Jeg står foran DMI’s hovedkontor på Lyngbyvej i København. Inden jeg træder ind ad hoveddøren, hiver jeg min mobiltelefon op af lommen og tænker: Lad mig få et sidste overblik over deres hjemmeside.
”FEJL – Kan ikke hente data,” står der med røde bogstaver.
Danmarks Meteorologiske Institut er havnet i et brugergenereret stormvejr, efter at de lancerede deres nye hjemmeside den 4. februar. Formålet var at gøre hjemmesiden ”mere moderne og tilpasse den smartphones og tablets”.
Kritikken er siden haglet ned på de sociale medier som Facebook og LinkedIn. På anmeldelsesplatformen Trustpilot har hundredvis tilkendegivet deres utilfredshed og trukket DMI’s bedømmelse ned til én stjerne og vurderingen ”dårlig”.
”Jeg elskede det gamle dmi.dk. Det er nu blevet til en skilsmisse. Magen til rodet, uoverskueligt, mangelfuldt makværk skal man lede længe efter. Smid den ud nu, og lad os få det gamle ”vejr” tilbage,” skriver en bruger på Trustpilot.dk.
DMI’s pressechef, Anja Fonseca, byder mig velkommen med et stort smil. Hun fortæller, at hendes kollega og souschef for kommunikation og samarbejde Michael Skelbæk også vil deltage i interviewet. Jeg får en kop kaffe, og vi sætter os til rette i et mødelokale.
Hvorfor er solen blå?
Ifølge webudvikler Steven Snedker, der har opbygget og forbedret hjemmesider for danske medier, er et af de store kritikpunkter farvevalget. Den nye hjemmeside har et blåt og hvidt tema, og det har betydet, at både sol, sky, regn og vind er i farven blå.
”Solen er gul og glad på den gamle oversigt. Men på den nye hjemmeside er solen blå. Alt er blåt i blåt og med bittesmå, sværtaflæselige ikoner. Det er meget smagfuldt, men utroligt langsomt at aflæse,” siger Steven Snedker.
Ole Nørskov er konsulent med speciale i webprojekter på tværs af kommunikation, teknik og brugervenlighed. Han har relanceret journalisten.dk og været inde over en stor del af dr.dk. Han kan heller ikke forstå DMI’s farvevalg på den nye hjemmeside.
”Det er en helt oplagt fejl. De æstetiske hensyn har vejet for tungt i forbindelse med deres redesign. De har tænkt mere på, hvordan tingene skal se ud, end hvordan de kan gøre den så brugervenlig som muligt,” siger Ole Nørskov.
Kritikken er berettiget
Michael Skelbæk bekræfter, at der er kommet en del henvendelser fra borgere, der har været utilfredse med det ”farveløse design”.
”Det kan vi godt se. Det er svært at aflæse vejret hurtigt, når ikonerne ligner hinanden, og der ikke er farver. Derfor vil vi gå i gang med at implementere farver fra i næste uge (red. denne uge),” siger Michael Skelbæk.
Hverken Michael Skelbæk eller Anja Fonseca har siddet med i arbejdsgruppen omkring hjemmesiden. Firmaet Blixt og Dunder fik opgaven med redesignet i 2016, efter at den havde været i udbud.
De nyansatte chefer er ikke i tvivl om, hvilken farve de selv havde valgt til solen, hvis de var ansat i DMI på det tidspunkt.
”Jamen, den havde været gul,” siger Anja Fonseca.
Michael Skelbæk er enig.
”Det havde den. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor vi lige præcis ikke har tænkt internt, at solen skulle være gul,” siger han og tilføjer:
”Der har været brugertests, hvor det åbenbart ikke har været tydeligt, at farveikoner er vigtige, hvilket måske kan være en del af forklaringen.”
Helt elementære fejl
Ole Nørskov ser nogle ”helt elementære fejl” på den nye hjemmeside. For eksempel at brugerne skal lede længe efter de mest brugte værktøjer og elementer, fordi de ikke er placeret øverst og tydeligt på hjemmesiden.
”Folk leder ikke efter en menu. Hvis man er nødt til at skrive ’få hjælp’ med store gule bogstaver i sin header, ved man, at der er et eller andet helt galt. Det burde ikke være nødvendigt,” siger Ole Nørskov:
”Det er meget vigtigt, at ord, ikoner og billeder skal vise og fange det, som brugeren har i hovedet, når de kommer ind på siden. Tydeligt, hurtigt og øverst på siden,” siger han.
Pressechef Anja Fonseca kalder det ’rigtig gode tanker’ og noget, som DMI overvejer. Michael Skelbæk tilføjer, at ’få hjælp’-knappen blot er en nødløsning.
”’Få hjælp’ kom til i forrige uge, fordi mange ikke kunne finde rundt på vores side. Vi har en ret stor ældre målgruppe, som måske ikke er så it-mindede. Det var en her og nu-løsning, som nok bliver fjernet i næste uge (red. denne uge),” siger han.
Siden kan ikke vises
Lige præcis de ældre borgere har DMI ifølge Steven Snedker ikke hjulpet godt nok.
”De har droppet alle de gamle links, der virkede. Hvis man har hjulpet sin gamle moster eller mormor med et direkte link til hendes lokale vejr, så virker det ikke i dag,” siger Steven Snedker.
Men det er også noget, som DMI arbejder på at rette op i deres it-afdeling.
”Det er demotiverende for alle at få en side, der ikke eksisterer. Vi er i gang med at ændre på det. Det er en fejl, vi kender, og som vi kigger på, om vi kan gøre bedre,” siger Michael Skelbæk.
Har eksperterne ret i, at de æstetiske hensyn har vejet for tungt i forhold til brugervenligheden?
”Ja, til dels. Man kan godt sige, at der er et æstetisk udtryk, som jo i høj grad er anderledes i forhold til det gammeldags, velkendte dmi.dk,” siger Anja Fonseca og bliver suppleret af sin kollega.
”Men folk skal også lære at bruge det. Jeg synes ikke, at brugervenligheden er dårlig. Den er udmærket, ligefrem god. Det har også noget med tilvænning at gøre. VI har jo lavet fuldstændigt om på hjemmesiden,” siger Michael Skelbæk.
Det lyder, som om I er begyndt at rette op på en masse fejl efter feedback. Havde det ikke været bedre at få det færdige produkt?
”Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger her,” siger Michael Skelbæk og tilføjer efter lidt betænkningstid:
”Hvis vi skulle have al data over på én gang, så ville der nok gå et halvt til et helt år, før den var klar. Så det her var en ledelsesbeslutning, at nu skulle den ud. Vi kan mærke, at der er stigende konkurrence omkring os. Vi har et godt og lækkert produkt i bund og grund, som med nogle justeringer bliver rigtig godt.”
Journalisten har foreholdt kritikken for Blixt og Dunder, som i samarbejde med DMI har lavet den nye hjemmeside. De skriver, at en opdatering af ikonerne er på vej.
”Der er altid forskellige reaktioner på æstetikken i design. Dmi.dk er det første skridt på vejen. Det bliver stadig videreudviklet, og det er DMI’s ambition at foretage opfølgende brugerstudier, når de planlagte rettelser og opdateringer er implementeret,” skriver Daniel Zander, designer og partner i Blixt & Dunder, i en mail.
25 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Overview" med vejr (skydække ikon, temp, nedbør, vind) for formiddag, eftermiddag, aften og nat udskiftes med skydække for hver periode og max/min temp samt nedbør for hele dagen.
Solopgang og -nedgang forsvinger helt.
Hvem skulle have troet at dmi.dk "havde ret" i deres design?
Hvor er det trist for brugerne på yr.no ...
Ser først det her nu, da jeg endnu engang blev frustreret over DMI og søgte på, hvor man officielt kan klage over, at en skattefinancieret institution som DMI - uden at finde noget i øvrigt.
Problemet med den katastrofale side er ikke bare layout, det er i højeste grad en voldsom nedgradering af detajler - farvandsgrafikkerne er gjort ca. 150 gange mindre nøjagtige, og vandstandsgrafikken opererer med 30 cm inddeling - den gamle med 10! Man kan altså ikke se, om det vil blive 1 cm over daglig vande eller 29 !!! Og bor man ikke i en by uden målinger af vandstand, kan man ikke tilgå havnenes prognoser!!
Det er en total ommer, og jeg fatter ikke, at nogen, der kalder sig meteolog kan stå inde for sådan noget markværk.
Kære Mette Louise Bønding
Det ser ud som om, du føler dig helt tryg ved, at ”nogen” agerer” på problemerne med DMI’s nye hjemmeside. Derfor er der efter din mening ingen grund til at fortsætte med at dømme den helt ude, som det fx er sket – og stadig sker på ”trust Pilot”.
Din holdning er nok temmelig optimistisk eller en kende naiv. Der er ingen som helst grund til at tro, at DMI vil rette sig efter den sønderlemmende kritik. De har i lang tid haft en beta-version ude, og der er gået en måned med sønderlemmende kritik af den færdige side. Alligevel synes det som om, at DMI bare mener, at solen skal være gul i stedet for blå.
Webdesigner Ole Nørskov har heldigvis forstået kritikken på Trustpilot. Han påpeger de ”helt elementære fejl” som fx at ”brugerne skal lede længe efter de mest brugte værktøjer og elementer, fordi de ikke er placeret øverst og tydeligt på hjemmesiden”. skriver. Ærgerligt, at det ikke er Ole Nørskov, der har fået opgaven med at modernisere DMI’s hjemmeside.
Pressechef Anja Fonseca kalder Ole Nørskovs kritik for ’rigtig gode tanker’ og noget, som DMI overvejer. På klart dansk betyder det: ”Vi hører hvad du siger, men gør i øvrigt som det passer os”. Hun suppleres af
Souschef Michael Skelbæk, der stadig ikke har forstået, at hjemmesiden grundlæggende er forkert opbygget. Han ”synes ikke, at brugervenligheden er dårlig. Den er udmærket, ligefrem god. Handler”. Man skulle næsten ikke tro, at han kendte den gamle hjemmeside, hvor man fra første klik fik et overblik over alle tilgængelig oplysninger.
For at fuldende det hele, fortæller Daniel Zander fra ”Blixt & Dunder”, at det er DMI’s ambition at foretage opfølgende brugerstudier, når de planlagte rettelser og opdateringer er implementeret,”. Hvis man kan lære noget af hele denne misére,, så er det da, at DMI må fortælle brugerne, hvad de har tænkt sig at ændre, før de bruger tid og penge på at gennemføre ændringerne. De evner tydeligvis ikke selv at træffe de rigtige beslutninger om ændringerne.
Per Frederiksen; heldigvis har vi sejlere da forsvarets fcoo.dk
C.V. Jørgensen havde allerede i 1980 en anelse om, hvor det bar henad, da han skrev ”På Den Trettende Dag”:
Alle isolerer sig i plastik
& med paraply under hver deres sky
Massiv som var den af bly
& ingen husker længere
Hvordan det nu var solen så ud
Når vi ser bort fra de få
Der bedrevidende påstår at solen den var blå
Flere