I programmet ’Det næste Kapitel’ på Radio24syv møder vært Iben Maria Zeuthen hver uge en aktuel person og interviewer vedkommende i to gange én time.
Første time foregår i begyndelsen af ugen. Senere i samme uge mødes de to igen og taler om det, der skulle have været sagt i første kapitel.
I artiklen her fortæller Iben Maria Zeuthen selv om sin egen interviewteknik. Artiklen er en del af en serie, hvor Journalisten taler med forskellige journalister om deres tilgang til interviewet.
Mine interviews er portrætinterviews. Det er menneske møder menneske, og der er god tid. Det er tilsyneladende blød journalistik – det er i hvert fald ikke direkte kritisk. Men det er jo en sjov diskussion, hvad et kritisk interview egentlig er. Ligger det kritiske i at få folk ned med nakken, eller ligger det i at sikre sig nuancer? Jeg synes nogle gange, at kritisk journalistik bliver misforstået som sur journalistik.
For mig ligger det kritiske i et portrætinterview i hele tiden at høre det, der bliver sagt, med forskellige ører. Hvordan vil en kunstners lidelser blive hørt af en slagteriarbejder, eller hvordan vil en forfatters genfortælling af sin egen roman lyde i ørene på en familiefar på vej i Føtex? Det, synes jeg, er at være kritisk over for kilden. Og det øver jeg mig i. I praksis gør jeg det nogle gange ved at lukke øjnene og forestille mig, at jeg sidder i en bil, og lyden kommer ud af højtalerne. Så jeg ikke bliver forledt af personen, jeg sidder over for.
Min målsætning er helt klart, at mine interviews skal være relevante på et livsfortællingsplan. Det er ikke nok, at lytteren bare kommer tættere på en kendt person. Men hvis lytteren kan genkende brudstykker af gæstens historie i sin egen historie, så opstår der noget smukt. For så opstår der et fællesskab. Det er radioens og fiktionens og kunstens vigtigste mål; At man kan spejle sig i den og føle sig genkendt.
Jeg er meget nazi med forberedelse. Jeg læser rigtig meget om min interviewperson, og jeg skriver fire-fem sider fyldt med spørgsmål. Men når jeg sidder i studiet, læser jeg dem næsten aldrig. Jeg prioriterer øjenkontakten. Hvis du lægger interviewet væk, får du testet dine spørgsmål. Kun de gode bliver husket – det er en slags lakmusprøve.
Jeg strikker altid en fortælling sammen på forhånd om den person, jeg skal interviewe. Det er den fortælling, jeg skriver mine spørgsmål ud fra. Historien skal ikke fortælles for enhver pris – man skal være fleksibel i forhold til at forlade den – men det er godt at have et udgangspunkt. Så man ikke kommer helt blank og siger: Hvem er du?
I stedet for at spørge: ’Hvem er du’, siger jeg: 'Jeg læser dig sådan her – er det rigtigt forstået?' Jo mere konkret et svar, du vil have, jo mere konkret skal du spørge. Der er hv-spørgsmål mega overvurderede. Man får at vide, de er gode, fordi de åbner – men de åbner jo for meget. Alt for meget. De er for anonyme, og der er for lidt at lege med, for lidt at modbevise og omformulere.
Mine spørgsmål er meget ladede. Jeg forsøger at lade dem med en masse muligheder og tilbud om veje, min interviewperson kan vælge at gå. Og med en masse indtryk af, hvordan jeg har det med vedkommende. Jeg er ikke typen, der siger 'min far er også sådan og sådan', men jeg gør min gæst tryg ved selv at bekende kulør og give en flig af mig selv i spørgsmålene. Jeg kan for eksempel spørge: 'Tror du, at dit konkurrencegen stammer fra at være den yngste af tre drenge?' På den måde viser du, at du allerede har reflekteret og har en teori. Hvis den er forkert, giver de noget, fordi de vil modbevise dig – og hvis det passer, så føler de sig set. Men man skal altid åbne sin teori op i enden, så man viser, at man er klar på at blive sagt imod.
Nogle vil kalde min interviewteknik terapeutisk. Sådan tænker jeg ikke selv på det. Men jeg er meget optaget af årsagssammenhænge. Og det er vigtigt for mig at få kilden ind i sine egne associationer – dér, hvor filter og kontrol er sluppet. Der er tydelig forskel på, om en kilde genfortæller eller genoplever en episode eller en tid. Jeg skal placere dem et sted, hvor de genoplever og ikke genfortæller.
Jeg skal turde holde mund for at nå til det punkt, hvor min gæst genoplever og ikke genfortæller. Hvis man ikke hele tiden går ind og aktiverer bevidstheden om nutiden med sine spørgsmål, er der større chance for, at kilden kan nå hen til det sted.
Det vigtigste, jeg har lært af at lave ’Det næste kapitel’, er, hvor vigtigt det er at kunne give slip som interviewer. At turde tage på tur med sin gæst. For én ting er, at man har forberedt sig til tænderne og gerne vil styre sin gæst – men det er helt vildt vigtigt at forlade interviewet på det rigtige tidspunkt. Jeg sammenligner det nogle gange med at fange fisk med en trawler. I det øjeblik, hvor fisken klasker op på dækket, så skal man ikke fiske videre. Så skal du bare stole på situationen og nærværet.
Mark Stokholm fra 'Aftenshowet' er en interviewer inden for den såkaldt bløde journalistik, som jeg beundrer. Der er en afsindig autenticitet i alt, hvad han siger. Han har sig selv med og inkluderer sig selv, men pilen peger aldrig hen på ham – den peger altid på den interviewede. Og så er han rigtig god til det med at lytte med forskellige ører.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvad er meget NAZI i forhold sin tilgang af tilrettelæggelse? Er det at udrydde den interviewets holdning og mening, så man derved får sin egen opfattelse af den andens person som stående utroværdig? Sådan opfatter jeg det jeg lige har læst og jeg har ikke hørt eller kender til journalisten. Altså en journalist der er selvoptaget med hang til nazismen verdens virkelighed. Så hvordan har du det med det hvad føler du? Vil gerne lige slutte med dette er ikke på nogen måde onde hensigter eller en skjult agenda. Jeg er en ganske almindelig kok, der bare læser og prøver at forstå.
Jeg skal love for, at IMZ "gav slip" på Stig Møller ;-)
'Så spørg dog!' 'lyt!' ...
Forfriskende med et bud på en anden måde at stille spørgsmål på end grundbøgernes åbne, enkle, neutrale hv-spørgsmål, som jeg ofte synes bliver fremstillet som interviewteknikkens be all, end all. Jeg oplever dem selv som gode i mange sammenhænge, men de kan også gå hen at blive sterile, lidt humorforladte og maskinelle. Spændende at læse om en dygtig interviewer, der bruger nogle forbudte kneb med succes.
Fedt med sådan en serie med interviews med interviewere.
Jeg kan godt lide pointen med at forberede sig godt, læse en masse om personen - derefter skrive en masse spørgsmål ned - og så ikke kigge i dem, men lade de gode spørgsmål poppe op af sig selv...intuitivt.
Tænker nu, at det kan være fint med et formuleret mål for interviewet, som så "udvælger" spørgsmålene.
Og så angående hv-spm, som Iben beskriver som alt for åbne og brede. Nu kommer hv-spm jo i mange udgaver. De meget brede hv-spørgsmål er sjældent relevante eller egnede. Men de kan jo snævres meget ind, fx "Hvad var det vigtigste, du fik ud af at...."
Glæder mig til kommende artikler i serien.
Flere