
Reportage fra 24syvs sidste sendedag. Stine Boa lægger blomster foran Radio24syv. Gregers Tycho
Hvem er død, tænker man. Er nogen blevet kørt ned, har der været et terrorangreb, og nu lægger folk blomster ved ambassaden? Nej. Ingen er død. Men Radio24syv er lukket, og på radioens sidste sendedag 31. oktober tog Jyllands-Postens fotojournalist Gregers Tycho et billede af en kvinde, der kom for at sige farvel.
”Det minder om andre billeder, jeg har taget, hvor folk viser sympati over for terrorofre. Noget, der er meget mere alvorligt. Det kunne være et billede på noget andet og mere dramatisk. Men det føltes ikke mærkeligt, da jeg tog det.”
Gregers Tycho havde først fotograferet den folkemængde, der var samlet ude foran radioen og grinede, skålede og hørte det sidste afsnit af programmet ’Den Korte Radioavis’ i højtalere. Men da han så kvinden med blomsterne, gik han med hende om på den anden side af bygningen, hvor hun lagde dem ned til de mange buketter, der allerede lå der.
”Jeg oplevede, at radioen har betydet meget for folk. Det er noget, de gerne vil sige farvel til,” siger han.
Gregers Tycho er fotojournalist på Jyllands-Posten
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.