Journalist og forfatter Lone Frank. Foto: Stine Heilmann
Min yndlingsaversion i medierne er…
Uden nogen som helst tvivl den generelle omfavnelse af fordummelse. Der findes en meget stærk trang til at ville trække alting ned på et lavere niveau, at forenkle og endelig for guds skyld at fjerne kompleksitet.
Det grelleste eksempel, som illustrerer, at vi har at gøre med en overordnet tendens, er for mig at se DR’s slagtning af Orientering på P1. Her tog man et velfungerende og aktuelt direkte radioprogram med skarpe værter og fokus på substans og gjorde det til en syg kimære af studieoptagelser og umage podcastformater. En grundig udvanding af det som var radioens flagskib for nyheder og baggrund.
Det er fint at tilbyde let tilgængelige podcasts, der er klippet som MTV for radio og proppet til med unødvendigt ‘hyggeligt’ fyldstof. Men det er virkelig et krisetegn, når den slags fuldstændig overtager sendefladen hos landets eneste store public service organ!
Det irriterer mig så meget, fordi…
Jeg mener, vi er sat i verden for at hæve niveauet og udvide horisonten for os selv og hinanden. Og i en virkelighed, som oversvømmes af tandløs underholdning og misinformation, er det ikke bare en fornem opgave, men en pligt for dem, der regner sig for seriøse medier, at kæmpe imod fordummelse og faldende standarder.
Det man kunne gøre for at ændre det er…
En erkendelse og en ændret tankegang. Det handler om at tale op til sin målgruppe og ikke ned. At lade være med uafladeligt at spørge sig ‘hvad vil brugerne have’, men derimod; ‘hvad skal vi give brugerne, som de ikke anede, at de ville elske’.
Journalistens sommerstafet
Lone Frank har modtaget dagens stafet fra tilrettelægger og satiriker i DR, Ellen Kirstine Jensen. Hun har peget på Lone Frank med begrundelsen:
”Hun er en kæmpe inspiration. En jernkvinde, der aldrig er bange for at give udtryk for sine sylespidse holdninger.”
Man skal lave noget, som giver modtageren lyst til at strække sig en lille smule på tæerne for at få det fulde udbytte. For som mediebruger er der ikke meget, der føles federe end aha-oplevelsen. Oplevelsen af, at man får ny indsigt og fatter dybere sammenhænge.
Hvad giver dig håb for mediebranchen
Det er stærkt opmuntrende, at medier som faktisk insisterer på substans og kvalitet ikke er på vej ned (som flere tabloidmedier er det), men derimod klarer sig godt. Se på Die Zeit, se på The New Yorker og se herhjemme i al beskedenhed på Kristeligt Dagblad, Information og Weekendavisen.
Sådan har stafetten bevæget sig:
Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen ->
Mikkel Frey Damgaard, taleskriver for miljøministeren ->
Jeppe Wad, journalist og podcastvært ->
Christian Ottenheim, partner i Beam Audio Agency ->
Tilrettelægger og satiriker i DR, Ellen Kirstine Jensen ->
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
For vel eksisterer det gamle 'Orientering' ikke mere. Men jeg føler mig betydeligt klogere på Putin, Xi, Biden, Scholz ved at høre det nye 'Orientering Udsyn', som med korte 20 minutters podcast i min optik præsterer medrivende seriøs orientering.
Det samme gælder de daglige programmer 'Tiden' og 'Genstart', som fem dage om ugen på en halv time går i dybden, går tæt på aktuelle emner.
Jeg vil også fremhæve Huxi Bachs podcast 'Ubegribeligt', som nærmest leger alle former for seriøs videnskab ind i os sammen med de fremmeste forskere, som morer sig så så godt, at de med glæde takker ja til at komme i studiet igen - hvilket ofte sker.
Og Lars Trier Mogensens lige så nysgerrige podcast 'Guld og Grønne Skove' er også værd at lytte til, hvis man vil have et indblik i, hvad der går skidt og især hvad der går godt i den grønne omstillingen.
Undskyld DR - og tak for dine rigtig mange fantastisk gode podcast, som dagligt gør mig klogere.
Vagn Bro
Plus at journalisterne på Zetland viser deres læsere den respekt at kommentere og i øvrigt profiterer journalistisk af at deltage i kommentarsporerenes samtale - vil jeg kalde det.
Kommentarsporenes kvalitet er i sig selv et rigtig godt argument for at 'holde Zetland', fordi de af og til korrigerer artiklerne på vigtige punkter. Uden surhed hos journalisterne, men nærmest med taknemlighed.
I øvrig er jeg enig med Lone Frank i det hun skriver her.
Vagn Bro - pensioneret journalist