”Hvis vi uddanner flere, nedbryder vi faget nedefra”

Journalisten talte med to Kreds 1-medlemmer om branchens udfordringer på kredsens generalforsamling i København torsdag. De talte om det stigende pres, journalister udsættes for, og om den vigtige kamp for at opretholde lønnen

Hvad er de største udfordringer for faget og branchen? Det spørgsmål stillede Journalisten to deltagere på torsdagens generalforsamling i Kreds 1 på Johan Borups Højskole i København.

Elon Ulf Cohn, 70, pensionist. Tidl. reporter, nyhedsredaktør, redaktør, kommunikationskonsulent og lobbyist

Hvad ser du som fagets største udfordring?

”Etisk tror jeg egentlig, at standarden hos journalister stadig er lige så høj, som den altid har været. Men jeg er bange for det, man kalder prekariatet. Der er alt for mange kolleger, der simpelthen ikke kan leve af journalistikken længere. Udfordringen er derfor at begrænse adgangen til faget. Da jeg blev journalist, der gik man på journalisthøjskolen, og det var det eneste sted, man kunne blive journalist. I dag kan man ud over at blive det på journalisthøjskolen også blive det på en tre-fire universiteter. Dengang blev der produceret 100 journalister om året, i dag er det markant flere. Jeg tror, man er nødt til at lave en meget hårdere adgangsbegrænsning til uddannelsen. Ellers ender man med at ødelægge faget. Hvis vi uddanner tusindvis af journalister til at løbe rundt og kæmpe for overhovedet at kunne leve af det, så nedbryder vi faget indefra. Det er den største udfordring.”

Hvilke kampe er fagpolitisk vigtige at kæmpe nu?

”De kampe, der er vigtige at kæmpe, er at opretholde lønnen og opretholde ophavsretten. Det sidstnævnte kommer næsten før lønnen. Ja, først og fremmest ophavsretten.”

Hvad mener du?

”Efterhånden har man mange steder som ansat helt afskrevet sin ophavsret. Så får man spyttet sine produkter ud på en hel masse platforme, uden at man får noget ekstra for det. Det er jo som at begå selvmord. Der skal betales for hver gang, et journalistisk produkt bliver brugt.”

Hvad kan man fagpolitisk gøre for at modvirke den udvikling?

”Man må jo prøve at opfordre til, at der bliver taget nogle kampe mellem journalistforbundet og udgiverne.”

Er DJ god nok i den slags kampe?

”Jeg synes ikke, forbundet er hårdt nok … Lad mig sige det sådan, at landspolitisk er jeg nok nærmest borgerlig. Fagpolitisk er jeg meget rød.”

Pari Khadem, makeupartist. Har været freelance for bl.a. TV 2 og DR. Også aktiv i Film & Tv-Gruppen. Ønsker ikke sin alder frem (”Det kan du ikke spørge kvinder om, det er kvindernes kampdag!”)

Hvad ser du som branchens største udfordring?

”Mit hjerte banker rigtig hårdt for, at der skal være ordentlige forhold på mediearbejdspladserne. Jeg savner den der røde fane, som der var, da jeg kom til Danmark fra Iran i 1980’erne. 1. maj, røde faner – man stod sammen for at kæmpe for arbejdernes vilkår. I dag underbyder man bare hinanden for at få et job. Det er en meget trist udvikling, og jeg tror, det er særligt slemt på tv-området. Men jeg kan jo også se, at nu kommer du her og interviewer og tager et billede med din telefon og skal sikkert selv hjem og redigere billedet og lægge teksten op. Det er, som om alle hele tiden skal løbe hurtigere.”

Hvad kan man fagpolitisk gøre?

”Hvad vi konkret kan gøre? Vi kan da gøre masser. Vi kan gå i strejke, ligesom resten af Danmark måske gør. Hvorfor gør vi ikke det?"

Hvad skulle I strejke for?

”Bedre løn, bedre vilkår. Vores medlemmer i Film & Tv-Gruppen lider af stress. Mange går helt ned, de har meget dårlige arbejdsvilkår, fordi broadcastere sætter bestillinger i gang alt for sent, og de små produktionsselskaber presses til at levere hurtigere. Her kunne fagforeningen komme på banen for at skabe bedre miljø for vores medarbejdere. Men jeg vil så også sige, at efter det møde, vi havde i Film & Tv-Gruppen tidligere i den her uge (generalforsamlingen tirsdag den 6. marts, red.), har journalistforbundet faktisk inviteret os til et møde. Så det er dejligt, at der sker noget. Men jeg kan jo også høre, at der faktisk er penge i kredsene. Både i Film & Tv-Gruppens bestyrelse og i Kreds 1’s her i aften er der blevet talt om, at de har så mange penge. Hvorfor ikke bruge pengene og ressourcerne på, at de studerende kan få ordentlige praktikpladser, og at de ansatte kan få en ordentlig løn?”

 

 

0 Kommentarer