Fransk magasin ransaget i jagt på fotograf bag topløs-billeder

Politiet har ransaget det franske magasin "Closer" i et forsøg på at identificere den fotograf, der tog billederne af Kate Middleton topløs. Samtidig er det nu en international tophistorie, at SE og Hør i morgen offentliggør billederne

Politiet har ransaget det franske magasin "Closer" i et forsøg på at identificere den fotograf, der tog billederne af Kate Middleton topløs. Samtidig er det nu en international tophistorie, at SE og Hør i morgen offentliggør billederne

Fransk politi indledte ransagningen af "Closer"s lokaler klokken 10 i formiddags.

Ransagningen sker i efterforskningen af sagen om billederne af den topløse prinsesse, skriver The Digital Spy.

Billederne er indtil nu trykt i "Closer", i det italienske magasin "Chi" og i den irske avis "Daily Star". Derudover er billederne bragt flere steder online.

I Frankrig fik det britiske kongehus i går nedlagt fogedforbud mod at "Closer" videredistribuerer billederne.

Fogedforbudet kom efter, at det danske ugeblad Se og Hør havde købt rettighederne til billederne.

Samtidig er det nu en international tophistorie, at Se og Hør vil bringe billederne.

Historien om den danske offentliggørelse har bl.a. kørt som "breaking news" på CNN.

Ifølge Ritzau overvejer det britiske kongehus at anlægge sag mod Se og Hør.

Ugebladets redaktør Kim Henningsen sagde tidligere i dag til journalisten.dk, at han vil tage et sådant sagsanlæg »helt afslappet«.

1 Kommentar

Simon Wedege
20. SEPTEMBER 2012
Re: Fransk magasin ransaget i jagt på...
I Danmark har vi nu i længere tid debatteret kildebeskyttelsen i forbindelse med jægerbogssagen, Ekstra Bladet der brød kildebeskyttelsen for spindoktoren Peter Arnfeldt osv. Men kildebeskyttelse betyder åbenbart ingenting i Frankrig, hvis politiet blot kan ransage aviser og magasiners lokaler for at finde frem til kilden til billederne.