I Århus bor verdens bedst sælgende fotograf. Han har 35 medarbejdere ansat og forventer at få et overskud i år på fem millioner kroner på microstockfotos.
Man kan sagtens blive mangemillionær på at sælge billeder for næsten ingen penge. Det er i hvert fald lykkedes for en 30-årig fotograf fra Århus, Yuri Arcurs. Sidste år havde han en omsætning på 15 mio. kroner, og i år forventer han et overskud på 5 mio. kroner.
Blandt unge fotografer er han en international stjerne – et idol, de kommer langvejsfra for at besøge. Blandt de mere traditionelle arkivfotografer er begejstringen ofte mindre.
De mener, at Yuri Arcurs og andre såkaldte microstockfotografer dumper priserne, når kunderne kan nøjes med at betale mellem én og 10 dollar for et foto. For Yuri Arcurs er fidusen, at han sælger hvert billede 15-20 flere gange sammenlignet med traditionelle arkivfotos.
I alt har han 25.000 fotos til salg på 16 forskellige microstockbureaer og sælger 3.500 billeder om dagen.
dermed er han efter al sandsynlighed den bedste sælgende fotograf i det hele taget – ikke kun indenfor microstock.
»Under de gyldne tider i microstock tjente en af mine store konkurrenter 4,5 mio. dollar om året. Men han er nede på en fjerdedel nu. Som 'singleselling' er det nok mig, der ligger nummer ét,« siger han.
Han kan ikke tage en stak reklamer op i hånden uden at finde tre-fire af sine egne billeder. Men etablerede medier bruger også i stigende grad microstock. Yuri Arcurs har haft flere billeder på forsiden af B.T. Også Tv2.dk og Dr.dk bruger microstock – ja, selv Time Magazine har brugt de billige billeder på forsiden.
Peter Thornvig, formand DJ:Fotograferne, siger, at det ikke er stor kunst, Yuri Arcurs laver.
»Men jeg er fuld af respekt for hans forretningssans. Og uanset om man kan lide det eller ej, er microstock kommet for at blive.«
Det bekymrer ham, at nogle af dagbladene, DR og TV 2 begynder at bruge microstock, fordi det er kvalitetsmedier, som normalt har satset på unikke billeder af høj kvalitet.
»Det vil være et kæmpetab, hvis det ender med, at de plastrer det hele til med microstock,« siger han.
Læs hele artiklen her.
Besøg Yuri Arcurs hjemmeside www.arcurs.com
Du kan også se Joachim Ladefogeds billeder af Yuri Arcurs her
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.