Journalisten ville sætte Kina-kritisk plakat op på nationalstatuen. Ifølge chefredaktør Poul Madsen var missionen at udstille den danske regerings hykleri i forbindelse med det officielle statsbesøg fra Kina.Ekstra Blads-journalisten Janus Østergaard er blevet anholdt, da han ville sætte en Kina-kritisk plakat op ved Den lille havfrue.
Det skriver Ekstrabladet.dk.
Plakaten, der blev sat op i forbindelse med det officielle statsbesøg fra Kina, viser en tibetaner, der har sat ild til sig selv. På kinesisk står sætningen: 'Hvad vil de gøre, hr. diktator'.
Chefredaktør Poul Madsen siger til netavisen.
»Anholdelsen udstiller, hvordan Danmark har lagt sig på maven for kineserne. Man har gjort alt for at please kineserne og skærme dem fra den frie danske presse, så de ikke får ubehagelige spørgsmål om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Ekstra Bladets mission er at udstille den danske regerings hykleri.«
Journalisten er angiveligt blevet ført til Station Bellahøj. Ekstra Bladets advokat, Ulrik Ibfeldt, har talt med journalisten.
»Vi har lov til at demonstrere her i landet, lov til at sige vores mening. Det er nogle politistatsmetoder, det giver sammenligninger til styrer, vi ikke vil sammenlignes med. De kan bare bede ham om at gå et andet sted hen,« siger Ulrik Ibfeldt til Ekstra Bladet.
Journalisten.dk har været i kontakt med Ekstra Bladets tillidsmand, Tine Johansen. Hun har endnu kke været i kontakt med Janus Østergaard og vil derfor gerne vente med at udtale sig om sagen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.