”Da jeg hørte, at TV 2 Play havde rundet 450.000 brugere, slog mit hjerte et slag over, så glad var jeg. Da vi startede det, var der relativt stor skepsis over for det på TV 2.”
Sådan siger Rune Bech, der var chef for TV 2 Interaktiv 2001-2007 og idémanden bag TV 2 Sputnik, som i dag hedder TV 2 Play.
TV 2 Play har netop rundet 450.000 betalende kunder og når dermed i alt ud til en million danske brugere.
Rune Bech fortæller, at TV 2 Sputnik i starten var forholdsvist alene om at levere den slags tv.
”Vi var en af de første public service-kanaler i Europa, der lavede Video On Demand. Det var længe før Apple Tv og Netflix, som slet ikke fandtes dengang,” fortæller han.
Inspiration fra BBC
Rune Bech havde forinden set BBC lægge nyheder i videoformat på nettet.
1. december 2004 lancerede TV 2 sammen med Nordisk Film bredbåndskanalen Sputnik med både journalistisk indhold fra TV 2 og 275 forskellige spillefilm fra Nordisk Film.
Det ambitiøse mål var at ramme fremtidens mediebrugere. Men Sputnik var et projekt, de færreste på TV 2 troede på.
TV 2 havde i direktør Peter Parbo ikke den mest digitalt velbevandrede direktør, forklarer Rune Bech.
”Faktisk var han vel nok lidt skeptisk over for projektet,” husker Rune Bech.
Oppe på loftet
Men Peter Parbo stolede så meget på Rune Bech og hans hold af ni medarbejdere, at de fik grønt lys til at give Sputnik en chance. De fik et ad-hoc-kontor oven på loftet af Restaurant Kvægtorvet i et hjørne af TV 2 i Odense.
Også TV 2’s daværende tekniske direktør var skeptisk. Han mente, at projektet ville drukne i tekniske problemer. Var det overhovedet muligt at give flere tusinde mennesker adgang til indhold på samme tid via internettet?
”Han mente, det var spild af penge, men bakkede op, da Parbo skar igennem,” siger Rune Bech.
Rune Bech kan i dag godt forstå deres skepsis. For der var ingen garanti for succes.
”Jeg var selv usikker på, om det ville lykkes. Det var early days og et teknisk eksperiment,” sammenfatter han.[quote:0]
”Vi anede for eksempel ikke, hvor mange der kunne være på Sputnik ad gangen. Ramte vi loftet ved 5.000 eller 10.000 brugere?”
Og selv hvis det tekniske faldt på plads, ville Sputnik måske underminere TV 2’s forretningsmodel, lød bekymringen.
”Der var mange på TV 2, der var bange. Hvad ville det betyde for økonomien – abonnenter og annonceindtægter? Der var en stor frygt for, hvad vi havde gang i.”
Tv uden mellemænd
Man da Rune Bech og den kommercielle direktør Flemming Rasmussen estimerede Sputniks økonomiske potentiale, blev de alligevel overrasket. Med Sputnik kunne de nemlig begynde at skære mellemmanden ud – for eksempel Stofa og TDC.
”Regnestykket var faktisk ikke så skidt, for vi kunne med Sputnik få direkte adgang til forbrugerne,” siger Rune Bech.
Alligevel var forventningerne afdæmpede, da Sputnik blev præsenteret for offentligheden i slutningen af 2004.
Fire år tidligere havde TV 2 holdt et brag af en fest, da TV 2 Zulu gik i luften. TV 2 Sputnik måtte selv arrangere sin reception. På forsiden af TV 2’s eksterne nyhedsbrev var hovedhistorien programdirektør Bo Damgaards planer for TV 2 for 2005 – ved siden af var der en upåagtet note om Sputnik.
Peter Parbo og Rune Bech ved præsentationen af TV 2 Sputnik i 2004. Foto: TV 2 Presse
Tidsforskudt
I en pressemeddelelse fortalte Rune Bech, at fordelen ved Sputnik var, at seerne selv kunne bestemme, hvornår de ville se programmerne.
”Nu kan man lægge børn i seng eller spise aftensmaden færdig uden at skele til, om favoritprogrammet kører over skærmen. På TV 2 Sputnik kan man se udsendelserne, når man har tid,” sagde Rune Bech.
Siden har streamet tv i stor stil vundet indpas blandt seerne. Sidste år streamede over halvdelen af danskerne indhold mindst én gang om ugen, viser tal fra Kulturstyrelsen.
I 2004 vidste de færreste tv-seere, hvad streaming eller video on demand var for noget.
”Idéen var, at folk skulle se indholdet på deres computer eller laptop,” siger Rune Bech.
Den største udfordring var af teknisk karakter. Det krævede nemlig en computernørds snilde at få signalet fra Sputnik op på tv-skærmen hjemme i stuen.
”Det var rent ud sagt kompliceret, hvis det skulle op på tv-skærmen. Det krævede, at man havde en adapter og kunne trække de rigtige kabler,” siger Rune Bech, der selv eksperimenterede med en trådløs overførsel af billedet.
”Som dog flimrede, hvis nogen brugte en hårtørrer,” siger han.
Bufferproblemer
Det viste sig hurtigt, at frygten for Sputniks tekniske udfordringer havde været overdrevne.
”Der var indimellem nogle bufferproblemer. Men det bar seerne over med, fordi de var så glade for, at de selv kunne være programredaktører.”
Da Sputnik rundede 5.000 abonnenter, gav Rune Bech kage til alle i afdelingen.
”Vi synes, det gik over al forventning. Men det handlede selvfølgelig også om, at der ikke rigtig var nogen forventninger til os.”
Kilde: TV 2
I dag betegner Rune Bech 450.000 betalende kunder som flot. Men tallet kunne måske have været endnu højere, hvis TV 2 fra begyndelsen havde markedsført Sputnik mere, forklarer han.
”Det kunne måske have været 700.000, hvem ved. Jeg fortryder, at vi ikke satte mere damp under kedlerne og pressede på for at lave mere markedsføring,” siger han.
I dag findes der et hav af streamingtjenester. Rune Bech mener, at næste fase for TV 2 Play og de andre on demand-tjenester bør være en mere individualiseret brugeroplevelse.
”Hvis du for eksempel kun er interesseret i nyheder og dokumentar, skal du i dag surfe en del rundt for at finde det. Netflix er bedst til det for øjeblikket. Men man kan komme meget længere.”
TV 2 Play spiller kommercielt og indholdsmæssigt i dag hovedrollen i TV 2's nye strategi, og det skal rodfæstes i organiseringen med en ny afdeling, Play Indhold og Publicering, skriver Mediawatch.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.