Okay, guys. Zlatan-kvoten er opbrugt, skal vi blive enige om det? Efter et par udgivelsesdage handler hver tredje af de egentlige artikler i det nye mobilmagasin Føljeton om Zlatan. Og nok er Zlatan en god historie, men fem artikler med en samlet læsetid på 69 minutter? Ud af 15 artikler i alt?

Ordet ‘guys’ i indledningen er ikke tilfældigt valgt, for Føljeton er som redaktion en udpræget bromance, hvor hvide, midaldrende storbymænd har fundet sammen om at udgive et magasin specielt til mobilen. Den ikke just mangfoldige redaktion har der allerede været ment en del om rundt omkring.

Jeg er knap så bekymret, forudsat at selve magasinets udvalg af stof er mangfoldigt. Og der er Føljeton så ikke endnu. I bund og grund er der foreløbig kun tre emner, som bliver journalistisk behandlet: Den grønne omstilling, asyl og indvandring, herunder lidt terror – og så Zlatan.

Og her er det, at jeg går i beta-mode i min anmeldelse, ligesom Føljeton selv er det lidt endnu, for efter nogle flere udgivelsesdage vil der forhåbentlig være et mere varieret mix. Ellers dør magasinet så hurtigt, som den betydelige offentlige støtte udløber.

Hvor er danskernes hverdag?

De enkelte historier er til gengæld generelt af høj kvalitet og læseværdige. Der er kælet for sproget og detaljerne, og på intet tidspunkt føler jeg mig talt ned til som læser. For en klimainteresseret som jeg selv er det for eksempel interessant at læse Tor Nørretranders gennemgang af Vejles kamp for at blive et globalt, grønt fyrtårn. Nørretranders bruger Vejle som udgangspunkt for et større tema om klimakampens fokuspunkter lige nu, relevant og aktuelt.

Her er også venligbo Mads Nygaards tur gennem Tyskland til de steder, hvor asylsteder brændes af, og hvor det glæder mig, at Føljeton også har prioriteret tid, plads og penge af til at få fotograf Tao Lytzen med.

Og her er Nagieb Khajas gode gennemgang af det verdenssyn, som præger ISIS, ligesom Anja Bo beretter om Paris og Lars Trier Mogensen om københavnersyndromet – traumet efter Cop15, som stadig præger klimadebatten.

De korte artikler i ‘Føljeton Revy’, hvor dagens vigtigste nyhedshistorier ridses op i kort form og sendes ud med nyhedsbrev, fungerer godt som overblik. Til gengæld skærer jeg tænder, når jeg bliver tiltalt som ‘hej gode ven’. Gider I lige? Jeg er læser og abonnent.

Jeg er heller ikke vild med de oversatte kapitler fra Naomi Kleins nye klimaaktivistbog ‘Intet bliver som før’ eller James Fallows’ megalange gennemgang af Al Gores lukrative investeringer og plan for en ny kapitalisme, oversat fra The Atlantic, hvor Fallows er blandt de vigtigste og mest erfarne skribenter. Det kommer til at fylde for voldsomt på et tidspunkt, hvor der stadig er ganske få historier, og det bliver uklart, hvad jeg egentlig skal bruge dem til.

Hvilket bringer mig til et alvorligt kritikpunkt: Hvor er danskernes hverdag i det her? Hvor er de tilsvarende grundige og perspektiverende artikler om vores arbejdsliv, vores familiekultur, vores politiske kultur og vores økonomi? Og hvor er det overraskende, det uventede, det skæve? Forhåbentlig kommer det. Igen er denne anmeldelse baseret på de første udgivelsesdage.

Kritikpunkt nummer to i samme anledning er, at det for mig som læser er svært i Føljeton at kunne vurdere, hvad der er essays iblandet personlige holdninger, og hvad der er klassisk tilstræbt objektiv journalistik. En præsentation af de enkelte skribenter og deres eventuelle dagsorden vil være en fordel. Varedeklaration, tak.

Mobilt – og sært gammeldags

Mennesker med større forstand på danskernes læse- og nyhedsvaner end jeg har på forhånd dømt et mobilmagasin ude. Danskerne bruger ikke tid på at læse på mobilen, hævdes det.

Jeg er ikke så sikker på, at et mobilmagasin en dårlig idé. Vores smartphones får stedse større skærme, en stigende del af trafikken sker på mobiler, og selv er jeg begyndt at læse romaner på min mobil også. Det kan man godt.

Men man kan godt diskutere, om Føljeton er et mobilt medie. Mit umiddelbare svar er nej, ikke rigtigt.

Jeg savner, at Føljeton udnytter digitalmediets muligheder. Føljeton virker i bund og grund som et papirmedie, som udkommer på mobil, og dermed bliver det også på én gang moderne og sært gammeldags. Der linkes bortset fra til nogle Youtube-klip stort set ikke til anden relevant viden på nettet. Og når man nu sender en journalist og en fotograf til Tyskland, hvorfor er der så ikke levende billeder eller lydklip?

Selvfølgelig er der ikke behov for, at alt ender som en gang multimediemiskmask, men den smartphone, som er udgivelsesplatformen, er den digitale verdens svar på schweizerkniven. Den er tv, radio, computer, web, spilkonsol og meget mere i ét – hvorfor ikke udnytte det? Hvorfor fortælle alle historier så umådeligt traditionelt?

Foreløbig er Føljeton et velskrevet og velredigeret, om end noget nichepræget magasin, som udkommer digitalt. Det er ikke et mobilt magasin, det har vi stadig til gode. Måske sker det, når det ikke længere er i beta?