Tillidsrepræsentanterne i Det Berlingske Officin har rettet en skarp kritik til ledelsen i Det Berlingske Officin, fordi ledelsen lægger redaktioner sammen på tværs af medier. Det skriver Børsen.
Når medarbejderne på Berlingske Tidende, Urban og B.T. til sommer flytter ind i Det Berlingske Officins nye domicil i Pilestræde i København, har koncerndirektør Lisbeth Knudsen varslet, at de skal være parate til store forandringer. Til en start har hun ifølge Børsen bebudet at slå sports- og rejseredaktionerne sammen for de tre hovedaviser.
Derudover vil redigeringen af sport og rejsestoffet samt Erhvervsbladet og Berlingskes Nyhedsmagasin foregå i et stort fælles nyhedsrum.
Redaktionssammenlægningerne møder hård kritik blandt tillidsrepræsentanter i Officinet.
»Man kan spørge sig selv om, hvordan der kan blive et bedre produkt af at have færre journalister til at lave det. Og det går over min forstand, hvordan de enkelte titler skal få en skarpere profil ved at få fælles redaktioner,« siger fællestillidsrepræsentant Steffen Lilmöes til Børsen.
Ifølge Lisbeth Knudsen viser tidligere erfaringer det modsatte.
»Vi har glimrende erfaringer fra Business-redaktionen, hvor man har samarbejdet på tværs, og vi mener, at vi kan overføre dem til andre redaktioner,« siger hun til Børsen.
Der har dog været stor medarbejderflugt fra erhvervsredaktionen. I går forlod redaktøren for Business også redaktionen og blev dermed den 18. medarbejder, der har forladt Berlingske Business i løbet af det seneste år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.