Nej tak til fotosedler og et kvarter til hver opgave.

Per Seyffart har netop fået tre vikariater i rap på Sjællandske Dagblade, hvor han var i praktik.

Først skal han bruge 14 dage i Høng på at fotografere og skrive nogle features, som avisen kan bruge i løbet af agurketiden. Dernæst skal han seks uger til Præstø, hvor han skal være journalist og sin egen fotograf. Endelig skal han til Korsør i nogle måneder også som både fotograf og journalist. Men lige nu drikker han champagne af hvide plastikkrus ude foran lokale 305 på Journalisthøjskolen.

Censor Steffen Gram viste sig at have et indgående kendskab til Moldova, og han var hård ved Per Seyffarts og hans medstuderendes opgave. Per fik tilmed at vide, at billederne var bedre, end karakteren afslørede, men eftersom de havde været fælles om research og beslutninger, kunne han ikke få den høje karakter.

Kammeraterne giver knus og har ladet proppen springe, så gulvet sejler i champagne. Per er både opkogt og lettet, han har fortrængt, at Steffen Gram ikke accepterede forklaringerne om prioriteringen. Den anden censor, Jens-Kristian Søgaard havde rost billederne og fremhævet Pers evne til at komme ind på folk.

"Det er sgu da rart," siger Per, da knusene er ved at aftage.

Han er 29 år og tog efter studentereksamen ud at rejse, læste geologi, gjorde rent på et slagteri etc. På en af sine rejser havde han købt et spejlreflekskamera, og da han kom hjem, lavede han sit eget mørkekammer. Bagefter tog han på højskole på Samsø for at lære mere om fotografi.

"Det var min adgangsbillet til skolen," siger han.

I praktiktiden på Sjællandske Dagblade fungerede han både som journalist og fotograf.

"De første otte måneder skrev jeg og tog selv billeder til mine artikler. Det var federe end de sidste ti, hvor jeg blot fik stukket nogle fotosedler ud, som jeg skulle køre rundt efter. Der var et kvarter til hver opgave og slet ikke tid til at komme ind i den. Til gengæld var jeg ikke så træt i hovedet bagefter, som da jeg arbejdede som journalist og hele tiden tænkte på kilder og rubrikker," siger han og tilføjer:

"Jeg ser mig selv som fotojournalist. Med al den snak om bimedialitet er jeg glad for mine tre vikariater. Det er fuldstændig hul i hovedet, at mange praktiksteder bruger os som rene fotografer. Uddannelsen lægger netop op til, at vi også skal skrive, i hvert fald blødere tekster. På Sjællandske Dagblade gør de, som skolen lægger op til."

Per Seyffart kan slet ikke forestille sig, hvordan hans liv ser ud om et år – eller fem år. Der er så mange muligheder.

Foreløbig glæder han sig til den første løn.

"Jeg skal betale gæld af. Kombinationen af fotojournalist-elev og SU hænger ikke sammen. Men jeg skal også bruge pengene på noget sjovt. Noget tøj måske, i hvert fald noget, som jeg ikke har haft råd til de sidste fem år, hvor jeg har levet for 2000 om måneden. Vennerne skal nok også have en omgang."

Per Seyffarts løn som vikar vil være 24.000 kroner om måneden + tillæg.

"Det bliver fantastisk," siger han.

Om et år forestiller han sig, at han både arbejder som fotograferende og skrivende.

"Jeg ser ikke mig selv som ren avis-fotograf. Mine drømme om fremtiden er lidt blandede, fordi jeg vil begge dele, men jeg går ikke med drømmen om at vælte en borgmester eller hive en Cavling hjem det første år. Nu skal jeg ud og have noget erfaring."

På vej tilbage mod kammeraterne siger han: "Nu skal vi ud og fyre den af. Hold kæft, det er skønt."

Læs også: Tillykke hvad vil du, To akademiske journalister og Freelancer i Århus.