Pressefotografer skal lave mere video i 2015

Flere fotografer bliver bedt om at lave video. Begge dele kan skydes med samme kamera, og det giver gode forudsætninger for at kaste sig over genren i 2015. »Men der ligger et stykke arbejde i at blive bedre historiefortællere som videofotografer,« siger fotograf Thomas Nielsen

Det begynder som et stillbillede, som dem, Keld Navntoft har lavet i titusindvis af. Et violinhoved i fokus på en uskarp baggrund. Men pludselig ændrer fokusset, og Business.dk-artiklens illustration afslører sig som en video.

Den lille videofilm handler om violinbyggeren Jens Stenz. Men bylinen – fotograf: Keld Navntoft – handler om en tendens, der kommer til præge dansk pressefotografi i 2015: Fotograferne skal lave video.

»Dem, der laver still-billeder, bliver i højere og højere grad stillet spørgsmålet: Kan du ikke lave levende billeder? Og det er 100% sikkert, at det spørgsmål vil man høre igen og igen i det kommende år.«

Sådan siger fotograf Thomas Nielsen, der over for Journalisten peger på video-faktoren som en tendens, der vil tegne 2015 på fotosiden.

»For fotografer er der en professionalisering i gang, der handler om ikke at hælde alt i samme hat. Fremover vil der være opgaver, der giver penge, nogle, der er gratis, noget er foto, noget er video. Vores fag er uddøende, så man er nødt til at finde de steder, hvor man kan have en rolle og en berettigelse,« siger Thomas Nielsen, der er begyndt at arbejde med video, men primært ernærer sig som traditionel fotograf.

Må acceptere film-konventioner

Han tror på, at still-fotografer har en berettigelse inden for video-genren. Selvom de er bagud på point i forhold til uddannede film- og tv-fotografer.

»Vi kan godt håndtere et kamera, måle lys og lave flotte billeder. Men der ligger et stykke arbejde i at blive bedre historiefortællere som videofotografer. Det kan ikke være så fragmenteret, som stillbilleder er. Man må acceptere genrens konventioner og studere de filmiske greb og fortællinger i levende billeder.«

Samtidig tror Thomas Nielsen, at stillfotografer har visse styrker på videofronten.

»Vi har en æstetisk tilgang, der bunder i den skole, vi er oplært i. Vi har en masse redskaber, og vi kan noget andet end dem med ren baggrund i levende billeder. Noget med at turde bryde ud af tv-grebet og insistere på det stille billede. At turde lade en handling udspille sig foran et kamera på stativ,« siger han.

Kan bruge samme kamera

Keld Navntoft er 63 år og har været fotograf i de fleste af dem. Og i de sidste har han så kunnet tilføje video-fotograf til titelbladet. Det er han glad for.

»Jeg er en af dem, der synes, det er virkelig sjovt, at det er kommet ind over. Når det gælder stillbilleder, kan man jo udføre sit job på rygmarven. Men med video er man nødt til at tænke helt anderledes. Og så er det også som om, videooptagelser lever lidt længere end stillbilleder, der er væk ret hurtigt,« siger Keld Navntoft.

Videooptagelsen af violinbygger Jens Stenz er et ud af fem portrætter af uddøende håndværk, som Business.dk bragte i december. Navntoft er fotograf på dem alle, og her fik han for alvor lov at afprøve nogle af de æstetiske greb, han arbejder med som stillfotograf.

»Man prøver at lege med tingene, så det ikke bare bliver en affotografering. Det er der, fotografer har deres store fordel, for man er vant til at placere sig og kunne se billederne. Grunden til, at jeg er blevet grebet af videoarbejdet, er, at vi bruger det samme kamera, som når vi tager stillbilleder. På den måde har du stadig spejlreflekskameraets muligheder omkring dybdeskarphed, samtidig med at du filmer i hd-kvalitet,« fortæller han.

Nej til dobbeltopgaver

En ting vægrer Keld Navntoft sig dog ved, nemlig at skulle lave nyhedsreportager, hvor han både skal optage video og lave nyhedsfotos.

»Man bliver vanvittig i hovedet, for det er to forskellige måder at tænke på. Som stillfotograf er jeg dødsensangst for at misse det helt rigtige billede. Så man er 100 procent på, når tingene sker, og der skal man helst ikke stå og lave video samtidig.«

Ifølge Navntoft regner man på Scanpix med at skulle producere 30-40 procent mere video i 2015. Han har selv været på to efteruddannelseskurser omkring videooptagelse.

 

Serie: Historier i 2014, der siger noget om 2015

Journalisten har bedt en række fagfolk pege på medieproduktioner fra årets løb som eksempler på trends, vi kommer til at se mere til i 2015.

Thomas Nielsen peger på ’De døende erhverv – mød violinbygger Jens Stenz’ som eksempel på pressefotografer, der kommer til at lave mere video.

Dette er anden artikel i serien. Du kan læse første artikel Flermedielle fortællinger hitter i 2015 her.

1 Kommentar

Geert Mørk
7. JANUAR 2015
Flot film Keld! Meget smukt:-
Flot film Keld! Meget smukt:-)