Bliver dommen mod BT stadfæstet "vil det være en ganske omfattende begrænsning af offentlighed i retsplejen", skriver chefredaktør i en mail til journalisten.dkDen dom, som Københavns Byret i går afsagde over to BT-journalister og den tidligere chefredaktør Peter Brüchmann, kan få vidtrækkende konsekvenser.
BT-medarbejderne blev dømt for at citere for detaljeret for en retskendelse, de havde fået aktindsigt i. Nuværende chefredaktør på BT Anders-Peter Landert tager afstand fra afgørelsen:
"Vi er selvsagt meget uenige i dommen. Det centrale i sagen er, hvordan 'støtte for redaktionelt og journalistisk arbejde' skal forstås. Vi kan ikke se, hvordan vores brug skulle strække ud over dette, og derfor har vi anket dommen," skriver han i en mail til journalisten.dk med henvisning til retsplejelovens paragraf 41 f.
Her fremgår formuleringen om, at man som journalist må bruge indsigt i retskendelser til "støtte". Anders Peter Landert pointerer dog, at den formulering ikke kun handler om indsigt i retskendelser.
Gårsdagens dom har derfor konsekvenser for et langt bredere område inden for retsreportagen:
"Denne samme begrænsning – altså brug til støtte for redaktionelt og journalistisk arbejde – ligger i øvrigt ikke kun til grund for kendelserne, men retsbøger helt generelt. Og derfor vil det være en ganske omfattende begrænsning af offentlighed i retsplejen, hvis byrettens resultat stadfæstes," skriver han i mailen til Journalisten.
Ekstra Bladet er også sigtet i samme sag, og avisens advokat, Ole Liedke, har tidligere i dag fortalt til Journalisten, at han også forudser, at sagen kan få konsekvenser for journalistiske arbejdsmetoder:
»Fra journalisters synspunkt kan sagen betyde, at man er bange for at bruge de her oplysninger, som man for eksempel har fået udleveret via aktindsigt, og dermed kan det blive en hindring for ens arbejde. Hvis man kigger tilbage, er der ganske mange journalister, der jævnligt gør brug af oplysninger fra kendelser,« sagde Ole Liedke.
Sagen starter i januar 2011, hvor landmanden Jørn Brøgger Lund bliver fundet myrdet, bundet til sin seng. Mordet tiltrækker sig en del opmærksomhed. En kvinde bliver anholdt og varetægtsfængslet i sagen.
Grundlovsforhøret, hvor hun bliver varetægtsfængslet, foregår for lukkede døre. Men BT og Ekstra Bladet får aktindsigt i fængslingskendelsen. Her fremgår det, at den myrdede havde dyrket S/M-sex, hvilket fremgår af de artikler, BT er blevet dømt for.
Det drejer sig om to artikler, hvor der er citeret fra retskendelsen. Den ene blev publiceret på nettet fredag den 14. januar 2011. Her er der citeret i alt 13 fordelt på en sætning og to udtryk i citationstegn. Den anden historie blev trykt i avisen dagen efter. Her er der citeret i alt 61 ord fra kendelsen fordelt på to sætninger.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jo selvfølgelig. Jeg smutter lige ned i arkivet og finder et ledigt k.
- Skipper
Der er en tastefejl i rubrikken. Det kan ske for den bedste (it takes one...).
Er der ikke en venlig sjæl, der kan kaste et k ind og hive n'et ud? ;-)
Bh