. Han er kåret som mere magtfuld i medieverdenen end både Michael Christiansen, Lisbeth Knudsen, Merete Eldrup, Jørgen Ejbøl og alle de andre tunge drenge fra den danske mediebranche. Samlet set har Journalistens magtpanel givet statsminister Lars Løkke Rasmussen flest point og dermed placeret ham som den mest magtfulde i mediebranchen 2010. Manden selv synes, at den kåring er ganske fornuftig.
»Det har ikke noget med mig at gøre, men det bør nok være sådan, at landets statsminister har en rimelig magtfuld position,« siger han og henviser til det forhold, at landets statsminister, ud over at være regeringsleder, også er pressens minister.
DA VI MØDER Lars Løkke Rasmussen, har han netop deltaget ved overrækkelsen af Cavling-prisen, der som altid foregår i Journalisternes Hus på Gammel Strand. Vi mødes på formanden for Dansk Journalistforbunds kontor. Der er udsigt over kanalen, Thorvaldsens Museum og Christiansborg Slotskirke. Lars Løkke Rasmussen smyger sig ind bag kontorets skrivebord og hen til vinduet.
»Man kan jo se lige over til mig,« siger han betaget og peger hen på Statsministeriets lokaler, der ligger, så man lige akkurat kan se vinduerne titte frem.
»Du skal nok ikke bruge for lang tid på at nyde udsigten,« indskyder hans særlige rådgiver Søs Marie Serup. »Vi skal sådan set være ude igen om fire minutter,« tilføjer hun.
Rammen for interviewet er sat. Fotografen får travlt med at få sine portrætter i kassen, inden vi kan få svar på, om statsministeren føler sig magtfuld.
»Jeg føler, at jeg har en god portion indflydelse qua min position og qua regeringen og det parlamentariske grundlag, vi arbejder på. Men jeg føler mig i hvert fald ikke magtfuldkommen. Og det kan jeg tilskrive medierne. Det karakteriserer det moderne, oplyste demokrati, at vi har medier, der bider i haserne. Det er vigtigt, fordi det sikrer os alle mod magtfuldkommenhed,« siger Lars Løkke Rasmussen.
EN AF GRUNDENDE til, at Lars Løkke Rasmussen er havnet som nummer ét på magtlisten, er, at der i år skal forhandles et nyt medieforlig. Lars Løkke Rasmussen vil dog her én uge inde i det nye år ikke løfte sløret for, hvor store forandringer, der kommer til at ske. Han slår dog fast, at han helt grundlæggende er enig med sin forgænger Anders Fogh Rasmussen i, at det er vigtigt at sikre den journalistiske fødekæde, og især de trykte medier.
»De trykte medier og den dybdeborende journalistik er jo kernen i nyhedsformidlingen, og ikke mindst i et lille land som vores med et lille sprogområde er det vigtigt at værne om, at vi fortsat har rum til at kunne nyhedsudvikle. Det er selvfølgelig aktørerne i samfundet, som gerne skulle producere nyhederne ved at agere og træffe beslutninger. Men det er ekstremt vigtigt, at vi har journalistik, der kan afdække og formidle det. Der spiller de trykte medier fortsat en hovedrolle,« siger pressens minister.
Skønt han ikke vil komme nærmere ind på, hvordan pengene til medierne skal fordeles, vil han gerne tale om det overordnede sigte.
»Jeg står vagt om, at vi skal have en støtte, og jeg står vagt om, at det af mange grunde er vigtigt, at vi har nyhedsjournalistikken i fokus, altså der hvor nyhederne produceres, og ikke forfalder til, at hvilket som helst sjette genoptryk er ligeværdigt med den oprindelige kilde, hvor nogen har lagt hjerteblod og ressourcer i at få noget frem. Det er noget af det, der skal være styrende for os,« siger Lars Løkke Rasmussen.
POLITISKE JOURNALISTER PÅ Christiansborg har udtrykt frustration over Lars Løkke Rasmussens stil på de ugentlige tirsdagspressemøder. I sidste nummer af Journalisten har de kritiseret ham for at glide af på spørgsmål, nægte at gå ind i substansen af sagerne og for at angribe præmissen i spørgsmålene i stedet for bare at svare. Lars Løkke Rasmussen lægger vægt på, at dialogen mellem politikere og journalister ikke må udvikle sig til en retssag. Han citerer en af sine forgængere.
»Jeg ved godt, at vi havde Schlüter, der sagde, at vi havde den lovgivende, den dømmende, og den udøvende magt, og så havde vi den fjerde statsmagt, som han kaldte den fordømmende magt, men sådan skal det ikke være, og sådan ser jeg heller ikke på det.«
– Men oplever du det nogle gange sådan?
»Nej, det gør jeg ikke, men blandt andet fordi jeg selv sætter mine egne grænser.«
foto: Jasper Carlberg
MENS ANDERS FOGH Rasmussen nærmest satte pressekorpset skakmat med sine velforberedte svar, der nærmest lød, som om de var skrevet ned og memoreret på forhånd, tager Lars Løkke Rasmussen det lidt mere afslappet. Han forbereder sig til mødet med pressen ved som alle andre dage at læse aviserne igennem. Om tirsdagen læser han dem bare en anelse mere omhyggeligt.
»Det gør jeg for at have en personlig idé om, hvad der egentlig rør sig. Og så forsøger jeg mellem ministermødet og pressemødet lige at få indre ro til at kunne danne mig et overblik over, hvad er der på tapetet, altså ikke bare dagsaktuelt, men også hvis man kaster et blik i bakspejlet den seneste uges tid. Det er det og ikke så meget mere,« fortæller Lars Løkke Rasmussen.
Medmindre der er konkrete oplysninger om nye lovforslag fra regeringen eller lignende, som Lars Løkke Rasmussen skal huske at sige på pressemødet, så forsøger han at undgå for mange papirer.
»Jeg er ikke den type, der indstuderer mine svar ned til den sidste formulering,« siger Lars Løkke Rasmussen, men vedgår dog, at han er blevet opmærksom på, at han skal være mere forsigtig med, hvad han siger, nu hvor titlen er statsminister.
»Af natur er jeg umiddelbar i min kommunikation. Jeg er af natur ikke typen, der siger, at det her kan jeg udtrykke på de her tre forskellige måder. Nu vælger jeg denne måde, og så tester jeg den, og jeg skal huske den udenad, og jeg skal kunne huske den, hvis I vækker mig i aften. Det er klart, at når man kobler umiddelbar kommunikation, og så samtidig har en atomvægt, hvor ordene bliver vejet på, så er man udfordret. Det kan jeg godt mærke.«
DE POLITISKE KOMMENTATORER fik en ordentlig bredside fra Lars Løkke Rasmussen, da han lige var tiltrådt som statsminister. I programmet Mogensen og Kristiansen på TV 2 News gav han udtryk for, at han var træt af at høre på kommentatorerne, og hvis de var så kloge, skulle de tage selv at stille op. Her tre-kvart år efter har piben fået en lidt anden lyd. Han har sagt ja til at deltage i en middag for et nyt netværk af kommentatorer fra både tv og aviser, som tilfældigvis finder sted denne fredag efter interviewet.
»Det er et ægte had-kærlighedsforhold, som alle fra min egen branche kender til, og derfor glæder jeg mig også til at være sammen med dem. Jeg er ikke berøringsangst,« siger Lars Løkke Rasmussen.
– Er kommentatorerne for magtfulde til at komme uden om?
»Jeg ved ikke, om der findes nogen evidens for det. Det kunne da være sjovt at undersøge, hvilken magt kommentatorerne har. Deres magt måtte jo i givet fald stå og falde med deres evne til at analysere den danske befolkning. Det er vi mange, der forsøger at kunne. I det omfang de aflæser befolkningen bedre end os i min branche, så har de mere magt, end vi har,« siger Lars Løkke Ramussen, der også er positivt indstillet over for en eventuel invitation fra presselogen, hvis nogle journalister føler behov for at få talt ud om, hvordan begge parter kan passe deres arbejde på en tilfredsstillende måde.
»Jeg er altid åben over for dialog med alle. Jeg synes bare, at det er gensidig respekt, at man respekterer hinandens roller,« siger han.
Som statsminister ved Lars Løkke Rasmussen om nogen, hvordan det er at sidde med bag kulisserne og samtidig kunne læse, hvordan det bliver udlagt af journalisterne og kommentatorerne. – Hvordan opleves det?
»Jeg ved ikke, om det fører noget godt sted hen at begynde at analysere på det. Man kan jo overraskes,« siger Lars Løkke Rasmussen med et skævt smil.
Han kommer i tanke om et godt eksempel på, hvordan det kan opleves at være en central person i det offentlige rum. Han nævner Dronningens nytårstale, hvor Dronningen talte om respekten for seniorer og det at have erfaring. Næste dag bragte Ekstra Bladet og B.T. hver deres udlægning af Dronningens tale. I den ene avis var udlægningen, at talen var et klart signal om, at dronningen snart abdicerer. I den anden avis var udlægningen, at Dronningen bliver siddende sin tid ud.
»Det er jo kommentatorer, der sætter et filter på hendes tale, som meget godt matcher det filter, der bliver sat på meget af det, jeg går og siger. Jeg kan ikke vide, hvad Dronningen har tænkt, men jeg kan logisk regne ud, at hun ikke kan have ment begge dele på én gang. Hun kan have ment én af de ting, og i det omfang det interesserer hende, må hun være vågnet op til de aviser med forbavselse. Det er jo noget, jeg vedvarende kommer ud for, hvor jeg tænker, det var da utroligt. Jeg har ikke noget ønske om at sidde og eksemplificere, men jeg synes bare, at det var et meget godt eksempel på, at man kan sige én ting og få det vendt 180 grader fra indsigtsfulde samfundskommentatorers side,« siger Lars Løkke Rasmussen.
NÅR CAVLING-PRISEN bliver overrakt, er der tradition for, at statsministeren deltager, men uden at holde tale. Lars Løkke Rasmussen vil dog gerne knytte et par enkelte kommentarer til årets vinder Jesper Tynell, som fik prisen for blandt andet at have afsløret beskæftigelsesministeren i at vildlede Folketinget.
»Jamen, stort tillykke og stor respekt for hans journalistisk,« siger Lars Løkke Rasmussen, der sætter pris på, at Jesper Tynell i sin journalistik ikke bedriver personbåren journalistik, men primært går efter at finde fejl i systemerne og undersøge, om de demokratiske spilleregler bliver overholdt.
»Den form for journalistik har vi jo brug for. Nu er den fjerde statsmagt ikke den dømmende magt, og jeg ved, at hvis man spørger i beskæftigelsesministeriet, så vil de se anderledes på nogle af konklusionerne. Men det rokker ikke ved, at den form for kritisk journalistik, hvor man med en tættekam går mekanismer igennem for at se, at tingene har svigtet, er nødvendig for at holde alle på stikkerne.«
Lars Løkke Rasmussen om sine medievaner:
»Det begynder på min DAB-radio, mens jeg laver morgenkaffe, hvor jeg hører den sidste radioavis. Afhængig af hvor meget tid, jeg har, når jeg måske at høre den to gange. I modsætning til flere af mine forgængere har jeg en lang transporttid. Jeg sidder i bilen i fem til seks kvarter hver morgen, fordi jeg kører ind i myldretidstrafikken. Der har jeg alle hovedaviserne, som jeg er igennem på den ene eller den anden måde. Det afhænger lidt af, hvordan dagsprogrammet er.
Så bruger jeg internettet rigtig meget, for det hører til sjældenhederne, at jeg lander derhjemme, og at familien og det hele er spist af til, at man kan sidde med en god friskbrygget kaffe og se 18.30’eren, fordi vi har børn, der skal til spejder.
Hvis jeg er hjemme, eller måske slet ikke kommet hjem, bruger jeg de elektroniske medier til at gå i seng på. På et tidspunkt hen ad aften, når alt omkring familien er afviklet, sætter jeg mig ned på mit kontor for at forberede mig på næste dag. Der vil jeg typisk lige gå ned og tjekke aviserne. Jeg vil ikke nødvendigvis se dem igennem fra enden til start, men lige skimme dem igennem, hvis ikke jeg har haft et halvt øje på dem på anden vis, så det er den måde, det foregår på.«
Sådan vandt Løkke
Se magtpanelet arbejde i kulissen og se Lars Løkke Rasmussen fortælle om sit syn på magt på Journalisten.dk’s web-tv her.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
»Du skal nok ikke bruge for lang tid på at nyde udsigten,« indskyder hans særlige rådgiver Søs Marie Serup. »Vi skal sådan set være ude igen om fire minutter,« tilføjer hun.
Og her gik man og troede, at statsministeren ikke selv brugte spindoktorer, monstre, som han selv benævner dem, eller særlige rådgivere, som de noget komisk hedder officielt. Nå ja, man har vel et standpunkt til man får et nyt, til man får et nyt, til man ...