4.500 kroner plus moms. Det var den pris, tre journaliststuderende fra Journalisthøjskolen skulle betale for at filme i et DSB-tog på 7. semester. I indslaget ville de studerende følge en netop løsladt indsat i DSB-toget mellem Frederikshavn og Randers en tirsdag formiddag.
De rettede henvendelse til DSB Kommunikation, hvor man skulle spørge om tilladelse til at optage i toget. De fik at vide, at tilladelserne uddeles af DG Media, der på henvendelsen svarede:
"Jeg kan tilbyde jer en tilladelse til at filme i toget til i alt 4.500 kroner ex. moms. Billetterne står I som nævnt selv for.«
Esben Stenfeldt siger, at han og de to andre studerende måtte droppe ideen, fordi de ikke havde råd til at betale pengene.
»Da vi ikke kunne følge vores medvirkende i toget, måtte vi finde på en anden ide.«
De studerende henvendte sig derpå til Journalisten og Dansk Journalistforbund (DJ). Efter at DJ gik ind i sagen, har DSB meddelt, at studerende faktisk ikke skal betale for at filme på tog ejet af DSB. Men de fastholder, at det skal færdiguddannede journalister som udgangspunkt.
Sagen får direktør i Producentforeningen Klaus Hansen op af stolen. Han har ikke tidligere hørt om betaling for at filme i tog, og han kalder det »dybt tåbeligt«.
»Umiddelbart virker det til, at man skal betale for en ekstra dyr togbillet uden at få en ekstra modydelse. Det er ”offentligt-gebyr-politik-agtigt”,« siger Klaus Hansen, der dog mener, at man kan diskutere prisen, hvis DSB har konkrete udgifter ved optagelserne.
Niels-Otto Fisker, pressechef i DSB, forstår ikke Klaus Hansens argumentation.
»Jeg kan slet ikke forstå sammenligningen med bøder. Vi bliver bedt om en ekstra service, der ikke angår vores kerneforretning. Ligesom mange andre firmaer tager vi os betalt for ydelsen, og det kan jeg ikke se noget odiøst i,« siger Niels-Otto Fisker.
Forkert besked – studerende skal ikke betale
Niels-Otto Fisker siger, at de studerende fra DMJX fik en forkert besked. Som studerende vil det normalt være nok, at man betaler sin egen billet. Til gengæld skal uddannede journalister eller fotografer i mange tilfælde til lommerne.
Hvis et tog eller en banegård bliver brugt som ”kulisse”, koster det nemlig penge. Det betyder, at kameramand skal betale for fototilladelsen, hvis han følger en person med toget fra A til B.
»Det beror på en individuel vurdering, men bliver toget brugt som en slags kulisse, så skal man betale for det,« forklarer Niels-Otto Fisker.
For fire år siden klagede journalist Mads Ellesøe over, at Københavns Lufthavn forlangte 2.500 kroner for, at han kunne filme en dansk soldat i lufthavnen, da han kom hjem på orlov fra krigen i Afghanistan.
Jurist i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher peger på, at DSB’s tog og stationer fylder så meget, at det vil give et skævt billede, hvis pressen ikke gratis kan lave reportage.
»DSB kan ikke nøjes med at udstikke gratis tilladelser, når det giver omtale af DSB. Det er et transportmiddel for borgerne og fylder utroligt meget i folks hverdag. Derfor skal det selvfølgelig også være tilgængeligt for pressen, uden at der kræves betaling. Man skal også huske på, at det er finansieret af borgerne og af mange betragtes som et offentligt tilgængeligt område,« siger han.
Niels-Otto Fisker fra DSB Presse siger, at en fotograf, en journalist og en deltager er til at håndtere.
»Men hvis man er flere, begynder det at være generende for de andre passagerer.«
Hvis man laver en dokumentar, koster det så penge?
»Det kommer an på en konkret vurdering. Hvad er indholdet, hvor mange er involveret, og hvad kræver det af personalet? Hvis det ikke handler om trafik, eller hvis selve togtransporten ikke spiller en særlig rolle, skal man betale for det.«
Niels-Otto Fisker forklarer, at DSB giver masser af gratis medietilladelser.
»Noget af det nemmeste er at filme i et dansk tog. Men vi har et hensyn til vores passagerer, som forventer, at de kan være sig selv i toget. Udgangspunktet er, at man ikke skal betale, hvis det er nyhedsjournalistik eller handler om DSB og trafik.«
Klaus Hansen fortæller, at Producentforeningen gennem årene løbende har været i dialog med kommuner landet over omkring mulighederne for at filme i det offentlige rum.
»Kommuner forstår værdien af at have medier og filmoptagelser i det offentlige rum. Stort set alle kommuner er indstillede på at fjerne barrierer – herunder den barriere, der hedder betaling,« siger Klaus Hansen.
(Præciseret 11.37: Vi har understreget, at de studerende endte med ikke at skulle betale for at filme, efter at DJ gik ind i sagen.)
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"vi har et hensyn til vores passagerer, som forventer, at de kan være sig selv i toget".
Vil det så sige, at DSB har tænkt sig at udbetale pengene til de passagerer, der sidder i den vogn, hvor der filmes? Det ville da egentlig være helt ok, synes jeg.
Film ikke i skoven – det koster penge,
Haft ligne oplevelse med skove.
Og her kunne Journalistforbundet jo så gå ind i sagen og lave en boycot af DSB - så når firmaet har noget på hjertet, så bliver det negligeret af den samlede danske presse. Eller endnu bedre - hvis journalister og fotograger over en periode kun ville dække negative historier om statsvirksomheden - mon så ikke de kom på andre tanker?