Min yndlingsaversion i medierne er…

Det er svært kun at vælge én, ingen hader trods alt medierne så meget som os, der arbejder i dem, men lad mig gribe i et felt, jeg selv gør mig en del i: nemlig digitale rubrikker.

Dem kan man sige meget sjovt og endnu mere grimt om, men jeg vil bruge anledningen til at rette et kærligt nyrehug mod en særlig undergenre, der synes at være i vækst, og som vi i Danmark (modsat eksempelvis den ofte parodierede ”du gætter aldrig og nummer tre vil chokere dig”-clickbaitrubrik) tilsyneladende har helt for os selv: ”Anmelderen”-rubrikken.

Jeg nævner i flæng:

”Langsomt forstod anmelderen, hvad det hele gik ud på”, ”Anmelderen slugte al skam og måtte slikke panden ren”, ”Anmelderen måtte rejse sig fra stolen flere gange”, ”Anmelderen spejler sig i det naturvinsdrikkende København K” – eller blot den nævenyttige og allestedsnærværende ”anmelder kolon”-trompet: ”Anmelder: Super-agenten er tilbage i ny Marvel-serie. Og jeg er faktisk ret pirret”.

Nå, er anmelderen det?

Det irriterer mig så meget, fordi…

For det første fordi det er overflødigt; det er en anmeldelse, den er vel per definition udtryk for anmelderens holdning, så hvad skal den ”anmelder”-deklaration overhovedet der? Antager vi virkelig, at læseren er så dårlig til at, ja, læse, at man ikke fatter, hvad en anmeldelse går ud på?

For det andet fordi rubrikken antager en mærkelig metakvalitet, den bliver en art løsrevent kommentarspor til noget, der foregår i teksten, mere Facebook-statusopdatering anno 2010 end egentlig overskrift, og ”anmelderen” fremstår mere som en karakter end en egentlig afsender.

For det tredje, og her kommer vi ind på min mere publicistiske anke mod fænomenet: Det er et udtryk for en uklædelig tendens til at sætte skribenten, det vil sige os selv, medietyperne, i fokus, frem for det emne, der skrives om. Og så spændende er vi simpelthen ikke. Bevares, jeg har skrevet flere selvoptagede tekster end de fleste, så kald mig endelig hykler, men grundlæggende læser jeg avis for at erfare noget om verden – ikke om anmelderen.

Fortæl mig, hvad der gør værket smukt eller hæsligt, ikke hvor længe anmelderen hulkegræd imens. Det kan jeg læse i en klumme bagefter.

Det man kunne gøre for at ændre det er…

Man kunne jo lade være. Men lur mig, om der ikke kommer en ny rubrikmodel snigende, som er endnu mere irriterende, og som fluks vil blive kopieret over det ganske digitale medielandskab.

Vi udvikler jo den slags greb, fordi vi kan se, at de fanger læserens opmærksomhed: De er et symptom på den syge, der bor i det digitale rubrikarbejde, og som jeg også kan kende i mig selv: At hensynet til sproglig kvalitet eller bare mening er sekundært til klikrater og behovet for at gøre de røde tal grønne. Det er ikke poesi, det er data, og alt, der sælger godt, er godt.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Man taler om, at digitale medier har deres print-moment i disse år. Alle de medier, der dygtigt har bygget en forretning på Facebook og klik, har måtte sande, at den forretningsmodel ikke holder længere, og at høje trafiktal ikke er noget værd i sig selv. Det er grumt for de virksomheder og de mennesker, det går ud over, men for mediebranchen som sådan er det mit håb, at vi får bygget nogle nye (eller måske i virkeligheden genopbygget nogle gamle) forretningsmodeller, hvor troværdighed, integritet og læserloyalitet vejer tungere end trafik.

Så er der måske også plads til rubrikker, der trækker vejret, i stedet for at råbe, hvad anmelderen føler.