Sæson 2 af Enhedslistens ukritiske podcast er begyndt

Hver uge går Enhedslistens Pernille Skipper i studiet med en politisk rådgiver og fortæller uimodsagt lytterne, hvad de mener om dagens Danmark. ”Vi prøver at se, om vi kan finde nogle ting, hvor vi er lidt uenige, men det lykkes ikke så godt,” erkender rådgiveren. Hans Engell: Vælgerne risikerer at blive snydt  
  • Foto: Marie Hald
    Enhedslistens Pernille Skipper inden optagelserne til partiets podcast, ’Listen’.
26.02.2018 · 13:01

Pernille Skippers kontor på Christiansborg er i dagens anledning omdannet til et hjemmestudie. Da Journalisten er på besøg, begynder optagelserne til årets første ’Listen’-podcast.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er, sammen med politisk rådgiver i partiet Mai Villadsen, vært i den venstreorienterede podcast. Dagens afsnit er nummer 13 i en podcast-serie, der har kørt siden august sidste år, og i dag skal det handle om jobcentrets ofre.

Det er led i en tendens blandt partierne, hvor politikerne giver sig selv taletid gennem egne medier. Mens Det Konservative Folkeparti optræder på pressemøderne med deres egen grønne mikrofon, forsøger Enhedslisten at ramme vælgere og følgere i en Podcast.

 

 

”Mai og jeg skal ikke altid være enige, og du må gerne være sur på Enhedslisten. Bare fordi det er et enhedslisten-podcast, behøver vi ikke alle gå i takt.”

Sådan siger Pernille Skipper til dagens gæst i studiet, Kim Madsen, der er formand for foreningen ”Jobcentrets ofre”. En forening, der arbejder for syge og handicappede mennesker, der oplever urimelig sagsbehandling på jobcentrene.

Enige om at kritisere lovgivningen

Umiddelbart er uenigheden mellem værterne og dagens gæst dog svær at spore. Under optagelserne nikker Pernille Skipper og Mai Villadsen på skift bag mikrofonerne, og de nikker også, når Kim Madsen får ordet. Han taler om uretfærdig behandling på jobcentrene, og hans kritik af den nuværende regering bliver ikke bremset.

”Hvad er det, der er problemet med lovgivningen omkring syge og arbejdsløse mennesker med handicap i dag?” spørger Pernille Skipper først sin gæst.

”Det værste er fastholdelsen af de syge mennesker på kontanthjælp,” starter Kim Madsen.

Og herfra er parterne ret enige om, at lovgivningen har store mangler.

Vi mener ikke, det er et sted, hvor vi nødvendigvis behøver være så selvkritiske. Det er bare fra os til vores medlemmer eller dem, som nu lytter.
Mai Villadsen, politisk rådgiver, Enhedslisten

Flere nuancer – eller hvad?

Ifølge politisk rådgiver Mai Villadsen, skal podcasten hjælpe til at bidrage med flere nuancer, end der normalt er tid til i medierne.

”Målet er at få vores egne vælgere, eller dem der er tæt på, til at se mere nuanceret på, hvad vi mener om forskellige ting,” forklarer hun.

Hvordan giver det jeres vælgere et mere nuanceret billede, når I er så enige?

”Du har ret i, at vi er meget enige. Men vi prøver alligevel at udfolde ting, så det ikke kun varer 10 sekunder, som det ofte gør i et interview,” siger Mai Villadsen.

”Vi prøver at se, om vi kan finde nogle ting, hvor vi er lidt uenige, men det lykkes ikke så godt,” indrømmer hun.

Hvorfor stiller I så ikke hinanden kritiske spørgsmål i podcasten?

”Fordi podcasten ikke er et stykke journalistisk arbejde. Det er medlemskommunikation. Vi mener ikke, det er et sted, hvor vi nødvendigvis behøver være så selvkritiske. Det er bare fra os til vores medlemmer eller dem, som nu lytter,” siger Mai Villadsen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper (tv.), er, sammen med politisk rådgiver Mai Villadsen, vært i den venstreorienterede podcast ’Listen’. – Foto: Marie Hald.

 

Vælgerne vildledes

Det er ikke mindst den digitale udvikling, der gør, at politiske partier i stigende grad kan kommunikere deres politik til masserne uden om de etablerede medier.

Og Hans Engell, politisk kommentator og tidligere redaktør på Ekstra Bladet, mener, det bliver sværere og sværere for lyttere og borgere at gennemskue, hvem der taler til dem.

”Partierne producerer programmer og indslag på et teknisk og journalistisk niveau, hvor det er svært at skelne mellem den ægte vare – kritisk, uvildig journalistik – og parti-journalistik. Det er her, vælgerne risikerer at blive snydt, fordi de virkelig besværlige og skarpe spørgsmål ikke stilles,” siger han.

Hans Engell mener, det kan slå negativt tilbage på partierne, at de ikke lader argumentationen få fuldt modspil.

”Budskabet og især efterprøvningen af partilederens argumenter bliver helt uden troværdighed,” siger Hans Engell.

Mai Villadsen afviser kritikken. Hun understreger, at der findes mange politiske debatprogrammer, hvor uvildige journalister faciliterer en god diskussion. Og det er ikke formålet med ’Listen’.

”I det her program vil vi finde løsninger og snakke om, hvad vi kan være enige om, i stedet for at diskutere alt det, vi ikke er enige om,” siger den politiske rådgiver.

En vigtig balancegang

Brian Weichardt, politisk redaktør for Radio24syv, advarer mod, at de politiske partier afviser de kritiske medier og i stedet henviser til egne programmer.

”For min skyld må de må udkomme på egne medier, lige så tosset de vil. Så længe de ikke begynder at henvise til, at de har sagt, hvad de vil sige, på deres Facebook eller i eget medie.”

Det kommer ifølge Mai Villadsen ikke til at ske for Enhedslisten.

”Vi udtaler os stadig i den gængse dagspresse og har ikke nogen politikere, der nægter at svare på spørgsmål. Det er rigtig vigtigt at holde fast i som politisk parti,” siger hun.

”Hvad finder de liberale fantaster nu på?”

Dagens podcast afsluttes med ”Ugens liste”. Et indslag i programmet, hvor værterne beder hinanden og dagens gæst om at nævne en ting, de ikke kan lade være med at tænke på, og som derfor skal på listen.

Pernille Skipper vælger at give ros til dansk politi for deres håndtering i hævnpornosagen blandt unge. Mai Villadsen anbefaler filmen ’Call me by your name’. Og Kim Madsen bringer lovgivning omkring fleksjobs på listen.

”Det er noget, jeg tænker på, fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng. Jeg tænker: Hvad finder Troels Lund Poulsen og de liberale fantaster nu på?”

 

Kommentar

Seneste jobopslag

Kommunikationsmedarbejder til Haderslev Kommune

Haderslev Kommune
Ansøgningsfrist: 06.05

Studentermedhjælper til SoMe og kommunikation til Danske Mediestuderende

Danske Mediestuderende
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikationsmedarbejder (journalist)

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 10.05

Journalist til kommunikationsopgaver i Helsingør Stift

Helsingør Stift
Ansøgningsfrist: 04.05

Kommunikationsansvarlig

Kunstforeningen GL STRAND
Ansøgningsfrist: 01.05

Information søger korrespondenter

Information A/S
Ansøgningsfrist: 30.04

KOMMUNIKATIONSCHEF

Krifa
Ansøgningsfrist: 14.05

Kommunikationskonsulent med teknisk snilde og politisk flair

FARMAKONOMFORENINGEN
Ansøgningsfrist: 08.05

Dansk Blindesamfund søger struktureret webredaktør

Dansk Blindesamfund
Ansøgningsfrist: 23.04

Højskolelærer til undervisning på journalistlinjen

Rønde Højskole
Ansøgningsfrist: 23.04