‘Finanskrise’ kan sælge alt

Pak din pressemeddelelse ind i ordet finanskrise, så sælger historien som varmt brød. Ja, du behøver såmænd bare antyde det. Journalister ser finanskrise overalt. Også, hvor den ikke er.

Pak din pressemeddelelse ind i ordet finanskrise, så sælger historien som varmt brød. Ja, du behøver såmænd bare antyde det. Journalister ser finanskrise overalt. Også, hvor den ikke er.


KOMMUNIKATION.
Boligpriserne falder, aktiekurserne galoperer, og virksomhederne ser sort på fremtiden. Klangbunden for de fleste historier på erhvervsredaktionerne de seneste uger har været finanskrisen, de vanskelige tider og dystre udsigter.
Tager man for eksempel Berlingske Business-tillægget tirsdag den 11. november, satte alle artikler frem til side 9 fokus på finanskrisen. Længere inde i tillægget var der et opslag med historier om Mærsk, der vil holde miljøfanen højt – trods finanskrisen – og at Auriga endnu ikke mærker noget til krisen. Ud af 16 siders redaktionel tekst var de ni vinklet på finanskrisen og dens konsekvenser.
Ifølge Peter Goll, direktør i kommunikationsbureauet Geelmuyden-Kiese, er finanskrisen en megatrend, der har sat sig så meget på dagsordenen, at en historie først bliver rigtig god for medierne, hvis den kobles til finanskrisen.
Faktisk er sulten efter at finde finanskrisens vindere og tabere så stor, at Geelmuyden-Kiese for nylig havde svært ved at overbevise medierne om, at en virksomhedslukning ikke skyldtes krisen.
»Selv om vi sagde, at lukningen intet havde med krisen at gøre, blev det mødt med mistro. Kunne det virkelig passe? Alle spørgsmål fra journalisterne handlede om den mulige sammenhæng med finanskrisen,« siger han.
Linda Overgaard, erhvervsredaktør på Berlingske Business, synes, at dækningen på Business stemmer godt overens med krisens omfang. Dækningen er omfattende, men det er krisen også.
Hun finder det ikke underligt, at journalister ser finanskrise overalt.
»Det er jo ikke bare en finanskrise. Det er et skift i konjunkturerne. Jeg synes, det er helt legitimt, at det trigger journalister at kigge på konsekvenserne for blandt andet beskæftigelsen og virksomhedernes nedjusterede forventninger.«

I MEDIEDATABASEN INFOMEDIA kan man se, at omtalen af finanskrise begyndte i det små med et par hundrede artikler om måneden i foråret, og det toppede i oktober med mere end 6.300 artikler på én måned.
Og krisen er ikke kun omtalt i erhvervssektionerne. Kristeligt Dagblad har haft en bærende forsidehistorie om, at finanskrisen ikke berører folkekirkens økonomi. Michael Jeppesen, Informations kunstanmelder, har lavet en dødsliste over gallerier, der må lukke på grund af krisen. JydskeVestkysten skriver, at krisen kradser i dobbeltcarporten – folk sælger bil nummer to, mens Politiken meddeler, at ødselhed er yt.
Også i fagbladet Journalisten og på Journalisten.dk har vi skrevet om faldende annonceindtægter og fyringer på danske og udenlandske medier. Et af de eneste steder, krisen ikke optræder, er i Børsens Pleasure-tillæg, der holder fanen højt med røde sportsvogne og guld og glimmer indeni.

SMÅ OG STORE VIRKSOMHEDER har også fundet ud af, at finanskrisen er en genvej til eksponering i medierne. Ud af 100 pressemeddelelser lagt ud på Presswire i perioden 14. oktober til 6. november var hver tiende vinklet på finanskrisen. Historien var enten "på grund af finanskrisen …" eller "på trods af finanskrisen …"
Ifølge Peter Goll fra Geelmuyden-Kiese er pressemeddelelserne et eksempel på, at man prøver at vende finanskrisen til sin egen fordel og skabe mere omtale. Faktisk behøver man blot antyde sammenhængen mellem et godt årsregnskab og de dårlige tider for at få omtale til virksomheder, som normalt ville være uinteressante for medierne.
»Man giver ikke en direkte kausalitet, men man ved godt, at med det blik, der er på redaktionerne lige nu, vil det blive gjort til en tendenshistorie om finanskrisen. For os betyder det, at vi har holdt os til sandheden og blot benyttet os af, at der er så stort fokus på finanskrisen,« fortæller han.
Fristelsen til at gøre finanskrise ud af alt øger de professionelle krav til journalisternes dømmekraft, siger Peter Goll.
»De skal passe på med ikke at lade sig misbruge af rådgivere som mig, der spekulerer i, hvordan tingene bliver afkodet. Journalisterne skal tage deres faglighed alvorligt og ikke bare løbe ud ad en tangent.«
Linda Overgaard fra Berlingske Business siger, at hvis journalister kobler en historie sammen med finanskrisen, er det, fordi de mener, at den hører ind under det tema.
»Krisen fylder meget i mange brancher, og læserne har brug for at vide, hvad der foregår. Så vi dækker selvfølgelig krisen intensivt og bidrager med al den viden, vi har på redaktionen.«
Det betyder dog ikke, at hvad som helst kan gøres til en finanskrise-historie.
»Hvis nogle kommunikationsfolk prøver at bilde os ind, at de historier, de kommer med, handler om finanskrisen uden at gøre det, risikerer de, at det går ud over tillidsforholdet,« siger hun.
Omvendt kan det være svært på redaktionen at gennemskue, hvornår finanskrisen er den egent-lige årsag til, at ledelsen må træffe upopulære beslutninger, og hvornår krisen er en dårlig undskyldning.
»Det kan være vanskeligt for os at finde ud af, om der er andre årsager, når ledelsen i en virksomhed for eksempel siger, at de må afskedige medarbejdere på grund af finanskrisen,« siger hun.

"DET ER YT AT SPISE UDE", står der i en af de pressemeddelelser, der cirkulerer for øjeblikket. Den kommer fra Just-Eat.dk – en hjemmeside, hvor man kan bestille mad fra den lokale grillbar og pizzeria. Just-Eat.dk er overhovedet ikke berørt af finanskrisen. Folk vil nemlig hellere spise take away end gå på restaurant, fremgår det.
Men betyder dét, at flere bruger Just-Eat, nødvendigvis, at finanskrisen har gjort det "yt at spise ude"?
»Det kan jeg ikke svare på. Men vi kan se i aviserne, at folk går mindre på restaurant. Vi oplever det modsatte,« siger Morten Larsen, administrerende direktør i Just-Eat.dk.
I har haft en vækst, men hvad betyder finanskrisen i den sammenhæng?
»Den betyder ikke noget. Vores budskab er, at der er masser af pressemeddelelser og skriverier hver eneste dag om, hvor skidt det går rundt omkring. Vi kan bare bekræfte, at det ikke er tilfældet i den branche, hvor vi opererer. Det er meldingen herfra,« siger Morten Larsen.
Pressemeddelelsen blev via Newspaq til en historie på www.avisen.dk.

0 Kommentarer