search

Ved ‘verdens fredeligste færgeleje’

ORØ. Opvokset i en dødsfælde er rubrikken på Journalistens bagside den 28. april. Her fortæller journalist Lasse Meldgaard Bloch om, hvordan han oplever artiklerne i B.T.

ORØ. Opvokset i en dødsfælde er rubrikken på Journalistens bagside den 28. april. Her fortæller journalist Lasse Meldgaard Bloch om, hvordan han oplever artiklerne i B.T. og Ekstra Bladet om Orø Østre Færgeleje, hvor tre biler i dette forår kørte i vandet. To mænd i den ene bil druknede.

Bloch, som er vokset op på Orø ved 'verdens fredeligste færgeleje', ser det lidt anderledes og skriver: »Helt frem til slutningen af marts 2007 lurede dødsfælden,« og »efter 45 års venten slog den så endelig til og krævede sine første ofre.« Han fortsætter: »Det er godt nok første gang siden 1991, at nogen er kørt i vandet.« »Men når der nu kun er omkring 300.000 bilister, som passerer stedet om året, så siger den statistik jo ingenting.«

Formentlig er turen i vandet i 1991 min. Jeg kørte i Orø Østre Færgehavn søndag aften den 2. december 1990 ved 23-tiden. Jeg blev klar over, at hvis jeg skulle ud, skulle det være nu og gennem vinduet. Ud kom jeg. Ud og op.
Den 3. december 1993 ved 19-tiden kørte endnu en bilist i vandet på Orø. Også hun holdt panikken stangen og kom ud ved en utrolig kraftanstrengelse.

Endvidere oplyser overfartslederen, som det ses af et svar fra den 16. juni 1992 fra Holbæk Kommune via Trafikministeriet: – »siden færgeselskabets start i juli 1962 havde der været fire-fem uheld med biler, der var kørt i vandet. Heraf en bil med fire personer, hvoraf en druknede.«

Bliver det ikke efterhånden cirka ti alvorlige ture i havnen?

»300.000 bilister … så siger den statistik jo ingenting.«

Nej, for det er ikke let at få oplysninger om, hvor mange der er kørt i vandet ved færgelejerne, eller hvor mange der egentlig er druknet her. Færge og færgelejer var omfattet af enten Holbæk eller Roskilde amters politikredse og kommuner. Og det gør det heller ikke lettere for hverken oplysninger eller sikkerhed, at færge og færgeområder er privatejede. For eksempel foreslog jeg, at der blev opsat bom med lys, så man klart kunne se, hvor man skulle stoppe.

Svaret: »Færgeselskabet ønsker ikke at få opsat bomme på tværs af vejen, der vil besværliggøre til- og frakørslen til færgerne.«
Du skriver 'den første dødsulykke efter 45 års venten', Lasse Meldgaard Bloch. Det er lidt anderledes.

Kommentarer
1
Inge-Margrethe Madsen - Ved Bellahøj Syd
23.10.13 18:49
HOV! - DEt er lidt af en
HOV! - DEt er lidt af en sammenskrivning - journalist Lasse Meldgaard Bloch står for,
Jeg er født i Brønshøj - i min mors bagerforretning og med min far, som var musiker og spillede hos Nikolajsen. s
Min far døde, da jeg var 2 år og min mor, som var ret god til at finde ud af at klare sig, lærte blandt andet at lave chokolade i La Glace og to til Kolding til en Onkel, og etablerede en chokoladeforretning m.m.
Mit liv har også været herligt forskelligt. En meget land og herlig tid - meget spændende og fyldt med arbejde - var jeg ansat på Dansk Teknologisk Institut og udkom med en personaleavis hver uge.
I den forbindelse påtog jeg mig en ekstra opgave, som formand for Dansk Personalebladsforening. Det gav en herlig masse møder i Europa, med mennesker, som stod for/arbejdede med intern kommunikation. s
For mit vedkommende havnede jeg undervejs på Orø, for at byde velkommen til en gruppe "ligesindede" (dvs. med den der entusiasme personalebladsfolket er "besjælet" med. Det var søndag aften - og ved 10-tiden samlede jeg mine ting sammen og var på vej til Orø Østre Færgehavn. Mandag formiddag skulle jeg aflevere Ugeavisen.
Før jeg to afsted, fik jeg "besked på" ikke at komme til at køre i stranden i stedet for ind på færgen.
Kørte pænt afsted. Genkendte pladsen med lygterne - var nok lige straks ved færgen. Det var da vist den med de røde lygter derude, så jeg var på rette vej. s
Meget kort derefter plaskede vandet op og rundt om min bil. ... ÅH ... så var jeg alligevel kommet til at køre i stranden og ikke på færgelejet. MEN ... så måtte jeg jo ud - og tilbage til Orø Kro.
Samlede tasker og mig sammen, lukkede døren op og stak foden ... næh ... døren smækkede i. OK jeg skulle så ikke have tasker mm. med ud ... så det var med at lukke døren op og selv komme ... Men nej. Den dør kunne ikke komme op. Min lille Opel Corsa skrånede og var på vej nedad.
Jeg havde hørt "alle" udsendelserne om, hvis man kørte i vandet skulle man ... Nå ja: tage det roligt, vente til vandet nåede op ... var det til halsen, for så kunne man lukke vinduet op og kravle ud.
OK, så jeg satte mig til rette og ledte efter vindues-rullen.
MEN - jeg kunne ikke finde den igen. Jeg prøvede at være systematisk (jeg havde lært fra Ungdommens Røde Kors, at man skulle tage tingene roligt og ...s
Det mente jeg, at jeg gjorde, men ... jeg kunne ikke finde dørhåndtaget. ...
Jeg kunne blive siddende til ... (jeg havde lange støvler på, så jeg frøs ikke, men ... Om lidt ...
Jeg måtte ud ad vinduet.
Jeg trak vejret dybt - og vidste jeg måtte holde det - ligegyldig, hvad der skete. (Men følelsen fra at springe på hovedet ud i vandet i gymnastiktimer i Kolding betød, at jeg kendte det der splask.
Imidlertid - jeg var ikke den mindste lille kvinde, så jeg sad selvfølgelig fast i bilvinduet. (Det her er måske "lidt for "frejdigt", men jeg havde jo gået til "jazzballet", så jeg skulle bare flytte bagdelen "lidt". Det gjorde jeg, og slap ud af bilen. Jeg kunne svømme, så det handlede om at svømme op og ind til land. - Jeg troede stadig, at jeg var kommet til at køre ned til stranden. På et tidspunkt, tænkte jeg, at jeg da ligeså godt, kunne rejse mig op og gå ind. ... Men dét viste sig omgående, at der "vist var et stykke" ind til land endnu.
Kort efter landede jeg, som en større fisk landede på slisken, hvor trækskribet kom ind.
Jeg lå og kom lidt til hægterne. Rejste mig op - plaskede op og ind på jorden. Det var en smuk aften, rolig, månen var oppe og lyste. Og jeg ... kunne ikke lade være med at blive lidt våd i øjnene, da jeg tænkte på, at min familie og mine venner, ville være glade for, at jeg kom ud og op.
Nej - jeg frøs ikke, jeg gik ud ad vejen denne smukke nat - og på vej til kroen, til alle de andre, tænkte jeg på, hvad jeg skulle sige, når jeg stod der i døren og gjorde måtten våd. s
Imidlertid kom jeg til at tænke på, at skibet måske var ved at sejle ind i havnen og måske en af bilerne kom til at køre mig over.
Bortset fra det, var jeg så utroligt glad og jeg ville for al fremtid tænke på, at prøve alt det, jeg gerne ville. Og iøvrigt ville blæse på nødvendigvis at samle penge ind til man måske blev gammel.
Men hov - der var færgen vist på vej. ... jeg valgte at vende mig om og gå tilbage til færgelejet. s
Jeg undrede mig lidt over, at færgen holdt et stykke fra land og nogen lå og kiggede ned i vandet med lygter.
Kom i tanke om, at det måske var mig, de ledte efter, så tilbage igen ved vandet: Råbte jeg og spurgte, om det var mig, de ledte efter.
De spurgte om, der var flere i bilen!
Dét var der heldigvis ikke, så ved jeg ikke, hvordan det ville have været, at komme ud - og en "anden" ikke var kommet ud. - JO - det ved jeg egentlig ... Det var ikke til at tænke på.
Jeg fik lov at sove hos "Elektrikerne", om natten.
Blev taget meget godt imod, Skulle tale med politiet m.fl.
så det f.eks. ikke var med vilje, jeg var kørt i vandet ... m.m.m
Nej - det var det ikke.
Så var der bad - og varm kaffe - og så begyndte jeg at fryse. "Småting" - jeg fik først varmen i den sidste tå, kort før jeg skulle op og vores "underviser" Jesper Grundwald, DR, ville komme og køre mig til mit hjem i Farum.
Den dag, kom jeg så ikke på arbejde. Men næste dag: Avisen skulle ud.
Jeg tror aldrig min glæde over livet holder op.

SÅ - Lige nu - mange herlige dage til os alle!























s





Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen