Min yndlingsaversion i medierne er …

Min hadeaversion, der kan få mit blod til at syde af irritation, er den modige medieperson og de dertilhørende ultramodige aviser, der tør at bringe deres historier.

Jeg tror cirka, det var 10 år siden, at det var modigt at fortælle, at man var en af de utallige krøllede hjerner med lang videregående uddannelse, der lider under så slem ADHD, at man somme tider kommer for sent til sine møder eller afbryder sine kollegaer, når de siger noget kedeligt.

Ligesom man vel efterhånden skal ret langt ind i det forstokkede folkedyb for at møde en mand, der ikke synes det er ok at andre mænd kan fælde en tåre. Eller gå med en bæresele. Eller gå på farsel.

Det er åbenbart stadig modigt, at kvinder tør klæde sig som de vil. Og modigt at skrive debatindlæg, hvis dine forældre er, gys, lavtuddannede. Det er modigt at fortælle om sine skolegårdstraumer. Eller om sit folketingsstress.

Det irriterer mig, fordi …

Det at være modig i de danske medier i dag er at udmanøvrere alle tåreperserne i Politikens debatspalter med den helt rette letfordøjelige lidelseshistorie, der lige præcis er modig nok til at bringe og harmløs nok til ikke at skabe reel debat.

Ville man fx blive stemplet som modig, hvis man beskrev dengang man tabte besindelsen og stak sit barn en flad? Eller at man har medienæsen nede i genistregerne hver weekend? Eller at man har uudlevede pædofile tendenser? Nej. For modet stopper, når forargelsen begynder.

Det, man kunne gøre for at ændre det, er …

At sende Politikens chefredaktion på et all inclusive-ophold uden wifi. Herefter kan man måske blive enige med hinanden om, at man ikke behøver at beundre den samme modige holdning i samtlige danske aviser indpakket i 10.000 forskellige slags farvestrålende indpakninger, der i sidste ende har fuldstændig samme smag.

Man kan bestræbe sig på at bringe ægte, anderledes, debatskabende indhold, der udfordrer læserne. De kan klare det.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

At etablerede medier og de dertilhørende forudsigelige holdninger fylder forsvindende lidt for unge mennesker i dag. Samtalen er for alvor demokratiseret og for mange unge kan en senegalesisk tiktoker gøre langt større indtryk end en cand.jeg.er.specialist.i.at.skrive.kronikker.om.alle.emner.på.jorden.

Det betyder, at på trods af alskens skrækhistorier om en ensrettet ungdom, der forguder Andrew Tate og tror, at jorden er flad, findes en stor diversitet og iderigdom blandt unge. De følger ikke én ledestjerne, men er opdraget med en milliard forskellige.

Og jeg glæder mig til at se, hvad der sker, når det er den generation, der indtræder på chefredaktionerne. For mediebilledet kommer til at se fuldstændig anderledes ud.

Sådan har stafetten bevæget sig:

Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen ->

Mikkel Frey Damgaard, taleskriver for miljøministeren ->

Jeppe Wad, journalist og podcastvært ->

Christian Ottenheim, partner i Beam Audio Agency ->