Journalist Alex Frank Larsen har brugt ni år på at grave i de danske slavers historie. Som freelancer har han skullet skaffe otte millioner kroner for at kunne omsætte stoffet til tv-dokumentar.

FRIGIVET. Myten om Sisyfos spøger i forbindelse med Alex Frank Larsen. For Sisyfos var manden, der i den græske mytologi blev dømt til i al evighed at rulle en stor sten op til toppen af et bjerg, hvorfra den straks trillede ned igen. Et resultatløst og anstrengende arbejde, som aldrig hører op.

I ni år har Alex Frank Larsen knoklet på et stort anlagt journalistisk projekt om de danske slaver på sukkerplantagerne i Vestindien – og ikke mindst deres efterkommere. Det har været et anstrengende arbejde, og han siger selv, at han aldrig bliver færdig med det. Men det har på ingen måde været resultatløst, og dermed hører ligheden med Sisyfos op:

»Nu triller vi en sten ned af bjerget, og jeg aner ikke, hvad der sker med den, hvad den udløser – hverken socialt eller samfundsmæssigt,« siger Alex Frank Larsen.

Men noget sker der utvivlsomt, for den 58-årige journalist er rejst i slavernes spor med den blanding af harme og stædighed, som også kendetegnede hans gravearbejde i forbindelse med for eksempel Tamil-sagen og danske lægers katastrofale lsd-
behandlinger. Sidstnævnte gav i 1986 Alex Frank Larsen Cavling-prisen.

Det nye projekt – en tv-dokumentar i fire dele med titlen »Slavernes Slægt« – tager fat på et tabu af enorme dimensioner.

»Jeg var forarget over den kollektive fortrængning i forbindelse med slaverne. Det at et helt samfund kan blæse så meget på sin egen historie. Der findes masser af bygninger i København og flere adelsslægter, hvis formuer er baseret på slaveøkonomien i 1700- og 1800-tallet, men der findes ikke ét eneste monument i Danmark over slaverne« siger Alex Frank Larsen og fremhæver to ting, som specielt var med til at tænde ham:

»Da min søn gik i gymnasiet, kiggede jeg i hans historiebog. Der stod halvanden linje om, at vi solgte De Vestindiske Øer til USA i 1917. Ellers intet om det måske mest dramatiske kapitel i vores historie. Det var simpelthen raderet ud.«

»Det andet, der fangede mig, var en sætning i forfatteren Thorkild Hansens trilogi om slaverne. Da Thorkild Hansen stod på Guldkysten, det nuværende Ghana i Afrika, hvorfra slaverne blev sendt til Vest-indien, skrev han: 'Af de omkring 100.000 slaver, som danskerne fik indskibet på stranden her, kendes så at sige intet enkelt menneskes skæbne i detaljer.' Det kan da ikke være rigtigt, tænkte jeg. De har jo fået børn og børnebørn og oldebørn,« siger Alex Frank Larsen.

Fokus på det enkelte menneske har altid har været den røde tråd i Alex Frank Larsens journalistik. Når mennesker lades i stikken, fordi de er aparte eller kan kanøfles – patienter, flygtninge, sorte.

»I de situationer bliver journalistikken det humane modtræk, og det er egentlig noget af det smukkeste ved vores fag. Vi er altid – eller bør være – en del af den menneskelige faktor. Sådan arbejdede jeg med lsd-historierne, og i Tamil-sagen rejste jeg til Sri Lanka for at synliggøre dem, det handlede om. Det vil altid være de menneskelige historier, som – i en umenneskelig kontekst – rammer og bevæger os,« siger Alex Frank Larsen.

Slaveprojektet er realiseret ved at kombinere klassisk dybdeborende journalistik med moderne computerteknologi.

Af forskellige grunde har Danmark ifølge Alex Frank Larsen verdens bedste slavearkiver. Nu har computerteknologien så gjort det muligt at samkøre slavelister, skatteopgørelser, auktionspapirer, kirkebøger, vaccinationsattester, efterlysninger over bortløbne slaver med mere – og pludselig træder der kød og blod frem fra de støvede arkiver. Mennesker, hvis liv kan følges ret detaljeret helt frem til de efterkommere, som Alex Frank Larsens dokumentar-serie viser os. Som nu den 31-årige, vikingeblonde Camilla Marlene Jensen fra Østerbro, der ikke anede, at hendes tipoldefar var sort og stammede fra Sankt Croix i Vestindien.

For Alex Frank Larsen er noget dog basalt anderledes denne gang. Under lsd-sagen var han fastansat på Information, under Tamil-trækket var han ansat på DR-Dokumentar. I dag er han freelance-journalist.

»Da jeg startede som selvstændig i 1996, havde jeg i baghovedet, at jeg ville lave de historier, jeg brænder for. Omvendt var jeg også indstillet på, at det nok ville være lidt blødere historier, lidt mindre kontroversielle. Men nu oplever jeg, at man fra sit lille værksted godt kan levere noget, som har bid og saft og kraft og sved og tårer, og projektet her tror jeg faktisk ville være meget svært at få lov til at lave, hvis jeg var fastansat et sted. Desværre,« siger Alex Frank Larsen.

Han mener dog, at finansieringen – som han selv har skullet skaffe – har været en stor belastning og en væsentlig grund til, at det har taget ham ni år at lave historien. Budgettet er på 8,3 millioner kroner, og han mangler stadig et par millioner. Pengene er hentet fra forskellige ministerier og private fonde – også Dansk Journalistforbund har støttet med blankbåndsmidler.

»Man kan ikke bare sende en stribe ansøgninger ud, og så regne med, at nogle af dem giver pote. Man skal argumentere meget detaljeret og målrettet, og undervejs er jeg blevet dansk mester i afslag. Jeg må for eksempel sige til Nordisk Kulturfond, at 17,3 procent af historien har en nordisk vinkel, så jeg vil gerne bede om deres støtte til de 17,3 procent. Finansielt skal man sy et kludetæppe af 100 lapper.«

– Er det ikke frustrerende som journalist selv at skulle finansiere din historie?

»Det er dybt frustrerende og dødbesværligt. Du kan ikke være rigtig købmand, for det er jo en forudsætning for troværdigheden, at den journalistiske integritet er uangribelig. Men jeg har accepteret, at det er vilkårene. Hvis jeg vil lave sådan noget her, må jeg også kunne skaffe penge.«

– Mange mener jo, at den undersøgende journalistik bliver mere og mere presset i de etablerede medier. Er det her vejen frem?

»Da jeg var på Information i gamle dage, var det at få 14 dage til research helt unikt. Det var det i det hele taget i dagspressen. Det var sgu ikke noget, man bare fik. Jeg måtte selv tage mig den nødvendige tid. I dag kan du sagtens få 14 dage til research masser af steder, eller en måned eller to. Men hvis historien kræver mere end det – og her taler vi ikke om ni år, men måske et halvt eller helt år – så bliver det meget svært.«

»De fleste medier vil være sikre på, at seertallene banker op, eller at der er pay off på den kommercielle side. Det skal helst handle om ingenting eller cykelløb, et populistisk output i hvert fald, som er rimeligt sikkert fra starten. Det er synd og skam, for masser af vigtige historier bliver aldrig til noget, når folk løber ind i den dyne af konsensus.«

– Men tror du, din metode er vejen frem for undersøgende journalistik?

»Det håber jeg. Næsten alle medier siger, at de gerne vil sætte dagsordenen. Men viljen til at gøre det? Når det kommer til stykket, vil de alligevel ikke satse på det usikre. Jo, de kan sætte en dagsorden for i morgen, men viger helst uden om de store udfordringer med uforudsigelige perspektiver. Derfor får vi flere og flere medier, der kalkerer hinanden.«

»Som kritiske reportere er vi vant til at stille skarpt på begrænsninger: På undertrykkelse, forskelsbehandling, urimeligheder i samfundet. Men når det gælder vores egen udfoldelse i faget, bør vi vende kikkerten og glæde os over mulighederne. De er altid større end besværet. Jeg jamrer ikke, og jeg har da også mødt megen goodwill undervejs. Den gode nyhed er, at det trods alt lader sig gøre for den enkelte at lave historier, der rykker,« siger Alex Frank Larsen.

* Dokumentarserien »Slavernes Slægt« sendes på DR2 fire søndage i januar. Første del blev sendt den 9. januar, og anden del kommer søndag den 16. januar klokken 21.30.