Et oxymoron er ifølge Dansk Sprognævn en stilfigur, ”hvor to i princippet uforenelige begreber kombineres, fx bittersød eller larmende tavshed”.

Til disse oxymoron-eksempler kunne man siden maj 2018 tilføje et nyt: Obligatorisk læringstilbud. Som et led i strategien 'Ét Danmark uden parallelsamfund' har regeringen, S og DF besluttet at indføre et ”obligatorisk læringstilbud” til børn i udsatte boligområder. De skal passes i en børneinstitution mindst 25 timer om ugen, hvor de blandt andet skal introduceres til demokratiske normer og værdier. Hvis forældrene ikke vil deltage, mister de børnepengene.

”Det er lidt som en kæmpereje. En reje kan ikke være en kæmpe. På samme måde kan et tilbud ikke være obligatorisk,” konstaterer Nikolaj Rytgaard, politisk journalist på Jyllands-Posten.

Avisen var det første medie til at skrive om notatet bag den politiske aftale. Men allerede i rubrikken valgte JP at kalde tiltaget for ”tvangsvuggestuer”, og ordet tvang optræder hyppigt i de opfølgende artikler, blandt andet i et interview med socialminister Mai Mercado, der har ansvar for området.

Tilføjer ’såkaldt’

”Man kan jo diskutere, om det er politisk ladet, når vi vælger at kalde det tvangsvuggestuer. Men vi synes, det er mere retvisende. Hensigten er, at børnene skal derhen, og man vil så tvinge forældrene gennem økonomiske sanktioner. Så vi kalder det, hvad det er,” siger Nikolaj Rytgaard.

Selve begrebet ’obligatorisk læringstilbud’ bliver i JP’s artikler garneret med anførselstegn og ’såkaldt’.

”Det er jo det, politikerne siger, når vi laver interviewet, så vi er nødt til at gengive det. Men vi vælger at skrive ’såkaldte’ for at markere, at vi gerne vil udfordre validiteten.”

Retorikprofessor ved Københavns Universitet Christian Kock synes, begrebet er på grænsen til at være latterligt.

”Det minder jo om filmen Godfather – ’an offer you can’t refuse’. Og jeg forstår ikke, om ’obligatorisk’ henviser til forældrene, eller til at børneinstitutionerne skal fremsætte de her tilbud. Så det er både selvmodsigende og uklart.”

Begrebet har i hans øjne til formål at få en kontroversiel bestemmelse til at tage sig positivt ud.

”Det kan kun skyldes, at man vil have noget, der virker hårdt og strengt og dermed diskutabelt, til at se ud som en ren velgerning. Man vil fremstille sanktioner og indgriben som noget positivt, venligt og frivilligt,” siger han.

’Obligatorisk’ skal ikke forstås som krav

Forslaget om ’obligatorisk læringstilbud’ er udarbejdet i Socialministeriet. Og her har det ikke været en overvejelse, at det kunne være et selvmodsigende eller forvirrende begreb, fortæller kontorchef Christina Barfoed-Høj. Det skyldes blandt andet, at ordet ’tilbud’ i ministeriet bruges på en anden måde, end når man i almindeligt sprog taler om tilbud – som eksempelvis tilbud om at købe noget.

”Tilbud er et begreb, vi ofte bruger. Dagtilbud, læringstilbud, sprogstimuleringstilbud … det er en fast term i forhold til tilbuddene på vores område. Lovgivningsmæssigt hedder det ikke børnehave eller vuggestue, men dagtilbud,” fortæller hun.

Og ’obligatorisk’ skal heller ikke forstås helt som et decideret krav til forældrene om at tage imod læringstilbuddet. Det obligatoriske ligger i, at børnene – på en eller anden måde – skal have den læringsmæssige stimulering, der ligger i en normal pasningsordning eller i det såkaldte læringstilbud.

”Det henviser til en pligt på samme måde som, at der er en undervisningspligt. Det kan eleverne blive fritaget fra, hvis forældrene kan varetage indsatsen selv, og det gælder også for læringstilbuddet. Forældrene kan sige nej, hvis de vælger at gøre det selv, og de kan forestå en indsats, der står mål med kommunens indsats,” siger Christina Barfoed-Høj.

Embedsmænd med politisk tæft

Det er ifølge den politiske aftale kommunen, der skal vurdere, om forældrene er i stand til selv at løfte den opgave, og her lægges der særligt vægt på de sproglige kompetencer, som skal være på niveau til at kunne bestå en 9. klasses afgangsprøve i dansk.

Christina Barfoed-Høj henviser til, at der allerede i forvejen eksisterer et ”obligatorisk tilbud”, nemlig sprogstimulering for børn omkring tre år, der blev indført i 2011, hvor forældrene også kan miste børnechecken, hvis de ikke samarbejder om sprogvurderingen og sprogstimulering.

I Christian Kocks øjne er begrebet udtryk for, at embedsmænd har lært at tænke politisk, når man navngiver nye regler.

”Som embedsmand skal du ikke bare have orden i organisationen, men også i den måde, tingene beskrives på. Man skal have politisk tæft – det kan man læse i alle stillingsannoncer. Og det handler blandt andet om at få noget til at se dejligt og klogt ud, for eksempel ved at benævne det på en bestemt måde eller fremlægge data på en bestemt måde,” siger Christian Kock.

Og Nikolaj Rytgaard er som politisk journalist også vant til at have paraderne oppe for ord, der lyder bedre end den virkelighed, de beskriver.

”Sådan er det hver eneste gang, der kommer et politisk udspil. Djævlen ligger i detaljen. Og det er ofte de enkelte ord, man skal faktatjekke, om de kan bære.”

”Many journalists still assume that language is neutral, that you can just repeat language and it’s completely neutral. In fact, language is never neutral. Language is always framed in a certain way, and it always has consequences.”

Professor i retorik George Lakoff på Twitter 16/11.