Hvor er Deep Throat, whistle-blowerne og WikiLeaks, når medierne kryber i skjul og dækker hinandens røv med henvisning til kildebeskyttelse?

SVIGT. Sandheden blev det største offer i "lækagesagen", der startede i april 2007, da Rasmus Tantholdt i TV2/Nyhederne kunne fortælle, at danske jægersoldater skulle sendes til Irak, endnu inden Udenrigspolitisk Nævn var orienteret. En oplysning, som Jægerkorpsets daværende chef mente kunne koste menneskeliv. Alligevel sænker mørket sig nu for et af de mest pinlige kapitler i dansk pressehistorie. Historien bliver åbenbart aldrig fortalt færdig.

Forsvaret opgav i første omgang selv at finde "muldvarpen", men tre år senere sprang filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen ind på scenen og udtalte, at forsvarsministerens daværende pressechef, Jacob Winther, var kilde til historien. Det kunne han angiveligt dokumentere med en lydfil fra DR med et interview mellem DR-journalist Niels Giversen og Rasmus Tantholdt. DR skyndte sig at fyre Niels Giversen for at have videregivet DR-materiale til folk uden for huset og smækkede derpå lydfilen inde i en bankboks, hvor den befinder sig den dag i dag.

I februar 2011 var sagen for Højesteret, der opgav at tvinge TV 2 og Rasmus Tantholdt til at vidne og DR til at udlevere lydfilen. Siden har politiet opgivet at rejse sag mod Jacob Winther, der derfor har droppet injuriesagen mod Guldbrandsen, som fortsat hævder, at Winther er kilden til lækagen …

Trods sagens alvor og megen omtale har der sandelig ikke været kø hos hverken Cavling-aspiranter eller gravergrupper for at afsløre noget som helst. Vi har det fint med at feje lydfiler og andre beviser for, hvad der er ret eller vrang i lækagesagen, ind under et jammerligt kludetæppe. At oplysningerne i værste fald kunne have kostet menneskeliv, er tilsyneladende det mindst alvorlige i den sag. Frygten for at få afsløret sagens rette sammenhæng er åbenbart så stor, at alle midler er taget i brug for at forhindre politiet i at placere et ansvar.

Hvor er Deep Throat, whistle-blowerne og WikiLeaks, når medierne kryber i skjul og dækker hinandens røv med henvisning til kildebeskyttelse?

Da tidligere statsminister Poul Schlüter i forrige årtusinde i forbindelse med Tamilsagen sagde de berømte ord fra folketingets talerstol om, at der ikke var fejet noget som helst ind under gulvtæppet, var det angrebs-signalet for alle medier med respekt for sig selv til at afsløre det modsatte. Det lykkedes.
Nu fortæller en note bagerst i aviserne, at Jacob Winther har droppet injuriesagen mod filminstruktør Christoffer Guldbrandsen. Punktum slut. Og Guldbrandsen kan ustraffet fortsætte med at anklage Winther for at være ansvarlig for, hvad der ville betegnes som landsforræderi i en krigstid – og det er vi altså stadig, selv om krigen foregår rigtig langt væk!

Det lyder som en molbo-historie, men viser magtens arrogance. Hvor længe kan vi leve med at opføre os som de slyngler, vi blev sat i verden for at bekæmpe?

Der er nok at spørge om:
Hvad sker der nu med lydfilen, der én gang for alle kan afsløre "lækken"? Er den destrueret, og hvor mange kopier er der i omløb?

Hvor mange kender lydfilens indhold ud over Kristoffer Guldbrandsen, Niels Giversen, Michael Christiansen, Kenneth Plummer, Ulrik Haagerup og nære venner?

Hvor er skraldemændene i dansk presse, der tør rydde op i den insider-affære? Skal vi ringe efter Olsenbanden for at komme til at høre den lydfil?

Rettelse (9. november 2011)
I ovenstående debatindlæg (fra Journalisten nummer 15) hed det i en kommentar af journalist Kirsten Erlendsson, at journalist Rasmus Tantholdt i april 2007 på TV 2 fortalte, at danske jægersoldater skulle sendes til Irak. Men det var ikke Rasmus Tantholdt, der producerede det pågældende indslag. Samtidig hed det i kommentaren, at den omtalte lydfil rummer et interview med Rasmus Tantholdt. Da der er tale om en hemmelig samtale, er det ukorrekt at omtale indholdet som et interview.