Brancheforeninger vil fusionere: “Der er en voldsom brancheglidning”

Det trækker op til fusion mellem brancheforeningerne Kreativitet & Kommunikation (KreaKom) og Public Relations Branchen. Brancherne er smeltet sammen, forklarer direktør i KreaKom, Tine Aurvig-Huggenberger. ”Vi kan godt lide, når vores modparter er godt organiserede,” siger DJ’s næstformand

To markante brancheforeninger på kommunikationsområdet kan blive til én. Ved foreningen Public Relations Branchens generalforsamling 8. marts fik ledelsen mandat til at forhandle med Kreativitet & Kommunikation (KreaKom) om en fusion. Og det vil KreaKom meget gerne snakke om, siger foreningens direktør Tine Aurvig-Huggenberger.

”Når man kigger på hele markedet, er der ingen tvivl om, at der er en voldsom brancheglidning. Før var kommunikationsdisciplinerne meget mere strikt opdelt, men i dag har reklamebureauer hele kommunikationsafdelinger, og traditionelle kommunikationsbureauer laver også reklame,” siger hun.

KreaKom har 136 medlemmer – en blanding af reklamebureauer, mediebureauer, kommunikationsbureauer, eventbureauer og filmproducenter. Public Relations Branchen organiserer klassiske pr- og rådgivningsbureauer som Burson-Marsteller, Geelmuyden.Kiese og PrimeTime Kommunikation.

Stram dansk lovgivning

De to brancheforeningers medlemmer har ifølge Tine Aurvig-Huggenberger nogle fælles behov, der handler om at brande branchen udadtil og skabe bedre rammebetingelser – blandt andet omkring den lovgivning, der regulerer branchen.

”Reklame- og kommunikation er faktisk hårdt politisk reguleret – lige fra markedsføringsloven til regler omkring køn og alkohol. Der er en række ting, som har betydning for, at vi kan konkurrere i markedet, også internationalt,” siger hun og nævner som eksempel, at de danske regler ikke altid flugter med EU-reglerne på området, hvilket gøre det sværere for danske virksomheder at agere internationalt.

”På nogle områder er dansk lovgivning strammere. Men det er ikke kun et spørgsmål om det. Hvis du har en kampagne, der skal rulles ud i Norge, Sverige, Holland og så videre, skal man navigere i mange lovgivninger, fordi man implementerer EU-lovgivningen forskelligt.”

Hun nævner også, at en fusion vil gavne branchen, fordi man kan trække på samme juridiske rådgivning, samme analysemateriale, og så er det indlysende, at en større forening giver en større stemme.

DJ vil drikke kaffe

Dansk Journalistforbund (DJ) har mange medlemmer på kommunikationsområdet, men særligt blandt de private virksomheder har man ikke det samme aftalebaserede arbejdsmarked som på andre DJ-områder. Derfor hilser DJ’s næstformand Tine Johansen det velkommen, hvis arbejdsgiversiden vil styrke deres organisering.

”Vi har et fint forhold til begge de to foreninger. Men det er altid simplere rent organisatorisk, hvis der er én samlet forening at tale med. Vi kan godt lide, når vores modparter er godt organiseret,” siger hun.

De to brancheforeninger forhandler ikke overenskomster på deres medlemmers vegne, men som talerør for mange DJ-arbejdsgivere er der alligevel tale om potentielt vigtig modpart.

”Med en ny stor stærk organisation er jeg sikker på, at vi vil have interessante ting at tale om. Så jeg vil da tro, vi inviterer os selv på en kop kaffe, hvis det kommer dertil,” siger Tine Johansen.

Løn, praktikanter og etik

Også Per Roholt, formand for DJ Kommunikation, mener, at DJ vil have glæde af en stor brancheforening for kommunikationsområdet.

”Det er fint at have en modpart man kan holde ansvarlig og diskutere med. Man kan håbe, at den nye organisation vil være parat til at gå i dialog om ordnede løn- og arbejdsforhold i branchen. Det gælder specielt muligheden for at lave aftaler, men også i høj grad muligheden for at bruge praktikanter. Og så ser jeg en stor fordel i, at man tager et ansvar i forhold til etik i branchen,” siger Roholt, der også ser muligheder for samarbejde, blandt andet i forhold til DJ’s medlemmer med lederstillinger i kommunikationsbranchen.

Tine Aurvig-Huggenberger, der har en fortid som næstformand for LO, kan også godt se for sig, at en stor, fælles brancheforening vil give bedre mulighed for et mere aftalebaseret arbejdsmarked i kommunikationsbranchen.

”Der er ingen tvivl om, at bedre organisering på arbejdsgiversiden giver bedre mulighed for aftaler. Men der ligger lige så meget et spørgsmål om, at arbejdsmarkedet ændrer sig i retning af flere freelancere. Og der er lønmodtagersidens udfordring at have nogle relevante tilbud og eksempelvis tilbyde medlemskaber, der dækker en person, uanset om vedkommende er fastansat eller vælger at have sit eget firma i en periode,” siger hun.

0 Kommentarer