Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«

TV 2's politiske reporter Kaare R. Skou holder fast i sin påstand om, at lækagen om jægersoldaterne kom fra Forsvarsministeriet.

TV 2's politiske reporter Kaare R. Skou holder fast i sin påstand om, at lækagen om jægersoldaterne kom fra Forsvarsministeriet.

»Kaare R. Skou ved det ikke.« Så kontant var udmeldingen fra TV 2's nyhedschef Michael Dyrby over for Poltiken i går i forhold til spørgsmålet om, hvem der lækkede oplysningerne op jægersoldaternes indsættelse i Irak tilbage i 2007.

Den politiske reporter Kaare R. Skou er ikke enig med sin nyhedschef om sagen, og han holder over for Journalisten.dk fast i sin påstand om, at lækagen kom fra Forsvarsministeriet.

Kaare R. Skou kan til gengæld ikke se noget underligt i, at hans egen nyhedschef i går undsagde ham.

»Jeg synes ikke, der er noget usædvanligt i det. Jeg har stadig det bedste forhold til Michael Dyrby,« siger han til Journalisten.dk

Men han angriber jo din troværdighed ved at sige, at du ikke kan vide, hvad du påstår at vide?

»Jamen, det må han jo så mene. Michael Dyrby kan jo af gode grunde ikke vide, hvad jeg ved,« slår han fast.

Kaare R. Skou mener ikke, han handler illoyalt over for kollegaerne på TV 2, fordi han ikke røber navnet på den medarbejder i Forsvarsministeriet, der altså angiveligt talte over sig.

»Vi [Michael Dyrby og jeg red.] er begge to enige om, at vi ikke røber nogen navne. Lige meget hvor meget Politiken graver videre, så får de ikke mere ud af at tale med mig,«

Kaare R. Skou holder fast i sin påstand om, at lækagen kom fra en ansat i Forsvarsministeriet. Det skrev han nemlig allerede i sin bog "Land at lede", der udkom i 2008. Dengang vakte påstanden ingen opstand.

»Det, jeg står ved, er de ting, jeg skrev i min bog for to år siden. Hvis jeg skulle nå til en anden konklusion i dag, så skulle jeg jo dementere det, jeg skrev i bogen, og det jeg har jo lidt vanskeligt ved at gøre,« siger Kaare R. Skou.

6 Kommentarer

Jan Eskildsen
28. JANUAR 2010
Re: Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«

Hvornår er Tøger Seidenfaden blevet sandhedsvidne på spørgsmålet om, hvad man må og ikke må?

Når nu alle åbenbart ved, at Rasmus Tandholdt ved hvem lækagen er, hvorfor skal det så gå ud over Kaare R. Schou?

Er der nogen, der seriøst mener, at man kan stole på det, der siges og skrives fra Forsvarsministeriets side?

Ved John Dyrby overhovedet selv noget om sagen?

Mange spørgsmål...

 

Jens Yde
28. JANUAR 2010
Re: Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«

Oppositionelle kræfter i pressekorpset er ved at gå ud af deres skind over, at socialdemokraterne og deres støtter er holdt fra magten i snart 10 år. Dette ses helt tydeligt hos TV2s Kaare R. Skou, der flere gange har optrådt uligevægtig i sine kommentarer, når emnet VKO skulle dækkes.  Nu griber Skou altså til det ultimative våben i sin livslange vendetta mod ”VKO”, idet han afslører kilderne til sin arbejdsplads’ gode soldaterhistorier med det mål at få væltet regeringen og ikke mindst dets støtteparti.

Cand. scient. pol. Tøger Seidenfaden sagde til aften til Jersild Live, DR, at journalister ikke kan påberåbe sig ”tavshedspligt” i en sag, hvis strafferammen for en forbrydelse er over fire år. Det var jeg ikke klar over. Hvad så med Watergate, hvor Deep Throat alias Mark Felt, FBI, muligvis stod til livstid eller dødsstraf, hvis journalisterne Bernstein og Woodward havde fortalt, hvem han var.  Kunne man i USA da have tvunget journalisterne til at tale, sådan som man åbenbart kan i Danmark?

Og vidste ledelsen på Washington Post, hvem Deep Throat var? Det kan man jo godt tro, når det viser sig, at en leder fra TV2, Michael Dyrby, temmelig nøjagtigt ved, hvem på redaktionen der kender navnet på kilden fra  Forsvarsministeriet. (Faktisk tror jeg selv, at hvis en journalist fortæller en chef, hvem journalistens hemmelige kilde er, så går der ikke mange minutter, inden samfundets top er underrettet, men det kan jeg jo ikke bevise).

Det bliver spændende at følge fortsættelsen. Vil regeringsvenlige journalister nu afsløre de af oppositionens folk, der anonymt har bidraget til gode historier? Kommer der en borgerkrig på kildeafsløringer, der vil lægge store dele af DJØF og DJ i ruiner?

 Vi bliver nok mange, der under stor morskab vil følge med fra bageste række i teatret.

Hvad med at få Morten Wagner som journalisternes forsvarer i de kommende injuriesager?

Johs Krarup
28. JANUAR 2010
Re: Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«

Tankevækkende, at TV 2 Nyhederne i dag (28. januar) INTET have om sagen i 19-udsendelsen. Og det er heller ikke muligt at finde en nyhed på hjemmesiden. Er Michael Dyrby faldet så meget til regeringens spin, at det på Kvægtorvet ikke længere drejer sig om journalistiske vurderinger....

Per Henrik Karlsen
28. JANUAR 2010
Re: Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«
Sagen nævnes sjovt nok slet ikke i TV2 Nyhederne. Det er da ikke hver dag en minister politianmeldes. Hvad med et navneskifte til TV2 Fox News efter deres amerikanske forbillede?
Øjvind Hesselager
28. JANUAR 2010
Re: Kaare R. Skou: »Dyrby ved ikke, hvad jeg ved«

Dette er en fantastisk historie. Jeg kan slet ikke vente på næste replik!

Fx. Læste Dyrby ikke Kaares bog?

Flere