I USA skriver robotter allerede sports- og finansnyheder, og robotterne er også i stand til at skrive mere kritisk politisk journalistik og kulturanmeldelser. Ifølge Klaus Æ. Mogensen, seniorforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning, vil 90 procent af al journalistik i Danmark blive skrevet af robotter inden for 12-15 år.
Det eneste opløftende er, at journalister ikke er alene om at ryge af brættet:
”I 2030 vil de fleste chauffører, læger, kirurger, spekulanter, indholdsredaktører, journalister, oversættere, turistguider og skolelærere (…) være helt eller delvist overflødiggjort af robotter, computere og smartphones,” lyder det i Institut for Fremtidsforsknings magasin SCENARIO 5 fra efteråret 2013.
Forskeren bruger eksemplet med en ildebrand, hvor en journalist tager ud og stiller nogle helt bestemte spørgsmål til overlevende og brandfolk og tager nyhedsbilleder.
»’Hvordan havde du det, da dit barn blev reddet ud?’ og så videre. Det kunne en computer, der triller ud på nogle hjul à la en Segway også gøre. Den anvender en erfaringsdatabase af menneskelige udsagn fra tidligere lejligheder til at udvælge nogle bestemte spørgsmål,« forklarer Klaus Æ. Mogensen til Journalisten.
Simon H. Stilling, chefredaktør på Metroxpress, er ikke afvisende over for brugen af robotter.
»Ja, hvis en avis bare skal give et nyhedsoverblik, så vil en computer sagtens kunne gøre det. Men dybdegående analyser, som vi har valgt at satse mere på, kan jeg ikke se en robot lave.«
Metroxpress slog i december 2013 10 stillinger op, hvoraf én stilling som ’redaktionel udvikler’ går ud på at skulle kode computere til at overvåge og indsamle data, det vil sige en decideret satsning på brugen af computere på redaktionen.
»Det er jo fantastisk, hvad computere kan. Vi bruger allerede robotter til at overvåge og indsamle data om for eksempel fødevarekontrol. Så arbejdsrutinerne bliver nemmere for den enkelte journalist.«
Simon H. Stilling mener, at journalister i dag skal være endnu skarpere, og anerkender i den grad robotterne som et journalistisk værktøj. Han stoler dog stadig mere på en overlevering fra et menneske.
Men hvordan kan en robot stille kritiske spørgsmål?
»Meget politisk journalistik er grønskollingers mikrofon-holderi. Washington Posts tv bruger et real time ’fact checking’-program, mens politikere taler, der tjekker om det, der bliver sagt, er i overensstemmelse med andre udtalelser,« forklarer Klaus Æ. Mogensen.
På den måde mener han, at man kan få mere kvalificerede interview fra en robot end fra en gennemsnitlig journalist. Han mener endda, at kilder kan være mere tilbøjelige til at udtale sig til en maskine end til et menneske, når sagen er meget personlig.
Han er ikke ene om at pege på den udvikling. Kristian Hammond, grundlægger af firmaet Narrative Science, udtalte i 2011 til New York Times: »Journalistrobot vinder Pulitzer om fem år.« Det skabte en del opmærksomhed, men der er en kerne af facts bag påstanden.
Firmaet med base i Chicago er pioner i udviklingen af computeralgoritmer, der producerer egne nyheder. Narrative Science skaber computersystemer ved at lagre enorme mængder data, som et team journalister – såkaldte ’metawriters’ – bruger til at udarbejde skabeloner til de forskellige typer nyheder, computeren skal producere.
Ingeniører programmerer computerne til at identificere forskellige vinkler i en nyhedshistorie. Hvem vandt kampen? Var det en forventet sejr? Struktur og tone programmeres ud fra, om det for eksempel er en sport- eller finanshistorie, der opbygges, efter en ret forudsigelig formel.
Hammond uddybede over for magasinet Wired i maj 2012, at Narrative Sciences algoritmer meget sjældent laver fejl. »Tal bliver ikke fejlciteret. Selv når databaser producerer fejlinformation, er Narrative Sciences algoritmer trænet til at fange fejlen,« udtalte han.
Susanne Sayers, nyhedschef på Børsen, fortæller, at også de bruger robotter til dataindsamling, hvor de før fik tal leveret fra Dow Jones, Ritzau med flere.
»Jeg er jo jubelteknologi-optimist. Min mobiltelefon har en ’swift key’, der ved, hvad jeg vil skrive, før jeg har skrevet det. Så at robotterne vil spille en meget større rolle fremover, lyder ikke spor usandsynligt.«
Til gengæld fortæller Susanne Sayers, at hovedparten af stoffet i Børsens klassiske papiravis udgøres af perspektiverende stof og baggrundsartikler, hvilket hun som Simon H. Stilling ikke mener, robotter kan levere.
»Man sagde det også, da internettet kom, at menigmand ville kunne finde al den information, hun havde brug for selv. Men mængden af data er enorm, så man har stadig brug for folk til at blåstemple og sortere i information.«
Susanne Sayers mener ikke, at der vil blive større arbejdsløshed for journalister, men hun peger på, at journalister skal kunne give noget ekstra: Perspektivering, baggrund og personlighed.
Klaus Æ. Mogensen forklarer, at millitæret i dag bruger flyvende droner og computer-ansigtsgenkendelse til bombning af personer fra terrorgrupper, og den teknologi mener han kan bruges i opklarende artikler:
Computeren kan bestemme, om samme person har optrådt i en lignende sag, og spørge, hvorfor en person er til stede på et gerningssted.
»Computeren kan tjekke op på facts fra lignende sager andre steder og sende en flyvende robotdrone, som kan komme hurtigere frem end en journalist i en taxa, ud at interviewe. CIA laver allerede computersystemer, der producerer ’wiki’-databaser over folk og deres relationer, som er meget mere omfangsrige, end hvad personer kunne opbygge,« forklarer Klaus Æ. Mogensen.
Også anmeldelser af bøger, koncerter og film ville kunne laves af computere på baggrund af hashtags på sociale medier. Mere præcise anmeldelser endda, da det ikke bare er én persons vurdering af for eksempel en bog. Klaus Æ. Mogensens pointe er, at de menneskelige følelsesudtryk netop ligger på de sociale medier til brug for computerens dataindsamling, hvilket gør den i stand til også at producere mere ’menneskelige’ rapporter.
Det er Joakim Jakobsen, kulturredaktør på Weekendavisen, absolut ikke enig i. Han mener, at jo større affaldsbjerge, der ligger på Twitter og andre steder om koncerter og så videre, jo mere vil der blive brug for dygtige og indsigtsfulde journalister til at sortere og sætte kulturstoffet ind i en større sammenhæng.
»Bo Green Jensen anmeldte Woody Allens nyeste film ’Blue Jasmine’, hvor han sætter filmen ind i Allens samlede livsværk og afslutter analysen af filmen med ordene om den kvindelige hovedrolle ”livet er under hendes værdighed”. Dét kan en computer ikke gøre.«
Joakim Jakobsen giver ikke noget for computeres indsamling af hashtags, da han ikke mener, de leverer en kvalificeret viden. »Hvad ved du og jeg om opera, hvis vi tweetede, mens vi sad der?« siger han. Computere leverer medianen på de sociale medier og kan ikke levere noget nyt, er hans vurdering.
»Vi skal ikke være bekymrede, er det ikke fantastisk?« slutter Joakim Jakobsen.
Klaus Æ. Mogensen nævner også en type stof, som computere ikke kan levere, endnu.
»En klumme som ATS i Politiken er skrevet med en menneskelig humoristisk tone, og det har jeg svært ved at se en computer lave. Eller en god ’human interest’-artikel, hvor der anlægges en mere filosofisk vinkel, hvor ting sættes ind i et bredere samfundsperspektiv.«
Derfor konkluderer han i tråd med nyhedscheferne, at de journalister, som vil overleve denne udvikling, er dem, der har en stor viden om et emne og kan fange essensen af, hvad en given sag handler om inden for politik og kultur og sætte det ind i en større sammenhæng. »Paul Krugman på Herald Tribune/New York Times er nobelprisvinder i økonomi, så det giver en vis pondus til hans artikler,« erkender Klaus Æ. Mogensen.
Udviklingen behøver ikke udløse stor arbejdsløshed for journalister. Klaus Æ. Mogensen sammenligner den nuværende udvikling med bogtrykkerkunsten, hvor nogle få skrivere blev arbejdsløse, da trykpressen overtog.
Han spår, at der vil blive skrevet meget mere. Og at folk måske vil betale ekstra for bestemte dygtige journalisters meninger.
På baggrund af Klaus Æ. Mogensens spådomme er fremtiden for journalistfaget følgende:
1. Journalister skal brødføde sig selv via andre kanaler end ved at arbejde på et traditionelt medie.
2. Konkurrencen kommer fra andre journalister OG robotter.
3. Man skal vide noget, kunne abstrahere og gerne have humor.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hej Andreas
Jeg giver dig ret i, at der er et identifikations-issue. Men hvor stort er problemet? Har vi eksempelvis et problem med, at en computer skriver sportsnyheder eller finansstof? Er det kulturen, vi har brug for at få formidlet fordi, den taler til vores følelser? Hvis du ser på mange anmeldelser i dag, så er de så korte og skabelonagtige og fokuserer i høj grad på hvilke skuespillere, instruktører og producenter der står bag.
Hvis en computer stiller de samme spørgsmål som et menneske, vil svarene vel være ligeså kvalificerede?
Og ja Google translate, det er nok blot et spørgsmål om tid.
Meget interessant artikel. Mangler dog et enkelt selling point, når det kommer til journalister vs computere: Identifikation.
Vi har - endnu - svært ved at identificere os med en Hal-computer (om end Joaquin Phoenix bliver lidt vel forelsket i "Her"). Derfor vil det stadig i mange genrer være vigtigt for læserne, at det kommer fra et menneske af kød og blod.
Til gengæld vil det så også være stadig vigtigere at fornemme journalisten bag historien. Derfor er mit bud, at den menneskebaserede journalistik (lyder helt dystert, ikke?) bliver nødt til at bevæge sig væk fra det objektive mod det mere subjektive. Jo mere, man kan identificere sig med skribenten, des stærkere vil denne stå i kampen mod computergenererede artikler.
Ser man på kvaliteten af f.eks. oversættelserne i Google Translate, virker det dog heldigvis som om, at der stadig går nogle år, før computerne for alvor begynder at bide rugbrødsjournalistikken i haserne. Trods alt. Men problemstillingen er reel.