Min yndlingsaversion i medierne lige nu…

Noget der altid undrer mig, er det besynderlige behov erfarne mediefolk har for at slå ned på unge mindre erfarne i branchen og på nye tiltag generelt.

I min verden, lydmediet, er det mest tydeligt eksemplificeret af debatten i kølvandet på lukningen af det originale Radio24Syv. Her har frustrationen lige siden ikke kun givet sig udtryk i en kritik af de politikere og mediechefer, som laver rammerne, men er også i høj grad blevet rettet direkte mod de enkelte – ofte helt unge – journalister, som blot forsøger at finde på nye originale måder at lave indhold på. Journalister som måske er i deres første eller andet job og hvis indbakke og personlige profiler bombarderes med tilsvininger, hvis deres forsøg på at gå nye veje ikke med det samme rammer plet, og som lynhurtigt bliver genstand for en endeløs kritik på sociale medier af både erfarne mediefolk og en horde af medløbere.

På TV2 News har man nærmest formaliseret hele mekanismen med Presselogen, hvor kritikken er et fast tilbagevendende indslag, hver gang nogle unge mediefolk har lavet noget som stak ud og fejlede. Så inviteres en stakkels mellemleder ind til at forsvare det fejlslagne tiltag overfor et helt panel af gamle garvede mediechefer og konklusionen er givet på forhånd: Det var en idiotisk idé fra starten, og der har helt tydeligt ikke været en ansvarlig voksen til stede.

Det irriterer mig så meget fordi…

Det er så ukonstruktivt og ødelæggende både for de enkelte unge journalister og for branchen generelt. Det skaber en frygt for fejl hos dem, som skal bære branchen videre og finde kreative løsninger til at nå brugerne med nyt indhold via nye distributionsformer på evigt skiftende platforme.

Forstå mig ret – jeg taler ikke imod kritik af forfejlede tiltag, dårlige programmer eller pinlige satireindslag. Når der laves fejl, skal det selvfølgelig rettes og påpeges. Men der er mange måder at påpege fejl på og det behøver ikke være med en sviner i indbakken til journalisten, en gennemhegling i Presselogen eller et harmdirrende “det er et udtryk for et skred i hele branchen og typisk xx medie” opslag på sociale medier.

Hvis vi vil branchen og den næste generation det bedste, ville det klæde os at finde gode og mere konstruktive måder at italesætte fejlskud, så de bliver til læring og ikke banker selvtilliden ud af de mindre erfarne. Kreativiteten, originalitet og de nye løsninger i en skiftende medievirkelighed, som vi allesammen skriger efter, lever af, at der er plads til fejl, og der har de mere erfarne i branchen et særligt ansvar for ikke at bidrage til nedsablingen af nye tiltag – uanset om de er sure på de politikere, mediestøtteordninger, medier eller mediechefer, som har skabt dem eller rammerne for dem.

Det man kunne gøre for at ændre det er….

Det er jo ret simpelt. Man kan give nye tiltag en chance i stedet for at sende en sviner eller fare i blækhuset på sociale medier, hver gang man hører eller ser noget, som ikke ramte skiven. Hvis man synes noget, kan man også skrive en velmenende og konstruktiv besked til journalisten med forslag til, hvordan det kunne blive bedre eller i ny og næ give lidt kredit til folk, der prøver nyt – uanset om det lykkes. Jeg er med på, at det så ikke bidrager til selvpromoveringen og ønsket om at profilere sig selv som en vigtig mediepersonlighed med skarpe holdninger, men trangen til det kunne man måske også lægge væk en stund.

Hvad giver dig håb for mediebranchen…

Når man beskæftiger sig med lyd er det svært ikke at have masser af håb for mediebranchen. Der popper konstant nye tiltag, værter og talenter op, som bringer indholdet nye steder hen. Demokratiseringen i produktionen af lydindhold, hvor alle pludseligt kan skabe og distribuere deres egen podcast, skaber et kæmpe kreativt rum, hvor nye ideer bobler frem. Nogle er gode og andre virkelig dårlige – som det skal være.

Samtidig er det et medie, som unge i den grad har taget til sig både som producenter og brugere, og det peger modsat den tendens, der ellers præger mange andre medier, hvor brugerne bliver ældre og ældre og færre og færre.

Sådan har stafetten bevæget sig:

Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen ->

Mikkel Frey Damgaard, taleskriver for miljøministeren ->

Jeppe Wad, journalist og podcastvært ->