Børnepornodømt redaktør begæret konkurs. Har ikke udbetalt løn til tre journalister. »Det eneste, vi er interesserede i, det er at få løn til vores medlemmer,« siger jurist ved DJ Henrik Rønne.
Dansk Journalistforbund har begæret Netavisen Nordkysten ApS konkurs. Sagen bliver behandlet ved retten i Helsingør den 8. november.
Konkursbegæringen kommer, efter at tre sportsjournalister gennem længere tid ikke har fået udbetalt det, de skulle have i løn.
»Det eneste, vi er interesserede i, det er at få løn til vores medlemmer,« siger jurist ved DJ Henrik Rønne.
De tre journalister har tilsammen 100.000 kroner til gode fra Nordkysten.nu.
I sidste uge kom det frem, at Nordkysten.nu's ansvarshavende redaktør, en 60-årig mand, er blevet idømt ubetinget fængsel for distribution af børneporno.
Konkursbegæringen har intet med denne sag at gøre.
DJ har gennem længere tid rejst krav til Nordkysten.nu om at få udbetalt den skyldige løn til de tre journalister.
»Vi har ingen interesse i at lukke medier. Det er mere af nød, at vi begærer konkurs,« siger jurist Henrik Rønne.
»Lønmodtagernes Garantifond udbetaler kun, hvis der foreligger en konkurs.«
Det forlyder, at et nyt hold ejere vil forsøge at redde stumperne af netavisen Nordkysten.nu. De nye ejere vil forsøge at fortsætte udgivelsen af netavisen, men vil ikke tage ansvar for kravene mod den nuværende ejer.
4