Den britiske public service-gigant kan i næste måned fejre, at BBC Television Centre fylder 50 år. Og meget tyder på, at BBC samtidig afslører planerne for et nyt "kreativt hovedkvarter", der skal forny hele det vestlige London.
Foreløbig er der stadig kun tale om skitser til det nye "creative quarter", skriver Guardian. Men ifølge avisen er der lagt op til det største udviklingsprojekt i Europa i nyere tid, som dækker et område på godt 93.000 kvadratmeter.
Tanken er, at omdanne det eksisterende Television Centre til et nyt centrum for uafhængige medie- og produktions-selskaber, kunstnere og kreative performere.
BBC forestiller sig, at det eksisterende Television Centre sælges til ejendomsudviklere, hvorefter BBC lejer nogle af studierne tilbage.
Det nuværende Television Centre blev åbnet i 1960 og har været hjemsted for nogle af BBC's største tv-produktioner.
Muligheden for at omdanne området skyldes blandt andet, at store dele af produktionen i 2012 flyttes til det nyindrettede Broadcasting House i det centrale London samt Salford Quays i Greater Manchester. Det gælder blandt tusindvis af medarbejdere fra nyhedsafdelingen, børneafdelingen, sport, Radio 5 Live samt 'future media and technology'.
Udviklingen af Television Centre er i øvrigt kun en del af en større udviklingsplan for hele det vestlige London (W12).
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.