Nazi-beskyldninger var grundløse, og det var fejt ikke at stille op i ’Hængt ud på forsiden’, men man lærer af sine fejl, skriver David Trads i en ny undskyldning til Henrik Gade Jensen på Facebook.David Trads undskylder nu, at han takkede nej til en invitation om at deltage i tv-programmet ’Hængt ud på forsiden’, hvor han skulle lade sig interviewe om, at Henrik Gade Jensen blev beskyldt for nazi-forbindelser af Information, mens Trads var ansvarlig.
Efter programmet blev sendt, gav han i går en kortfattet undskyldning på Facebook, men det ledte blot til yderligere kritik – både af hans ansvar for beskyldningerne og for hans måde at undskylde på.
Blandt andet skrev de Konservatives Rasmus Jarlov på politiken.dk:
”Han er ikke en gang mand nok til at deltage i DR's program, men undskylder først på sin Facebook-profil, da han ser, hvor rasende offentligheden er blevet over programmet. Ikke da han allerede for 8 år siden blev bekendt med, at han havde smadret en mands liv med en løgnagtig historie.”
Fladt ned
Nu lægger David Trads sig fladt ned i en længere undskyldning på Facebook. Her beklager han, at han sagde nej til at deltage i programmet, og kalder beslutningen ”et udtryk for fejhed”.
Han skriver, at det mildest talt ikke er et forløb, han er stolt over, og at han har lært uendeligt meget af det.
Til journalisten.dk forklarer han, hvad lektien fra forløbet er.
»De to vigtigste ting, jeg har lært, er for det første, at man altid på et medie skal være helt hundrede procent sikker på, at de påstande man afleverer, de er korrekte. Og hvis man ikke er helt sikker, så skal man lade være med at bringe dem. Det er jo en grundsætning i journalistikken,« siger han til journalisten.dk.
»Det andet er, at når man som redaktør har været ansvarlig, for noget som er en fejl, så skal man selvfølgelig erkende og undskylde det.«
Undskyldningen
Efter aftale med David Trads kan du læse undskyldningen i sin helhed her:
”Opfølgning på min update i går om Henrik Gade Jensen:
For ni år siden begik jeg en stor journalistisk fejl, som jeg for længst burde have undskyldt for – en fejl, som oven i købet fik store personlige konsekvenser for den mand, som Information hængte ud på forsiden. Den avis, jeg var chefredaktør for.
På Informations forside anklagede vi Henrik Gade Jensen, dengang spindoktor for kirkeministeren i den borgerlige regering, for at være nazi-sympatisør. En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie. Mine undskyldninger i dag kan ikke rette op på de skader, som jeg var med til at påføre Gade Jensen, men jeg kan i det mindste reflektere over, hvad der gik galt; hvad jeg burde have gjort anderledes; og hvad jeg kan lære af forløbet.
Aviser og medier laver fejl hver dag, men det er klart, at når beskyldningerne er så voldsomme, som de var her, så skal der være et ekstremt stærkt og finmasket net, der sorterer sandt fra usandt. Det var der ikke den dag på Information, og det var naturligvis mit ansvar – ikke den journalist, der skrev artiklen; ikke den redaktør, som godkendte den – at avisen fejlede og bragte den grundløse anklage. Det er min fejl, at den udokumenterede påstand blev trykt. Det beklager jeg meget og undskylder for.
Den dag, hvor artiklen stod på forsiden af Information, forsvarede jeg dens indhold – kaldte den ’journalistik lige efter bogen’. Intet kunne være mere forkert. Jeg burde have lagt afstand – og have opsøgt Gade Jensen personligt og offentligt have undskyldt, da vi senere i forløbet fandt ud af, at beskyldningerne var grundløse. Da Information efter mit stop som chefredaktør, men også på min opfordring, ni måneder efter den grundløse forsidepåstand officielt beklagede, burde jeg senest have rykket ud med min personlige undskyldning. Det er ikke ordentligt af mig at vente i ni år.
Da Detektor henvendte sig for at få mig til at deltage i dets program om Gade Jensen-sagen, takkede jeg nej. Min begrundelse var, at jeg ikke havde tid midt under dækningen af USAs præsidentvalg. Det var, kan jeg tydeligt se i dag, en tarvelig beslutning. Det var udtryk for fejhed, for det mindste jeg kunne have gjort, var offentligt og utvetydigt at have undskyldt for de fejl, som jeg er ansvarlig for, og som desværre kom til at skade Henrik Gade Jensen. Uanset travlhed med valgdækning.
Så alt i alt: Dette er mildest talt ikke et forløb, jeg er stolt over. Den oprindelige og meget alvorlige fejl for ni år siden blev fulgt op af en forkert vurdering fra min side, da jeg sagde nej til at deltage i programmet. Det er oplagt, at jeg har lært uendeligt meget af dette forløb.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære David Trads,
Du siger:
»De to vigtigste ting, jeg har lært, er for det første, at man altid på et medie skal være helt hundrede procent sikker på, at de påstande man afleverer, de er korrekte. Og hvis man ikke er helt sikker, så skal man lade være med at bringe dem. Det er jo en grundsætning i journalistikken«.
Det lærte du allerede af Helle Nissen Kruuse på 2. semester på journalisthøjskolen. Eller burde have lært. Det kan ikke være nyt for dig.
Ikke tid til at deltage, fordi du skulle dække den amerikanske valgkamp?
Den må du længere ud på landet med. Tænk hvis en politiker (der af dig og mig og alle vore kolleger med meget jævne mellemrum bliver afkrævet svar) var kommet med samme svar. Vorherrebevares.
Problemet er, at din undskyldning kommer alt for sent.
Derfor er der grund til at formode, at du først reagerer, da du lugter folkestemningen og ikke ud fra et syn på, hvad der er ret og rimeligt inden for journalistik. Du må på et tidligere tidspunkt have vidst, at den var gal. Hvis ikke - så har du et fagligt problem.
Hvis du har vidst, at den var gal - så har du formodentlig have handlet mod bedre viden ud fra devisen: Det går nok i glemmebogen alt sammen.
Mange hilsner din gamle holdkammerat på DJH