
Trine Bramsen sagde i går på et samråd, at en Ritzau-journalist havde opført sig uvornt og ubehøvlet over for hende på hendes kontor. Philip Davali/Ritzau Scanpix
”Luk, dig gider jeg ikke tale med.”
Sådan skulle tidligere Ritzau-journalist Thomas Hee have sagt under det efterhånden omdiskuterede dobbeltinterview med forsvarsminister Trine Bramsen og den nye forsvarschef, Flemming Lentfer, i december. Det var i hvert fald forsvarsministerens udlægning, da hun i går var kaldt i samråd efter omtalen af interviewet.
”Da pågældende journalist møder op på mit kontor, siger han noget i retning af: ’Luk, dig gider jeg ikke tale med’,” sagde forsvarsministeren på samrådet. Her forklarede hun også, at journalisten opførte sig både “uvornt” og “ubehøvlet”.
”Hvis man møder op på mit kontor, får en halv time af min tid og taler ubehøvlet til mig og mine medarbejdere, så bliver det påpeget. Det kommer det også til at blive i fremtiden. Man har at opføre sig ordentligt og respektere hinanden.”
Men ministerens udlægning af interviewet kan chefredaktør på Ritzau, Lars Vesterløkke, ikke genkende. Det oplyste han i går til TV 2.
”Jeg har lyttet det interview igennem, og det foregår i god tone, og det er pænt og ordentligt,” siger han til Journalisten og tilføjer:
”Han er hverken ”uvorn” eller ”ubehøvlet”. Han opfører sig, som man som journalist opfører sig. Han gør sit arbejde, som han som journalist skal gøre.”
”Over grænsen”
Chefredaktøren afviser samtidig, at journalisten skal have sagt noget, der minder om ”luk” til forsvarsministeren.
”Jeg synes faktisk, at det er over grænsen, når en af vores medarbejdere bliver beskyldt for ikke at opføre sig ordentligt. Det synes jeg ikke er ordentligt,” siger Lars Vesterløkke.
Det er ifølge Lars Vesterløkke første gang i løbet af hans 13 år som chef på Ritzau, at han har været nødt til at forsvare en journalists opførsel offentligt.
”Jeg gør det, fordi det har fået så meget omtale. Hvis man får det indtryk, at Ritzaus journalister opfører sig på en måde, de ikke gør, så har jeg interesse i at få meldt ud, at det ikke er rigtigt,” siger han.
Forsvarsministeren var i samråd i går, efter at forsvarsmediet OLFI med udgangspunkt i aktindsigter og Ritzau-journalistens udlægning har beskrevet, at interviewet var løbet af sporet.
Thomas Hee havde ifølge OLFI i første omgang bedt om et tiltrædelsesinterview alene med forsvarschefen. Da det blev afvist, fik han i stedet tilbudt et dobbeltinterview, som han egentlig ikke var interesseret i, men som han takkede ja til alligevel.
Under samrådet gentog Trine Bramsen flere gange, at hun ikke kan genkende den udlægning, som det fremgår af OLFI og flere andre mediers artikler efterfølgende. Lars Vesterløkke siger:
”Jeg kan ikke genkende, at det er løbet af sporet, som Olfi skriver i overskriften. Interviewet foregår pænt og ordentligt. Som det fremgår i Olfi, ville Thomas gerne noget andet med det interview. Men at sige, at det er kørt af sporet, er noget overdrevet. Der er ikke meget dramatik på den optagelse,” siger han.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra forsvarsministeren efter chefredaktørens kritik. Over for Ekstra-Bladet fastholder Trine Bramsen i en skriftlig kommentar, at Thomas Hee opførte sig ubehøvlet:
”Som jeg har sagt fra start, så kan jeg ikke genkende udlægningen af forløbet som beskrevet i Olfi. Det noterer jeg mig, at Ritzau heller ikke kan. Hvad der konkret blev sagt, husker jeg ikke, hvilket jeg også har understreget,” skriver hun til Ekstra-Bladet.
”Men oplevelsen var en journalist, der opførte sig ubehøvlet og ikke overholdt de aftaler, der var indgået om interviewet. Man er altid velkommen til at sige nej tak, når man bliver tilbudt et interview. Det ville jeg ønske, den pågældende journalist havde gjort, når han nu ikke var interesseret i det.”
Lars Christian Lilleholt, forsvarsordfører for Venstre, oplyser på Twitter, at ministeren er kaldt i et nyt samråd, da han frygter, at ministeren har løjet på samrådet i går.
Nyt samråd: Frygter, at @TrineBramsen har tabt relationen til Forsvaret og sin egen autoritet og tilsyneladende løjet på samråd i går. Hun skal være sit ansvar voksen over for de mennesker, der går i krig og sætter livet på spil for Danmarks sikkerhed! https://t.co/DI4SgowFQP
— Lars Chr. Lilleholt (@larsclilleholt) February 5, 2021
Ministeren udtaler sig om politik
Omdrejningspunktet for samrådet i går var, om forsvarschefen overhovedet har lov at udtale sig til pressen uden ministeren ved sin side, ligesom spørgerne ville vide, om forsvarsministeren har tillid til sin forsvarschef.
Spørgsmålene var foranlediget af dobbeltinterviewet, og at Trine Bramsen har udtalt, at det er de politisk valgte, der stiller op og tager de politiske debatter.
”Mange sager bliver hurtigt politiske, derfor har der fra min side været et klart ønske om, at vi står sammen på forsvarsområdet,” sagde Trine Bramsen på samrådet.
”Det betyder, at jeg har et ønske om, at cheferne i højere grad er kommunikerende på deres ansvarsområder. Når det handler om praksis, stiller styrelsescheferne op, men når det er politisk, så er det ministeren, der stiller op,” sagde hun videre.
Ministeren sagde samtidig på samrådet, at hun ikke er bekendt med, at chefer under hendes ministerium skal spørge om lov, men at det ”er (…) godt at nævne det”:
”Nogle diskussioner bliver for hurtigt politiske, men der er stadig en klar linje mellem, hvad der er politik, og hvad der er fagligt.”
”Mit ønske er mere kommunikation fra forsvarschefen, når det omhandler fagligheden på området,” sagde hun i går på samrådet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.