search

Erik Bjerager bliver præsident for alverdens redaktører

Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, skal de næste to år beklæde den prestigefyldte post som formand for World Editors Forum.

Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, skal de næste to år beklæde den prestigefyldte post som formand for World Editors Forum.

Den 52-årige Erik Bjerager, der både er ansv. chefredaktør og adm. direktør for Kristeligt Dagblad, efterfølger vicedirektør Xavier Vidal-Folch fra den spanske avis El Pais, der har siddet på posten siden 2008, oplyser The World Association of Newspapers.

Erik Bjerager har været medlem af organisationen af redaktører siden 2001. I Danmark er Erik Bjerager formand for bestyrelsen for Ritzaus Bureau, og desuden sidder han i bestyrelsen for Danske Dagblades Forening. Derudover er han formand for både Dagspressens Fond og for Københavns Redaktørforening.

Den ny præsident for alverdens redaktører har desuden udgivet flere bøger og er blandt andet blevet tildelt Den Berlingske Fonds Journalistpris samt Publicistklubbens Jubilæumsfonds Legat – også kaldet 'Den lille Publicistpris'. Det skete med henvisning til den flotte fremgang, som Bjerager har været med til at sikre Kristeligt Dagblad, hvor han har været chefredaktør siden 1994.

De næste to år skal han altså så tillige stå i spidsen for World Editors Forum, som tidligere er blevet styret af chefredaktører fra en række førende internationale aviser – blandt andet The Times og The New York Times.

Erik Bjerager er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har derudover en Master of Arts fra School of Communication, The American University, Washington D.C.

Han har tidligere været ansat på Danmarks Radio, Radioavisen, Børsens Nyhedsmagasin og Børsen.  

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen