I dag klokken 11 slår Avisen.dk dørene op for en længe ventet revolution af hjemmesiden med nyt layout, nyt skelet og nyt indhold, varsler Nyhedsavisen.
»Velkommen til det nye Avisen.dk.«
Lige nu er nyheder erstattet af en tekst med denne overskrift på Nyhedsavisens hjemmeside, Avisen.dk.
Lige siden Nyhedsavisen startede sin hjemmeside, har der stået 'beta' med skriggrønne bogstaver ved siden af logoet. Men det skal være slut i dag.
»Lige nu er sitet lukket ned, mens vi overfører alle arkivartikler, men hvis overgangen går som planlagt, går vi live klokken 11,« siger avisens nyhedschef, Ole Wejse Svarrer til Journalisten.dk.
Efter virksomheden Freeway købte sig ind i Avisen.dk, har de været i gang med at rive hele hjemmesiden ned og bygge den op igen fra bunden. Det fortalte direktør Morten Wagner til Journalisten.dk, og han varslede en mindre revolution.
Både Morten Wagner og nyhedschefen Ole Wejse Svarrer har lovet en masse nye tiltag på hjemmesiden.
Morten Wagner har understreget, at brugerne skal have det, de klikker på, og han afslørede over for Journalisten.dk, at han har en personlig vision om, at nyhederne skal være cirka halvanden gang længere, så de kan nå mere i dybden.
Ole Wejse Svarrer har blandt andet lovet brugerne en personlig forside, hvor de selv kan vælge, hvad der er på siden, når de åbner den. Han har også varslet, at det vil være slut med anonyme kommentarer, der er blevet alt for grove.
Om hjemmesiden opfylder alle løfterne, vil vise sig. Ole Wejse Svarrer understreger, at blandt andet fyringsrunden og ansættelsen af ny direktør har trukket forandringerne lidt ud.
Men han er godt tilfreds med resultatet indtil nu, der vil blive optimeret løbende.
»Jeg synes, at det er blevet godt. Layoutet er blevet flottere, prioriteringen af nyhederne bliver bedre, og så bliver det også mere brugervenligt. Det halter en smule på blogdelen – men det får vi rettet op på i de kommende udgaver,« siger Ole Wejse Svarrer.
Samtidig har Avisen.dk skruet ned for ambitionerne om brugergenererede nyheder.
”Da vi lancerede Avisen.dk for halvandet år siden, var det ud fra en ide om, at alle kan skrive nyheder. Det må vi erkende, ikke er tilfældet,” siger nyhedschef Ole Wejse Svarrer til Business.dk
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg kan altså ikke genkende kritikken mht. svartiden på avisen.dk. Hos mig kører siden fortræffeligt. Til gengæld synes jeg eb.dk tager en hel dag at komme ind på ...
Tillykke til avisen.dk.
Indtil i går var svartiderne på webserveren gabende lange. Det kunne tage en evighed at hente siden ind i webbrowseren.
I dag lancerer I et nyt website og svartiderne er... gabende lange.
Zzzzz
Jeg kaldte avisen.dk klokken 11.43. Nu er der gået tre minutter, og avisen.dk er stadig ikke hentet ind i min browser.
Tilsvarende tager eb.dk cirka 3 sekunder at hente, og cirka det samme er gældende for andre danske avis-domæner på www.
Det virker fuldstændig absurt, at man som professionelt nyhedsmedie - i en tid hvor alting er mere interaktivt og digitalt end nogensinde før - ikke kan få teknikken til at følge med. Det virker ikke særlig seriøst.
Til venlig orientering:
Vi har nogle småproblemer med at få sitet ud til brugerne. Det skyldes et endnu ikke identificeret problem med vores servere eller vores rss-feeds. Der bliver arbejdet på højtryk med at finde og løse problemet.
Ole Wejse Svarrer
Nyhedschef, Nyhedsavisen