Carl Holst i sin have i Rødding

 

Vigga er en Welsh Springer Spaniel. En ”jagthund med humor”, som Dansk Kennel Klub skriver det. ”Livsglad og charmerende.”

Carl Holst er jæger. Tirsdag den 13. maj 2014 gik han i området ved Hindballe og ledte efter såkaldte ”fejninger” – aftryk af pels sat på træer af hjorte, når de gnider geviret. Der er bukkejagt om tre dage.

En hind stod pludselig foran ham – men mobilen vibrerede samtidig i lommen. Sms’en varslede sagen, hvor Ekstra Bladet afslørede, at Lars Løkke havde fået tøj og sko for 152.000 kroner betalt af Venstre.

Ovenstående er en af de centrale anekdoter i Carl Holsts nye bog ’Carl – prisen for et liv i politik’.

Et liv i politik er slut. Carl Holst søger nu i stedet tilbage til sine grundtvigianske rødder. Han er uddannet skolelærer, nu vil han leve et liv uden for politik, blandt andet som underviser og foredragsholder.

Denne majaften 2019 skal han svare på spørgsmål på Askov Højskole foran et publikum af ikke mindst læsere af JydskeVestkysten, der har dækket ham kritisk. Der er solgt næsten 200 billetter.

Hårene fra Vigga sætter sig i det mørkeblå tøj, og det går ikke. Indenfor bliver hårene børstet væk. Den røde sparegris tømmes, så der er byttepenge. Han skal også sælge sin bog.

Ville ikke mere

Carl Holst stillede op til Folketinget i sommeren 2014, kun otte måneder efter at han var blevet genvalgt som formand for Region Syddanmark.

”Jeg havde været dybt involveret i, at Lars Løkke kunne beholde sin post og Venstre sin formand; nu ville jeg også være med til at sikre, at vi kunne generobre regeringsmagten,” fortæller han i bogen.

Han kom ind med store personlige stemmetal og blev forsvarsminister. Men Carl Holst er i dag fem år senere trådt ud af politik efter en række sager.

”Barren for, hvad der kunne bruges imod mig, var sat så langt ned, at det ikke bare skadede mig, men også mit parti og hele regeringen,” skriver han.

”Den 9. august 2018 meldte jeg fra som kandidat ved det kommende folketingsvalg. Jeg ville ikke mere,” som han noterer i bogen.

Sønnen står for bogsalg

”Madsen!” kalder Carl Holst. Madsen er Carl Holsts søn. Han hedder rigtigt Mads Holst og fylder 21 år i maj. Det er ham, der står for bogsalget, når faderen holder foredrag.

Troels Mylenberg har beskrevet den eftertanke, der ramte ham ved læsningen af Carl Holsts bog.

”En ting er, at tonen politikere imellem og på mediearenaen er hård. Det må den gerne være. Noget andet er, at de mennesker, der på vegne af os alle påtager sig et ansvar for det fælles og lader sig vælge til det, skal stå model til evindelig tilsvining uden for de professionelle rammer,” skriver Mylenberg.

Carl Holst beskriver det således:

”Nogle gange går der lemmingeeffekt i mediernes dækning af politiske begivenheder, hvor alle løber i samme retning. Konsekvensen er, at mangfoldigheden og nuancerne forsvinder, og at man ikke kan skelne mellem, hvad der er tabloidpresse, og hvad der er såkaldt seriøs presse eller ligefrem licensbetalt nyhedsformidling,” fortæller han i bogen.

Madsen havde egentlig valgt at tage 30 bøger med. Men hans mor mener, det nok er bedre at have for mange end for få. Så han ender med 50. Da dagen er omme, har de solgt 18 eksemplarer.

Angrebet kommer i sommeren 2015 via Vejle Amts Folkeblad, der bringer historien om, at Carl Holst som afgået regionsrådsformand modtager såkaldt eftervederlag – samtidig med at han får ministerløn. I alt står han til at modtage godt 800.000 kroner i eftervederlag.

”Dobbeltløn,” som avisen kaldte det med et ord, der hurtigt bed sig fast i hele mediebilledet.

Carl Holst beskriver sin formelle uskyld over for de fremmødte på højskolen:

”Jeg fik at vide af mit bagland: ”Du bliver nødt til at stå fast. Vi har en statsminister, som fik eftervederlag, vi har en række politikere på tværs af partier, som har fået eftervederlag. Hvis du bliver hellig, så går pilen måske videre til nogle andre!”

En desperat kamp mod mediernes vinkel begynder:

”Indenrigsministeriet skrev til nogle medier: Denne påstand er ikke korrekt. Loven er sådan. Det er honorering af 15 års arbejde. Det bad ministeriet så medierne om at berigtige. Men det havde nogle af de regionale medier så svært ved, at det glemte de at gøre,” siger Carl Holst til salen.

Carl Holst, der havde kæmpet for Lars Løkke, følte sig meget alene i forsøget på at nuancere beskrivelsen. Han savnede denne reaktion fra partitoppen: ”’Helt ærligt, hvad er det for noget med, at I jagter en aflønning, som er forkert efter jeres opfattelse, men som følger reglerne?’” siger han til de fremmødte.

Men Venstre forblev tavs udadtil. Trods loven var det en dårlig sag, der kunne klæbe.

I august 2015 holdt Dansk Folkeparti sommergruppemøde, hvor de lagde afstand til, at Carl Holst modtog eftervederlag. Nu bliver sagen alvorligere, og Carl Holst søger direkte mod Lars Løkke.

”… men uden succes. Jeg kunne ikke rigtigt komme i kontakt med ham,” skriver han i bogen. I stedet får han et vink fra Søren Gade om, at den sag skal Holst selv håndtere – uden at andre bliver fedtet ind i den:

”… bolden lå hos mig,” sammenfatter Carl Holst i bogen.

Flere sager væltede ind

Carl Holst beslutter at sige nej til yderligere eftervederlag, og sagen slutter øjeblikkeligt i pressen, selv om han har modtaget de første 400.000 kroner.

Det undrer en tilhører i salen, at Carl Holst tog den beslutning:

”Der stod i dine kontrakter, at du havde lov til at få eftervederlaget. Hvorfor betalte du så pengene tilbage? Det forstår jeg ikke. Det må være en klar, klar fejl fra din side?”

”Du har fuldstændigt ret. Der mistede jeg den virkelig. Jeg gik ikke efter, hvad jeg følte var rigtigt og forkert. Der gik jeg efter nogle politiske hensyn. At jeg betalte halvdelen tilbage – det er helt på månen. Enten er du gravid, eller også er du ikke gravid.”

”Jeg var langt ude. Jeg havde ikke en indre balance, der gjorde mig i stand til at vurdere noget som helst. Jeg havde faser i mit liv, hvor jeg havde to ting i fokus: 1. At komme op om morgenen og lade som om, så børnene skulle se, at jeg var glad. 2. At se glad ud igen, når de kom hjem fra skole. Der kan man ikke tage beslutninger om noget,” siger Carl Holst.

Flere andre sager vælter ind over Carl Holst. Efter samlet 93 dages mediestorm trak han sig som forsvarsminister. Han skriver i bogen:

”Jeg forsøgte at ringe til Lars Løkke, men kunne ikke få fat i ham, så jeg bad min departementschef ringe til Statsministeriet og sige, at jeg trak mig som minister.”

Gør plads til nuancerne

Carl Holst var fortid. Og Venstre havde et problem mindre.

I bogen konkluderer han:

”Så ringede Lars Løkke. Han sagde en masse venligheder, men prøvede ikke at tale mig fra det.”

Har du et råd til unge nyvalgte politikere?

”Det er svært at gøre plads til nuancerne i en politisk debat, når for eksempel Twitter kun har et begrænset antal tegn. Alt skal være sort og hvidt. Skal vi ikke skabe en kultur, hvor der er plads til nuancerne? Prøve at lytte efter, om der er noget, man er enig i. Lytte til, hvad folk mener, og ikke gå efter politiske drillerier. Fremme samtalen!”

Hvordan kunne ét råd lyde?

Carl Holst er ikke meget for at svare – men siger dog:

”Vær kritisk over for, om det kan passe, det, journalisten vil gøre til dagsordenen!”

”Og medierne skal ikke lade sig spænde for en vogn. Tjek fakta, så de ikke laver fejl. Vær ekstra påpasselig!”

 

Fortryder du noget i din dækning?

Journalisterne Rasmus Just og Jesper Sørensen dækkede flere af de sager, Carl Holst kom ud i. De synes, dækningen har været fair, men Rasmus Just fremhæver en ting, han gerne ville have gjort bedre.

Det er Rasmus Just magtpåliggende, at hans indgang til historien dels var en tidligere ansat meget tæt på Carl Holst i regionshuset, der fortalte, at assistenten fungerede som Carl Holsts personlige assistent i hele perioden. Og at assistenten ikke mindst var ansat for at sikre, at Carl Holst ikke sled på alle andre ansatte.

”Kilden forklarede mig, at de ansatte havde svært ved at sige fra over for Carl Holst, fordi han var folkevalgt. Ifølge kilden var Carl Holst, fra han meddelte sit kandidatur til Folketinget og et år frem til valget, reelt i valgkamp, hvor noget havde med regionen at gøre, andet ikke. Og så blev ansatte presset til at levere, hvor de måske skulle have sagt fra,” forklarede kilden mig.

Rasmus Just mener i det hele taget, at Carl Holsts væsen kan være en del af forklaringen på, at historierne kom frem. Han havde samlet fjender op på sin vej, vurderer han.

”Min vurdering er: Carl Holsts egen person har stået rigtig meget i vejen for det her. Hans egen ageren. Den, man møder på vej op, møder man også på vej ned: Mange havde ikke lyst til at hjælpe ham.”

Nuanceret dækning

Rasmus Just mener, at en del af Carl Holsts kritik af JydskeVestkysten er en misforståelse.

”Carl Holst har været meget ude efter JydskeVestkysten, men jeg synes, han nogle gange går galt i byen. Han ser ikke altid, hvem afsenderen er – er det Berlingske eller en artikel, som Fyens Stiftstidende har skrevet?”

Overordnet mener Rasmus Just ikke, at avisen har manglet nuancer i dækningen.

”Jeg synes, vi har en meget nuanceret dækning af problematikken om eftervederlag. Det fremgår meget klart af vores dækning, synes jeg, at Carl Holst ikke bryder loven. Men der er et hul i loven, da der ikke er taget højde for, at en regionsrådsformand kommer i Folketinget. Andre huller var der taget forbehold for.”

Fortryder en ting

Rasmus Just forklarer, at avisens dækning var båret af Carl Holsts meget forskellige svar.

”Først afviste han at have haft personlig assistent, så afviste han, at den personlige assistent lavede politisk arbejde for ham. Så forklarede han, at det, at han sagde, at assistenten ikke havde ført valgkamp for ham, skulle forstås sådan, at det ikke var det, han var ansat til. Men assistenten sad med to kasketter. At politiet ikke har løftet bevisbyrden, gør ikke, at det ikke var en interessant historie.”

Synes du, at statsadvokatens beslutning om ikke at rejse sag mod Carl Holst er dækket grundigt nok?

”Ja, det synes jeg. Jeg har ikke overblik over alle medier. Men i min egen avis snakkede vi med Carl Holst og andre og prioriterede det og slog det rimeligt stort op.”

Hvad er det mest ulovlige, Carl Holst har gjort?

”Jeg tror ikke, man kan sige, at han har gjort noget ulovligt, for det har politiet jo ikke kunnet bevise.”

Fortryder du noget i din egen dækning?

”Ja. På et tidspunkt bliver advokat­rapporten, der skal udrede sagerne, ændret. De ændringer skulle vi have gjort mere ud af. Det har vi siden hen fortalt om et hav af gange, men det skulle vi have gjort mere ud af dengang. Det er også vigtigt at huske, at der stadig står flere kritikpunkter fra advokaterne tilbage i den endelige rapport, på trods af rettelserne. Det glider Carl Holst i dag af på. Han vil hellere snakke om de ting, der blev rettet, end de ting, som stod tilbage i rapporten.”

Carl Holst svarer dette på vurderingen af, at de ansatte havde svært ved at sige fra: ”Det kan dokumenteres, at det aldrig har fremgået af de offentligt tilgængelige medarbejdertilfredshedsundersøgelser, hvor de ansatte kunne svare anonymt.”

Carl Holst svarer på kritikken af de forskellige svar om den personlige assistent, at han blev fanget af, at regionen først udtalte, at der ikke var tale om en personlig assistent, og derpå ændrede forklaring til, at der var tale om en personlig assistent.

 

Jesper Sørensen mener, at Carl Holst i sin bog og i interview er meget selektiv med hensyn til, hvad han vælger at tale om.

”Der er mange ting, han ikke forholder sig til i bogen. Det er hans ret, han har ytringsfrihed, men jeg synes, det er ærgerligt, at han ikke forholder sig til det,” siger Jesper Sørensen, der har læst Carl Holsts bog.

”Bogen efterlader mig med et indtryk af en mand, som har haft det hårdt og været udsat for et sprogbrug, som jeg heller ikke bryder mig om. Når det er sagt, så synes jeg, det ville være godt, hvis han havde erkendt flere af sine egne fejl.”

”Carl Holst siger for eksempel, at han ikke har fået en dom. Men det betyder jo ikke, at han ikke har gjort noget forkert. Vejle Amts Folkeblads pointe har ikke været, at han nødvendigvis har gjort noget ulovligt, men om han har varetaget sit hverv moralsk.”

En personlig hjælper

Jesper Sørensen fremhæver ansættelsen af assistenten som problematisk.

Synes du, det er fremgået tydeligt af din dækning, at Carl Holsts eftervederlag var i overensstemmelse med loven?

”Ja, det synes jeg fremgår meget tydeligt, det stod allerede i første artikel. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var lovligt. Er der da nogen, der er i tvivl om det? Mange historier i medierne handler ikke om, hvorvidt en sag er lovlig, men om den er rimelig.”

Ingen grund til dementi

Jesper Sørensen understreger, at han har givet Carl Holst fair vilkår.

”I sagen med eftervederlag, som jeg var først med, kan jeg dokumentere, at jeg gav ham god tid til at svare. Men han valgte at svare først på de sociale medier, så svarede han andre medier. Han svarede mig som den sidste. Det ville da være naturligt først at svare den journalist, som først henvendte sig med sagen.”

Carl Holst kritiserer over for Journalisten, at Vejle Amts Folkeblad ikke bragte et dementi, selv om Indenrigsministeriet og Forsvarsministeriet opfordrede til det, i sagen om eftervederlag.

”Carl Holst gør meget ud af, at det ikke blev efterlevet. Men man bringer jo kun et dementi, hvis der er noget at dementere. Jeg sendte henvendelsen til en professor i retorik, og han sagde, at det, ministeriet ville have dementeret, jo slet ikke står i min artikel.”

Jesper Sørensen forstår ikke den del af kritikken.

”90 procent af min artikel var copy pastet fra en mail fra en højtstående embedsmand i Indenrigsministeriet. Embedsmanden gjorde meget ud af at fortælle mig, at det ikke var meningen, at nogen skulle havde dobbeltløn, og at det jo kunne virke stødende. Men at de ikke havde taget højde for, at regionsformænd kommer i Folketinget og bliver ministre. Det var Carl Holsts politiske valg at angribe avisen, men der var ingen substans i det, og de fulgte ikke vores opfordring om at gå til Pressenævnet, hvis de var utilfredse.”

Carl Holst svarer, at han er glad for, at Jesper Sørensen nu kalder det eftervederlag og ikke dobbeltløn. Til kritikken af, at det var svært at få en kommentar fra ham, svarer han:

”Presseafdelingen i Forsvarsministeriet, hvor jeg var på daværende tidspunkt, oplevede ikke, at Jesper Sørensen havde forsøgt at få en kommentar fra mig.”