”Det er et reelt problem, hvis danske familier i deres egen opgang, i deres eget kvarter, i deres egen by, oplever, at de kommer i mindretal, at børnene får problemer i skolen – at de så at sige bliver ofre for en ghettodannelse.”

Ordene har efterhånden nogle år på bagen, selv om de kunne være sagt i går. Forskellen er, at da Poul Nyrup Rasmussen i sin nytårstale i 2000 brugte ordet ’ghetto’ om danske boligområder, var det en opsigtsvækkende udtalelse fra en statsminister. 

Siden er ghetto blevet sagt mange gange af såvel statsministre, ministre og deres embedsmænd. Der er lavet adskillige ghettoplaner og ghettopakker, og i marts 2018 blev ghetto-begrebet aktuelt igen, da regeringen lancerede sit ghetto-udspil ’Et land uden parallel-samfund – ingen ghettoer i 2030’.

Men det, at ghetto er blevet officielt sprog, gør ikke begrebet mindre problematisk, mener Mikaela von Freiesleben, der har skrevet ph.d.-afhandling om diskurser i den danske indvandrerdebat. Det er et ord, der stigmatiserer et boligområde og de folk, der bor der. Et ord, der skaber fordomme og mistro – på begge sider af ghetto-muren.

”Man får et billede af noget, der er uden for samfundet, og ikke hører til. Det er med til at forstærke ’os og dem’-retorikken. Og det er jo ikke så hensigtsmæssigt, hvis man gerne vil have, at folk skal være en del af samfundet,” siger hun.

500 år gammelt begreb

I regeringens oplistning af ghettoer i Danmark er der flere kriterier. Men andelen af indvandrere er den primære, forstået på den måde, at det i modsætning til andre kriterier kan stå alene. Hvis andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 60 procent, kan de være nok så arbejdsomme og veluddannede, boligområdet er alligevel en ghetto. Ghetto-begrebet knytter sig således til brune danskere.

”Et sted identificeres med de mennesker, der bor der – det er dem, vi tænker på. Ghettoen og beboerne giver betydning til hinanden som moralske og sociale afvigere med andre normer og værdier. På den måde er ordet med til at forstærke fordommene om boligområdets beboere,” siger Mikaela von Freiesleben.

Ordet ghetto har en lang historie. I 1492 fordrev Spanien alle jøder, der ikke ville lade sig døbe. Mange endte i Venedig, hvor det blev bestemt, at de skulle flytte ind i Campo Ghetto Nuovo i bydelen Cannaregio. Campo Ghetto Nuovo betyder ’det nye slagger sted’, fordi der tidligere havde ligget et jernstøberi. Efterfølgende opstod der jødiske ghettoer i en lang række europæiske byer.

Bertel var tidligt ude

I 1800-tallet udvandrer ghetto-begrebet med mange jøder til USA, hvor det bruges om jødiske kvarterer i de nye storbyer. I begyndelsen af 1900-tallet har København også områder, der omtales som ghettoer.

I moderne tid vender ghetto-begrebet tilbage i den offentlige debat, da en række socialdemokratiske borgmestre på den københavnske vestegn i halvfemserne protesterer mod regeringens flygtningepolitik, som de mener fører til ghettoisering. Og det er formentlig det, der får Poul Nyrup Rasmussen til at bruge ordet i sin nytårstale i 2000.

Det bliver dog først for alvor gjort til officiel betegnelse et par år efter, hvor Fogh-regeringen lancerer Strategi mod Ghettoisering. Rapporten blev skrevet i Integrationsministeriet, hvor Bertel Haarder var minister.

”Jeg var meget aktiv omkring julen 2003 med at råbe vagt i gevær omkring risikoen for ghettodannelser. Jeg så ingen problemer i at bruge det ord, og det var der heller ikke nogen andre, der gjorde. Det var først, da jeg senere mødte nogle svenske kolleger, at jeg forstod, at der var forargelse i Sverige over, at vi brugte det ord,” fortæller Bertel Haarder.

Ghetto-barnet Moonis

Han kan dog stadig ikke se det problematiske i at bruge ordet.

”Den historiske baggrund for ordet gør det jo ikke til et nedsættende begreb. Mit mellemnavn Geismar stammer fra tidligere jøde-ghettoer i Tyskland, og det er der jo ikke noget i vejen med.”

Men når man vil gøre en indsats mod ghettodannelse, er det vel, fordi ghetto er noget negativt?

”Problemet med danske ghettoer er, at så mange ikke har arbejde. Det fører til stigmatisering og modvilje. Hvis alle havde arbejde, så ville ingen have noget imod ghettoer,” siger Bertel Haarder.

Ordet ghetto er blevet et almindeligt begreb i danske medier. Naturligvis når der refereres til regeringens ghetto-udspil og planer, men også i ikke-politiske sammenhænge. Eksempelvis kunne man i begyndelsen af januar læse artiklen om iværksætteren og ”ghetto-barnet” Moonis Kamils på dr.dk’s Penge-sektion.

DR introducerede omkring nytår en liste over såkaldte tendensord, som journalisterne skal undgå eller bruge med omtanke. Ghetto er også på listen, og her hedder det, at ”ordet er nedsættende og dets betydning flydende. Vi anbefaler, at man bruger det med opmærksomhed på den aktuelle sammenhæng og relevante betydning.”

Tilladt i DR – med henvisning

DR’s sprogredaktør, Martin Kristiansen, forklarer, at ordet ikke er forbudt, det skal bare bruges præcist.

”Man skal være helt spids på, hvilken sammenhæng man bruger det i. Så man ikke bare siger: Nu står jeg i en ghetto på Vestegnen … hvis området ikke er på regeringens ghetto-liste,” siger Martin Kristiansen.

Men hvis et område er på listen, må man gerne kalde det en ghetto?

”Ja, men så vil jeg mene, man skal give en kildehenvisning: Ifølge regeringens ghettoliste.”

I skriver selv ordet er nedsættende, bør man så ikke undgå at bruge det?

”Det offentlige sprog er en demokratisk størrelse, og vi skal afspejle og dække den virkelighed, der er, og det sprog, deltagerne anvender. Det skal vi ikke gøre os til herre over. Vi skal ikke være en aktør i debatten, vi skal gengive den,” siger Martin Kristiansen.

Bertel Haarder vil fortsat kalde visse danske boligområder for ghettoer.

”Jeg må konstatere, at nogen synes, vi ikke skal bruge det ord, og det er nok flere og flere. Sådan har ord det med at blive nedslidt. Men jeg mener, man skal kalde en spade for en spade. Ghetto – det ved alle, hvad betyder. Så jeg vil ikke lave min sprogbrug om – endnu.”

”Many journalists still assume that language is neutral, that you can just repeat language and it’s completely neutral. In fact, language is never neutral. Language is always framed in a certain way, and it always has consequences.”

Professor i retorik George Lakoff på Twitter 16/11.