Netavisen Pio er et kampagne-organ for Socialdemokratiet. Det påstår Venstre, der mandag rettede en hård kritik mod Pio i Berlingske.
”For mig at se virker Pio som en forlænget arm for Socialdemokratiet,” sagde partiets medieordfører, Britt Bager.
Hun vil nu have reglerne for mediestøtte ændret, så Pio ikke kan få støtte.
Men er Pio virkelig en partiavis?
Ja, istemte Venstres pressechef, Jens Kloppenborg, til Berlingske. Nej, sagde Pios chefredaktør, Jens Jonatan Steen.
Så hvem har ret?
Journalisten har talt med chefredaktøren og pressechefen. Ingen af dem har rykket sig.
Jens Jonatan Steen afviser blankt.
Kloppenborg fastholder anklagen. Han siger, han kan bevise den, men at han ikke behøver.
Chefredaktør: S har ingen magt over Pio
I Pios ”Om Pio”-sektion fremgår det, at avisen ”tager afsæt i et demokratisk socialistisk idégrundlag”. Og da Pio blev søsat i 2012, skete det på initiativ fra Socialdemokratiets nuværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og Palle Smed, tidligere kommunikationschef i 3F.
Men Pio har aldrig modtaget sponsorater fra Socialdemokratiet, oplyser Jens Jonatan Steen. Derimod er Pio skubbet i gang af sponsorater fra fagbevægelsen.
Jens Jonatan Steen, har I økonomiske bånd til Socialdemokratiet?
”Nej.”
Socialdemokratiet har heller ikke nogen formel magt over Pio, fortæller han.
”Der er ingen kommandovej. Og der er ingen penge involveret, ud over annonceindtægter,” siger Jens Jonatan Steen og bedyrer:
”Vi har ingen bånd til partiet Socialdemokratiet. Men det ligger i vores navn og vores beskrivelse på vores hjemmeside, at vi er et politisk medie. Det deklarerer vi klart. Vi synes, det er et adelsmærke, at man klart og utvetydigt deklarerer, hvor man står og kommer fra,” siger Jens Jonatan Steen.
”Vi bruger almindelig journalistisk metode”
Jens Jonatan Steen, hvad betyder det for jeres journalistik, at I har et ”demokratisk socialistisk” udgangspunkt?
”I forhold til vores metode betyder det intet. Men det betyder noget i forhold til det stof, vi vælger. Og i forhold til vores målgruppe. Vi er et nyt 'Aktuelt' (tidligere LO-finansieret dagblad, der eksisterede fra 1871 til 2001, red.). Vi er arbejderbevægelsens medie i bred forstand. Og vi følger fagbevægelsen næsten lige så meget, som vi følger Christiansborg,” siger Jens Jonatan Steen.
Er I socialdemokrater?
”Nogle af vores ansatte har den oprindelse. Andre har ikke. Vi har medarbejdere ansat, der er medlemmer af partier, og medarbejdere, der ikke er.”
Er I en partiavis?
”Nej, det er vi på ingen måde. Vi er fuldstændigt uafhængige. Vi foretager vores egen prioritering af stof. Vi bruger almindelig journalistisk metode, og vi er tilmeldt Pressenævnet.”
Hvis nu I var et partimedie, ville du så synes, I skulle have mediestøtte?
”Jeg synes ikke, jeg skal bedømme, hvordan man gør det. Et medie som Arbejderen har fået mediestøtte i længere tid, end jeg har levet (Arbejderen udgives af Kommunistisk Parti, red.). Det er der ikke noget nyt i, og for mig er det afgørende, at vi har et mangfoldigt mediebillede.”
”Men det kan da godt være, man skulle kigge på det, hvis partiansatte opnår mediestøtte til at drive medier for de pågældende partier: Skal man så kunne få mediestøtte? Det er da en diskussion, der er relevant at tage. Det har bare ingen relevans for os, som er fuldstændigt uafhængige af politiske partier,” siger Jens Jonatan Steen.
Har beviser, men vil ikke fremlægge dem
Venstres pressechef, Jens Kloppenborg, sagde i mandags til Berlingske:
”Jeg betragter Pio som et socialdemokratisk kampagnemedie.”
Da Journalisten fanger ham tirsdag, fastholder han anklagen, på trods af en klar afvisning fra Pio.
”Pio er en del af det socialdemokratiske univers. Det har vi beviser på,” fortæller han.
Journalisten beder Jens Kloppenborg om at sende beviser.
Det afviser han.
”Jeg behøver ikke at føre bevis for, hvorvidt de har formelle eller uformelle bånd,” siger han og forklarer:
”Jeg synes, det er latterligt at diskutere, om Pio er en del af Socialdemokratiet eller ej.”
”Jeg postulerer, at de har store åndelige bånd over til den socialdemokratiske bevægelse. Om de bånd er økonomiske, kan jeg ikke bevise. Men jeg mener, at de åndelige bånd er robuste. Og det synes jeg er nok. Jeg anerkender, at Socialdemokratiet har lavet det her medie. Jeg medvirker bare ikke til det. Punktum,” siger Jens Kloppenborg og tilføjer:
”Jeg synes, det er en fin måde at lave kommunikation på. Det kræver bare, at medierne skal til at holde tungen lige i munden, når I citerer Pio som uafhængigt medie.”
Og Pio skal ikke regne med Venstres velvilje.
”Jeg ønsker ikke at medvirke i hverken deres interne elle eksterne kampagner. Det må de forstå,” understreger Kloppenborg.
Kloppenborg selv involveret i statsstøttet medie
Jens Kloppenborg er selv en del af bestyrelsen i Medieselskabet Havnefronten ApS, der driver københavner-avisen Havnefronten.
Avisen fik 1,3 millioner kroner i innovationsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2016.
Ifølge CVR-registret ejes 77 procent af medieselskabet reelt af journalist Jesper Schou Hansen, der i 2001-2009 repræsenterede Venstre i Københavns Borgerrepræsentation.
Bestyrelsen udgøres af Jens Kloppenborg, Jesper Schou Hansen og advokat Nicolai Mallet, der også sidder i Venstres hovedbestyrelse.
Journalisten fremlægger oplysningerne for Jens Jonatan Sten.
”Det er da interessant, at en af de personer, der kritiserer netavisen Pio, øjensynligt selv driver et medie, der har fået markant mere i samlet mediestøtte end os i alle de år, vi har været i gang, siden vi startede tilbage i 2012,” svarer han.
Han oplyser, at Pio har modtaget knap 800.000 kroner i mediestøtte indtil nu.
Jens Kloppenborg fortæller, at han ikke har nogen former for redaktionel indflydelse på Havnefronten.
Han understreger også, at han ikke har udtalt sig kritisk om mediestøtten. Denne kritik blev udelukkende rejst af Britt Bager.
”Jeg er ikke inde og tale om mediestøtte. Jeg er inde og tale om, hvorvidt Pio er et uafhængigt medie,” siger Jens Kloppenborg.
Præciseret 29/3 kl. 08.54: Vi har redigeret de sidste linjer i artiklen, så det er umisforståeligt, at Jens Kloppenborg ikke har ytret sig kritisk om mediestøtten i denne forbindelse. Kritikken af mediestøtten blev udelukkende rejst af Britt Bager.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg og Netavisen Pio kontakter selvfølgelig også fremover V-politikere, når det er journalistisk relevant. Netavisen Pio vurderer selv, hvornår det er relevant.
Nu hvor Venstres pressechef offentligt erklærer, at V-pressetjenesten ikke vil bistå, ja, så involverer jeg selvfølgelig ikke Venstres pressetjeneste i processen. Det er faktisk også den måde, jeg selv foretrækker det på. Eksempelvis har jeg hundrede vis af gange interviewet tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen - men aldrig har interviewene på forhånd været aftalt med en spindoktor eller en V-presseperson. Som regel havde Fogh lyst til at svare helt eller delvist på mine spørgsmål, ved få lejligheder havde han ingen kommentarer. Fair nok. Sådan er journalistik.
Lige opklarende: Vil Venstres pressechef fremover indføre adgangskontrol i forbindelse med V-pressemøder på Borgen - således at parti-ansatte fra andre partier og medier og journalister, som Kloppenborg personligt ikke kan li', forbydes adgang til V-pressemøderne?