Mikkel Frey Damgaard er dagens modtager af Journalistens sommerstafet Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Min yndlingsaversion i medierne er…
Selvforståelsen.
Det irriterer mig så meget, fordi…
Forestillingen om at medierne er det eneste, der står mellem systematisk statsvold, totalitarisme og Orwellske tilstande; er ganske enkelt forkert – og småpinlig.
Bolværket mod magtens mørkeste sumpe og menneskesindets sorteste sider i almindelighed er ikke journalistikken, men uddannelse, samtale og empati. De tre ting fremelskes af et stærkt fællesskab, og et samfund der giver mening.
Indimellem føler jeg, at journalistikken gør det modsatte med alle sine forvredne overskrifter og skarpvinklinger. Og det sidste er blevet værre de seneste 10-15 år. Presset fra sociale medier har betydet, at kampen om opmærksomheden er intensiveret. Derfor er det mit indtryk, at historier skal chokere eller underholde, før de skal oplyse.
Journalistens sommerstafet
Mikkel Frey Damgaard har modtaget dagens stafet fra digital redaktør på Weekendavisen, Mikka Tecza. Hun har peget på Mikkel Frey Damgaard med begrundelsen:
”Han har været i både den hårde og den mere eksistentielle ende af journalistikken, meldt sig helt ud, og er nu hoppet over på den anden side af bordet. Hvad tænker han egentlig om branchen?”
Jeg tror, at hele det narrativ er drevet mere af fiktion end af virkelighed, men opretholdes af chefer og ledelse, fordi det er et arbejdsklima, hvor folk er villig til at knokle og måske også gå lidt længere end de ellers ville.
Det man kunne gøre for at ændre det er…
Jeg tror faktisk, at mediebranchen er befolket af søgende og nysgerrige mennesker. Men den er indrettet, så det, der udkommer, skal være blottet for netop nysgerrighed og tvivl. Det er synd.
I kampen for læsernes opmærksomhed er det blevet ren volapyk at besøge en nyhedshjemmeside. Overskrifterne er jo bevidst misvisende, og det man lokkes med, er ofte noget grimt eller chokerende. Og sjældent er der dækning. Men clickbait er bare et symptom.
Det er måden, arbejdet er indrettet, og måden branchen opfatter succes. Flere læsere og mere opmærksomhed er godt, uanset hvordan de er kommet ind i butikken. Fra panikdag til arbejdspladser, hvor medarbejderne kaldes deres initialer i stedet for deres navn. Det sidste lyder uskyldigt, men jeg var ved at brække mig, da jeg oplevede det i min praktiktid. Voksne mennesker, der var reduceret til fire bogstaver.
Hvad giver dig håb for mediebranchen?
Jamen det gør standen faktisk. Danske journalister er langt bedre end deres ry. De er relativt godt uddannede, nysgerrige og grundige. Det er rammerne, som er helt på månen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Når du sidst i staffetten lægger håb i standens dygtighed, er jeg oftest enig i forhold til de konkrete , unge fagkolleger, jeg møder. Men jeg synes de menige, udøvende journalister har en udfordring, når man ser på den samlede faggruppe. Der findes alt for lidt fagkritik. Det er særligt paradoksalt, når man ser på, hvordan virksomheder og institutioner og mange andre faggrupper dækkes journalistisk med åbne kilder, der går ind i diskussioner om deres egne arbejdspladser og funktioner i samfundet. Men i journalisternes egetarbejdsunivers?
Eller sagt mere 70'er-agtigt: Hvor fanden bliver oprøret af blandt de menige?
I årevis har aktivister og videnskabsfolk måttet kæmpe mod en presse, som ikke vil/tør se omfanget af klimakrisen.
Frem for alt føler man ingen forpligtigelse til at involvere seere eller læsere. Man har den lukrative holdning, at "folk selv må vælge deres holdning" - men overser helt bevidst, at det netop er mediernes vinklinger og prioriteringer, der skaber disse "frie" holdninger.
Vores demokratiske forfatning bygger på folkets vilje til at tage medansvar og pressen bør stimulere opfattelsen af, at samfundsudviklingen angår os alle. I stedet gøres vi til passive tilskuere til vores egen tilværelse, og ved hverken ud eller ind.
Jeg forstår ikke, at de mange konforme redaktører kan holde ud at se sig selv i spejlet.