Gammeldags nyhedsmedier spiller stadig en afgørende rolle. Og netop derfor valgte WikiLeaks at gå til pressen med historien om de 92.000 hemmelige militærdokumenter, der giver et tvivlsomt billede af krigsindsatsen i Afghanistan. Det mener journalistprofessor.
Umiddelbart virker det fuldstændigt ulogisk.
Hvorfor i alverden skulle en organisation som WikiLeaks pludselig samarbejde med The Guardian, New York Times og Der Spiegel, når nu WikiLeaks tidligere har signaleret, at man foragter de traditionelle medier?
Alligevel er der en god grund til, at den uafhængige og frittænkende organistion WikiLeaks søndag valgte at alliere sig med en række udvalgte "gammeldags" medier, da man ville ud med budskabet om de godt 92.000 hemmelige militærdokumenter om krigen i Afghanistan.
De traditionelle medier spiller nemlig stadig en betydningsfuld og afgørende rolle, lyder det fra assisterende professor i journalistik ved Northeastern University i Boston, Dan Kennedy, i The Guardian.
Dan Kennedy – der også blogger på Media Nation – påpeger, at WikiLeaks grundlægger, Julian Assange, tidligere i år måtte sande, at det ikke altid er nok blot at bringe de helt store afsløringer. Og det uanset hvor store de måtte være. For hvis WikiLeaks for alvor skal brage igennem og få størst mulig indflydelse, så gælder det om at blive taget alvorligt og koblet sammen med eksisterende troværdige og respekterede medier.
Det var blandt andet de dyrekøbte erfaringer fra afsløringerne i april i år, hvor WikiLeaks offentliggjorde en militærvideo, der viser amerikanske soldaters nedskydning af flere end 12 civile irakere, heraf to journalister fra nyhedsbureauet Reuters.
Materialet var dybt chokerende, men videoens troværdighed blev lynhurtigt selve temaet i debatten – frem for indholdet af videoen.
Og derfor har WikiLeaks denne gang valgt at alliere sig med The Guardian, New York Times og Der Spiegel, mener altså Dan Kennedy.
"The lesson: shocking material and a flair for public relations may be enough to get you noticed. But if it's credibility you want, then old-fashioned news organisations still have something to offer," skriver han.
De tre udvalgte medier fik således allerede for en måned siden adgang til de omkring 92.000 dokumenter, hvorved mediernes professionelle journalister fik tid til at læse det hele ordentligt igennem.
Og ved offentliggørelsen stod budskabet derfor også langt mere klart:
De hemmelige dokumenter tilføjer kvalmende detaljer til alle de forfærdelige beretninger, som offentligheden allerede har fået: Eksempelvis hvordan store dele af den pakistanske efterretningstjeneste flere gange har støttet Taliban; hvordan op mod 200 civile afghanere er blevet dræbt af koalitionsstyrkerne i Afghanistan, uden at det er kommet frem i offentligheden; og hvordan Afghanistans civilbefolkning må døje med en korrupt og ineffektiv regering.
Ikke særligt overraskende gav Obamas regering efterfølgende WikiLeaks det glatte lag for at frigive dokumenterne, fordi situationen ifølge USA er blevet meget bedre siden 2009, hvorfra de seneste af de hemmelige dokumenter stammer fra.
Men ingen har dog stillet spørgsmål ved materialets ægthed. Og det skyldes blandt andet, at WikiLeaks denne gang har forstået at bruge medierne langt bedre, argumenterer journalistprofessoren Dan Kennedy.
Han mener, at WikiLeaks grundlægger, Julian Assange, i virkeligheden har valgt at gøre præcis det samme som Daniel Ellsberg, der i 1971 lækkede de såkaldte Pentagon Papers om Vietnamkrigen til Washington Post og New York Times.
Med andre ord så er Julian Assange begyndt at optræde som enhver anden klassisk gammeldags nyhedskilde, der vælger sine journalister ud.
Dan Kennedy henviser desuden til journalistprofessor på New York University Jay Rosen, der har kaldt WikiLekas for "verdens første statsløse nyhedsorganisation" (the World's First Stateless News Organization). Her pointeres det samtidig, at Julian Assange og hans medaktivister i virkeligheden er mindre interesserede i nyheder end i at opnå politisk indflydelse. Og netop derfor giver det mening for WikiLeaks at samarbejde med journalister frem for at positionere sig selv i opposition til medierne.
Læs hele Dan Kennedys vurdering her.
Læs endvidere analysen fra New York Times' blogger David Carr, der fuldstændigt i samme boldgade noterer, at der er tale om en ny alliance mellem pressen og WikiLeaks: Behind ‘War Logs,' a New Kind of Alliance
Og endelig har Journalisten.dk's egen blogger Teddy Østerlin Koch, netop skrevet: De faktiske forhold i krigsjournalistikken
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Uha, var det dovenskab eller bare for svært, siden følgende citat ikke blev oversat:
"The lesson: shocking material and a flair for public relations may be enough to get you noticed. But if it's credibility you want, then old-fashioned news organisations still have something to offer,"
Det virker dumt på mig, at man midt i en dansk sproget artikel, begynder at bruge citater på udenlandske sprog. Vil man hos Journalisten.dk fremover også bringe ikke oversatte citater på Farsi, Serbo-kroatisk, græsk og nynorsk?