Der er for mange penge i den københavnske kreds

Til ikke alles tilfredshed blev årets generalforsamling i Kreds 1 gennemført på kvindernes kampdag. Formanden kunne – med beklagelse – berette om et overskud på knap 80.000 kr. ”Praktikanterne har ikke været helt så flittige til at søge tilskud til studieture som tidligere,” lød det
  • Anette Sønderby Madsen
    Et kor i farvet tøj sang Anne Linnets ’Forårsdag’ og Gnags’ mangfoldighedshymne ’Danmark’, da Kreds 1 holdt generalforsamling.
09.03.2018 · 13:36

I den store sal på Johan Borups Højskole, lige bag Christiansborg midt i København, er små 100 DJ-medlemmer stimlet sammen under det enorme ovenlysvindue. Alle har de det til fælles, at de har postnummer i hovedstadsområdet eller på Bornholm og er samlet til den årlige generalforsamling i Kreds 1.

Der er stillet et dusin borde op, på et af dem står der et udvalg af sodavand på dåse. Det skæggede kredsbestyrelsesmedlem Niels Peter Arskog indleder med at give mikrofonen til højskolens musiklærer Lone Selmer.

”Her på stedet kommer vi alle mulige andre steder fra, og derfor synes vi, at Gnags’ budskab passer godt: Lige meget hvem du er så velkommen her,” siger hun.

Omkring 20 korsangere i mange størrelser klædt i mange farver står på scenen og synger Gnags’ mangfoldighedshymne ’Danmark’. DJ’s formand, Lars Werge, rejser sig op bagerst i salen og fotograferer sceneriet med sin telefon. Flere kredsmedlemmer følger trop. I de små pauser mellem sangens vers kan man høre sodavandsdåser blive åbnet.

Da sangen er slut, er det så meningen, at alle skal synge, fortæller Niels Peter Arskog:

”For 30 år siden var der en ung kvinde, der skrev en dejlig sang om en forårsdag. Den skal vi synge, for i dag er det kvindernes internationale kampdag, og det har vi fejret siden klokken otte i morges i Dansk Journalistforbund.”

Åbne kontorlandskaber stor udfordring

Forsamlingen får sunget sig igennem de syv vers af Anne Linnets ’Forårsdag’, selv om det er svært at høre, at vi altså er knap 100 mennesker. Nogle gange kan man høre lidt af Niels Peter Arskogs røst i højtalerne, fordi han stadig holder den trådløse mikrofon ved munden.

DJ’s direktør, Linda Garlov, vælges til dirigent og lover at gøre ”sit ypperste” for at lede os igennem generalforsamlingen. Vi er mange, så hun opfordrer til, at al tale foregår fra talerstolen. Kredsformand Frederik Monrad Juel kommer på scenen. Han har en stor, sort habitjakke på.

38 arrangementer har kredsen stået for i det forgangne år, siger han. Årets bedst besøgte arrangement var ’Podcast – det nye marked’. Og så fortæller han om, at de på Berlingske, hvor han arbejder, møder en lang række udfordringer med arbejdsmiljøet. De skyldes i høj grad åbne kontorlandskaber, og han håber, at et nyt arbejdsmiljønetværk kan medføre ”erfaringsdeling”, når det gælder den slags.

Sidst runder han økonomien:

”Vi kommer desværre ud med et overskud på lige under 80.000 kroner. Jeg er lige ved at sige, at det beklager jeg. Praktikanterne har ikke været helt så flittige til at søge tilskud til studieture som tidligere.”

Det er fortsat bestyrelsens målsætning at få bragt formuen ned, tilføjer han.

Fakta: Kreds 1

Generalforsamling 8. marts 2018

Kreds 1 samler 9.770 medlemmer af Dansk Journalistforbund, der bor i København eller på Bornholm. Gruppen holdt generalforsamling torsdag 8. marts på Johan Borups Højskole i København.

Ærgerlig dato

Efter hans beretning får kredsmedlem Sara Schlüter ordet. Iført rød kjole og røde strømpebukser bekendtgør hun fra talerstolen, at hun egentlig er på vej videre.

”Det er kvindernes internationale kampdag, og jeg er rigtig ærgerlig over, at generalforsamlingen ligger i dag,” siger hun.

Rigtig mange af kredsens medlemmer har andre arrangementer i dag, siger hun, og da man ikke kan fjernstemme, henviser hun til en opdatering, hun har skrevet på Facebook. Den går ud på, at hun gerne vil opfordre de tilstedeværende til at stemme det bornholmske kredsmedlem Kristina Herlev Wulff ind i bestyrelsen.

“Hun er en god gammeldags forkæmper for arbejderes rettigheder. Noget, vi ved Gud har brug for i dagens mediemarked.”

Dirigenten overtager mikrofonen:

”Den var måske lige til kanten som kommentar til beretningen, men okay.”

Alt for mange penge

Senere får en jakkesæt- og slipseklædt Lars Werge ordet. Han roser kredsen og fortæller om arbejdet i DJ, som de seneste uger mest har været fokuseret på situationen hos Berlingske i Pilestræde.

Forbundet arbejder på at lave ”forhandlinger, som kan gøre forholdene bedst mulige for de kolleger, der vil blive bedt om at stoppe”.

Derudover taler forbundsmanden om den potentielle storkonflikt, der nærmer sig, og om den nye offentlighedslov og det kommende medieforlig.

Kredsens kasserer, Jens Berg Thomsen, fremlægger regnskabet.

”Vi laver jo et overskud, selv om vi har budgetteret med underskud. Det skyldes, at vi har brugt lidt færre penge, end vi skulle. Og så har vi flere indtægter end forventet. Bl.a. har vi i bestyrelsen brugte 10.000 mindre, end vi skulle på vores møder. Det er ikke med vilje. Vi skal gøre vores bedste næste år for at bruge vores penge,” siger han.  

Folk griner lidt i salen.

”Kammerater,” indleder han

I henhold til vedtægterne skal bilagskontrollanten Elon Ulf Cohn også sige noget. Han har røde bukser på.

”Ved I, hvad man får, hvis man kloner en sørøver? En piratkopi. Spøg til side. Jeg har på jeres vegne læst jeres regnskab og har nogle bemærkninger: Formuen er øget, ganske vist kun med knap 80.000 kroner. Det er jeg utilfreds med. Den sum kunne være brugt til endnu flere medlemsaktiviteter. En formue på over 2 millioner er for stor. Tag spenderbukserne på, og skru lidt på den kapital. For eksempel har tilskuddet til praktikrejser kun været på 173.000. Budgettet var en kvart million!”

“Opfordringen til 2018’s prakkere: Vær visionære, rejs ud. Der er masser af penge til at støtte jer,” siger Elon Ulf Cohn.

Han tilføjer, at bestyrelsen i det hele taget har holdt sig langt under budget.

”I forsommeren tog bestyrelsen på seminar. Det er altid godt at være sammen uden for de normale rammer og tænke store, nye tanker. Noget sådant foregår normalt på luksushoteller med meget dyr cognac til kaffen. I år foregik det på Lyngholt Familiecamping – 15.000 for fire dage til hele bestyrelsen.”

Han slutter med at anbefale forsamlingen at godkende regnskabet. Det gør de, men først får et par medlemmer ordet. En af dem er Kaj Spangenberg:

”Jeg synes ikke, man skal fråse – der kan komme dårlige tider. Blandt dødssynderne hører grådighed og frås til. Så pas lige på.”

Aldrig mere 8. marts

Da der er valg til bestyrelsen, får Kristina Herlev Wulff – hende fra Bornholm – ordet. Hun er iført en rød sweater.

”Jeg synes, som kvinde, at det giver god mening at stille op på netop denne dag,” siger hun.

Hun vælges ind sammen med Maj Munk og Niels Peter Arskog. Ronja Pilgaard, Ole Sønderby og Marianne Bækbøl bliver suppleanter.

Dirigenten beder om ro.

”Hov, kan vi få lidt ro,” gentager hun. ”Det var da utroligt,” siger hun og smiler.

Folk summer videre på kryds og tværs.

”Skal vi gå til punktet Eventuelt? Det kan jo godt være her, den store debatlyst indtræffer. Det er jo set før,” siger dirigenten. En kvinde går på talerstolen:

”Jeg vil gerne støtte den protest mod, at generalforsamlingen finder sted 8. marts. Vi er nogle kvinder, der har andet at lave den dag.”

Formanden rejser sig:

”Det er absolut taget til efterretning, at det her er en uheldig dato. Det vil vi ikke gøre fremover.”

Klapsalver fra salen.

”Og sådan kan folket få noget igennem,” konstaterer dirigent Linda Garlov.

Simmel-Prisen til TV 2-journalist

Sidste punkt før aftenens festmiddag er uddeling af Simmel-Prisen, der går til en god kollega. Lyset på scenen dæmpes, og priskomitéformand Jens Berg Thomsen får ordet.

”Da udvalget læste indstillingerne igennem, var der hurtigt et navn, der sprang i øjnene,” siger han og fortæller, at vinderen er indstillet af Magnus Bjerg, der selv har arbejdet med afdøde René Simmel, der har lagt navn til prisen, på Ekstra Bladet, og som i dag arbejder på TV 2.

I sin motivation har Bjerg skrevet, at det er oplagt, at hans kollega får prisen, for ligesom Simmel står hun for værdierne fagligt arbejde og godt kollegaskab.

”Min kollega har en uforlignelig fornemmelse for, hvordan hendes kolleger går og har det. Samtidig er hun en journalistisk kapacitet ud over det sædvanlige, der insisterer på at holde et skyhøjt fagligt niveau.”

Vinderen er retsreporter på TV 2 Astrid Søndberg, som desværre ikke kan være med, eftersom hun dækker retssagen om drabet på Kim Wall. Men hun har sendt et kort videoklip, som desværre hakker så meget, at det for forsamlingen er umuligt at høre, hvad hun siger, da hun toner frem på lærredet.

”Beklager,” siger Jens Berg Thomsen. ”Men hun er meget glad. Vi lægger den ud på vores Facebook. Stort tillykke til Astrid for at være en god kollega.”

Rettet kl. 14.16: Antallet af arrangementer i Kreds 1 var sidste år 38 og ikke 24, som vi først havde skrevet.

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikations- og mediemedarbejder

EUC Lillebælt
Ansøgningsfrist: 07.10

Ekstra Bladet søger reportere til Jylland

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 21.10

Pressechef til DMI

DMI
Ansøgningsfrist: 05.10

Rektor til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 30.09

Kommunikationsmedarbejder til sociale medier og presse

Odense ZOO
Ansøgningsfrist: 07.10

Studentermedhjælper

LIF - Lægemiddelindustriforeningen
Ansøgningsfrist: 01.10

FOA søger digital kommunikationskonsulent

FOA
Ansøgningsfrist: 08.10

TV2 ØSTJYLLAND søger redaktør for journalistiske satsninger

TV2 Østjylland
Ansøgningsfrist: 12.10

Kommunikationskonsulent

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 07.10

Danskskrivende journalist til Slesvig

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 27.09

Forlagsredaktør

Bibelselskabet
Ansøgningsfrist: 04.10

Pressechef til Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening
Ansøgningsfrist: 01.10

Kommunikationskonsulent

Patienterstatningen
Ansøgningsfrist: 04.10

SOME- OG CONTENT MANAGER

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 30.09

Reporter til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 28.09

Studiejob i FN Byen

Unicef Danmark
Ansøgningsfrist: 07.10