I måneder har rygterne svirret. Nu tror britisk analytiker, at Mecom kan blive tvunget til at sælge hele den norske del af imperiet fra før nytår
Kæmpegæld presser i stigende grad ejeren af Berlingske Media, britiske Mecom. Og nu vurderer en britisk analytiker ved Royal Bank of Scotland, Simon Davies, at der er 'gode chancer for', at den norske del af Mecom – Edda Media – vil blive solgt fra allerede inden udgangen af i år.
Til Finansavisen siger han:
»På grund af den høje gældsgrad og markedets åbenlyse bekymring, så tror jeg, der er gode chancer for, at Edda Media vil blive solgt inden det kommende år.«
Allerede midt i juli forlød det, at Mecom måske var på vej til det helt store udsalg af sine medie-besiddelser, for at slippe af med noget af den enorme gæld på 5,5 mia. kr. Et norsk selskab havde ifølge Financial Times budt 3,5 mia. kr. på Edda Media.
I starten af september kom det tillige frem, at norske LO er interesseret i at handle med Mecom. En sådan handel kan indebære en sammenlægning af norske A-pressen og Edda Media.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.