Efter tøven bliver Filmmagasinet Ekko også digitalt

Filmmagasinet Ekko tilbyder nu sine abonnenter magasinets artikler digitalt - på tablet og smartphone. “Vi har skullet passe på ikke at lave noget, der trækker tæppet væk under os selv økonomisk,” siger chefredaktør om omstillingen. Han håber på højere læsertal og bedre indtjening

Det har taget lang tid at træffe beslutningen.

Men i efteråret 2016 mente Filmmagasinet Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, at det var tid – Ekkos trykte magasin skulle også kunne læses digitalt. Nu er den digitale udgave af magasinet, som kan læses på tablet og smartphone, kommet på gaden.

“Vi har altid haft det sådan, at det trykte magasin var noget særligt. Vi elsker det taktile, og at man kan lægge det på sit sofabord,” siger Claus Christensen.

“Derfor har vi aldrig før sendt versioner ud digitalt. Men vi kan også konstatere, og flere og flere læsere i dag bruger deres smartphones og tablets til at læse, mens de er på farten.”

Man fristes næsten til at spørge dig, hvorfor det har taget så lang tid, før I gjorde det her?

“Vi er nok ret konservative og tror stadig på det trykte magasin. Vi har værnet om, at det skulle være noget eksklusivt. Vi har også ledt efter, at vi kunne finde et godt teknisk format, som vi var tilfredse med. Vi ønskede, at det ikke skulle være sådan et primitivt pdf-dformat, for det mente vi ikke fungerede,” siger Claus Christensen.

“Det digitale giver ekstra muligheder”

Det digitale magasin bliver kun tilgængeligt for personer, der allerede abonnerer på det trykte Ekko – som et tillæg til deres abonnement. Magasinet kan findes igennem en app på både smartphone og tablet.

I det digitale magasin udbygger Ekko deres reportager og portrætter med flere fotos, og artiklerne forsøger de at give ekstra værdi igennem aktive links og ved at sætte videoer ind i magasinet.

“Det digitale giver ekstra muligheder. Det kan være nyttige links til filmleksikonet IMDB, trailere til film samt videoer, vi selv laver ved interview. Det kan også være links til efterfølgende historier, vi laver på nettet,” siger Claus Christensen.

Det centrale for Ekko i processen med at gøre magasinet digitalt har været, at det både var lækkert og brugervenligt. Derfor kan man i den digitale udgave af bladet læse og se artiklerne, som de er designet i bladet. Man kan også få en version kun med tekst uden billeder.

“Vi har gjort det som en ekstra service, men det er også klart, at det er nyt territorium for os,” siger chefredaktøren.

Håber på højere læsertal

Ekkos chefredaktør vil ikke give et bud på, hvad digitaliseringen i sidste ende kommer til at koste Ekko, eller ønsket at oplyse, hvad det indtil videre har kostet dem. Men det har ikke været billigt at digitalisere magasinet, fortæller han.

Udgifterne inkluderer blandt andet arbejdstimer på at digitalisere bladet og udgifter til løsninger til at publicere magasinet digitalt.

“Det er noget, vi har talt om i lang tid, og jeg har skullet tænke meget over det. Vi har skullet passe på ikke at lave noget, der trækker tæppet væk under os selv økonomisk. Vi har lagt et stort arbejde i at finde det rigtige format og få tilmeldt magasinet de steder, hvor man kan købe det,” siger Claus Christensen.

Han forventer, at de største udgifter til den digitale udgave af magasinet fremover bliver de arbejdstimer, det kræver at gøre magasinet klar digitalt og give det merværdi i form af links og videoer.

Han mener, at det har været investeringen værd at digitalisere Ekko. Han håber også, det nye tilbud kan hjælpe magasinet med at tjene flere penge fremover.

“Det er klart. Det er en måde, vi håber at kunne forøge vores læsertal, fordi vi netop giver en ekstra tjeneste. Og man kan stadig kun læse det, hvis man får det trykte blad,” siger han.

Flagskibet er det trykte magasin

Claus Christensen afviser, at det digitale Ekko er et skridt på vejen til, at filmmagasinet kun findes digitalt.

“Vores styrke er, at vi laver et trykt magasin, som vi ved er gennemarbejdet fra start til slut,” siger han.

I har jo også en hjemmeside, der kører sideløbende med magasinet – hvorfor er det ikke her, I opgraderer i stedet for?

“Jeg synes stadig, den er rigtig velfungerende. Det har ikke været tiden til at lave en opdateret version af den. Vi bruger også rigtigt mange kræfter på hjemmesiden og på at lave historier der, som ikke kommer i magasinet,” siger Claus Christensen.

Hvorfor har I eksempelvis ikke fokuseret på at skrue op for nyhedsflowet online?

“Det er min klare opfattelse, at vi faktisk også har gjort det. Jeg tror, vi har et gennemsnit på fire til fem artikler om dagen på nettet, hvilket er en fordobling i forhold til tidligere. Om vi har nok eksklusive historier, er altid noget, vi kan diskutere. Men vi prioriterer det i høj grad,” siger han.

Filmmagasinet Ekko har indtil videre digitaliseret 10 udgaver af deres trykte magasin. De planlægger løbende at digitalisere resten af deres bagkatalog.

0 Kommentarer