Jacob Winther har undskyldt sine beskyldninger mod Jægerkorpset med, at han ikke var klar over, han blev interviewet. Det afviser DR's nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, blankt efter at have hørt interviewet igennem.
DR's nyhedschef afviser, at de lydoptagelser med Forsvarsministeriets pressechef Jacob Winther, DR i går bragte, var fra en baggrundssamtale uden for citat.
På lydoptagelserne, der stammer fra et interview fra oktober 2009, beskylder Jacob Winther i klare vendinger Jægerkorpset selv for at stå bag lækagen til TV 2. Jacob Winther har siden afvist, at han skulle vide, hvor lækagen stammer fra.
Ulrik Haagerup har hørt hele båndet igennem, og han mener klart, at der er tale om at regulært interview.
»Der bliver på intet tidspunkt givet udtryk for, at det her skulle være andet end et interview til citat. På intet tidspunkt siger Jacob Winther, at oplysningerne kun er til baggrund,« siger Ulrik Haagerup til Journalisten.dk.
Han mener, hele interviewet lyder som et almindeligt interview mellem en journalist og en pressechef. Han forstår ikke, hvis Jacob Winther ikke var klar over, det kunne blive citeret efterfølgende.
»Det skulle være mærkeligt, hvis man ikke kan citere en talsmand. Hvad har man dem ellers for? Og det skulle være mærkeligt, hvis en talsmand ikke kan finde ud af at give udtryk for, om dele af et interview skal være uden for citat,« siger Ulrik Haagerup.
Jacob Winther har efterfølgende sagt, at han ikke var klar over, at samtalen blev optaget. Men det ser Ulrik Haagerup ikke noget problem i.
»Det er et almindeligt journalistisk værktøj, at journalister optager interviews. Der er der ikke noget galt i. Det her er et helt almindeligt interview, og derfor er det ikke skjulte optagelser,« siger han.
Ulrik Haagerup siger, at DR Nyheder var i kontakt med Jacob Winther i går og informerede om, at indslaget ville blive bragt samme aften. Ulrik Haagerup var ikke klar over, at Jacob Winther ikke længere stod ved sine udtalelser.
Ulrik Haagerup siger, at han ikke er inde i sagen om den omtalte lydfil, som en DR-medarbejder optog i hemmelighed og lækkede til filminstruktør Christoffer Guldbrandsen. Derfor vil han ikke udtale sig om den sag.
DR har offentliggjort interviewet i sin helhed, og det kan høres her.
8